Har nazi-bruden blod på hænderne, eller var hun bare dybt forelsket?
På onsdag ventes der at falde dom i sagen mod Beate Zschäpe, der er blevet kaldt Tysklands mest hadede kvinde.
For anklageren er der ingen tvivl.
Den mørkhårede kvinde på anklagebænken i det bunkerlignende retslokale A 101 i München bør ikke bare dømmes for meddelagtighed i mord.
Ifølge anklagemyndigheden var Beate Zschäpe medgerningsmand på lige fod med de to mænd, hun boede tæt sammen med i hele 13 år. Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt. Det var de to, der udførte mordene, men hun var selve hjernen bag den højreekstremistiske terrorgruppe, der kaldte sig 'Nationalsocialistisk Undergrund', NSU. Hun var en morder og en terrorist. En iskold, beregnende og viljestærk kvinde, som gjorde det muligt for de to tidligere kærester at udføre mindst ni racistisk motiverede mord, et mord på en kvindelig politibetjent, to bombeattentater og 15 røverier, før de blev stoppet.
Eller var hun?
Beate Zschäpes forsvarere har under den fem år lange retssag ved Landsretten i München forsøgt at tegne et billede af en ung kvinde, som af kærlighed valgte at følge sine to mandlige venner, da de valgte at gå under jorden og leve et liv i illegaliteten. Mordene var ikke noget, hun var blevet indviet i, og da hun hørte om dem, var hun blevet oprørt, lød forklaringen fra hendes forsvarer Anja Sturm:
- Det var ikke noget, hun bifaldt, men hun affandt sig med det for ikke at sætte sit forhold til Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt over styr.
Mordene, bankoverfaldene og bombeattentaterne kendte hun ikke noget til, hvis man skal tro forsvareren, og derfor kan hun ikke straffes for de forbrydelser, terrorgruppen stod bag, lyder hendes konklusion.
Det er den afgørelse, landsretten i München ventes at træffe på onsdag.
Var Beate Zschäpe en intetanende kvinde, der blot fulgte sit hjerte? Eller en udspekuleret terrorist, der lod sine to elskere udføre det brutale arbejde?
Den eneste overlevende
Mere end fem år og 435 retsmøder har det taget at nå så langt. Mere end 750 vidner er blevet afhørt, sagsmaterialet omfatter mere end 1000 fotos og 12.000 tætskrevne sider, men egentlige beviser er der stort set ingen af. Opgøret med den nynazistiske terrorgruppe vil derfor blive afgjort på indicier. Der er ingen tilståelser, der mangler øjenvidner og der mangler DNA-spor af de formodede mordere på gerningsstederne.
Morderduoen Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt begik nemlig selvmord efter et mislykket bankkup i østtyske Eisenach i november 2011. Derfor er Beate Zschäpe den eneste overlevende fra terrorgruppen, som kan stilles til regnskab.
Som sagt er anklagemyndigheden ikke i tvivl. På anklagebænken sidder en morder, som var med til at planlægge de 10 mord. En højreekstremist, som ønskede at fordrive udlændinge fra Tyskland, men ikke selv ville have beskidte hænder. Hun var den, der samlede trådene derhjemme. Hun lod sine mænd udføre drabene og var den nynazistiske bandes perfekte facade.
At hun er det eneste medlem af trioen, der er i live i dag, skal dog ikke komme Beate Zschäpe til last, lyder derimod appellen fra hendes forsvarere.
- Alle disse forbrydelser blev alene begået af Uwe Böhnhardt og Uwe Mundlos, forklarer advokat Mathias Grasel.
- De to gerningsmænd er døde og kan altså ikke retsforfølges. Det forståelige ønske om at straffe retfærdiggør ikke at gøre min klient ansvarlig for de afskyelige gerninger. Retsstaten må acceptere, at der er forbrydelser, hvor de egentlige gerningsmænd ikke længere kan stilles til regnskab.
I øvrigt var det ikke politiets fortjeneste, at morderbanden blev afsløret. Det skyldtes udelukkende gruppens behov for at prale med sine forbrydelser.
Mord i åbningstiden
Det begyndte med mordet på blomsterhandleren Enver Simsek i Nürnberg, som var indvandrer fra Tyrkiet. I år 2000 blev han skudt i sin varevogn, mens den holdt ved vejsiden, og han var i gang med at sortere blomster. Böhnhardt og Mundlos kom på cykel og skød uden varsel. Seks gange i hovedet. Tre gange i brystet. Det ene skud gik gennem det venstre øje, de andre blev affyret, mens offeret lå ned.
Enver Simsek døde to dage senere af sine skudsår. Mordvåbnet var en pistol af mærket Ceska, som også blev anvendt ved otte andre mord på indvandrere i Tyskland. At der var en sammenhæng mellem mordene, var hurtigt noget, som politiet blev opmærksom på. Men i årevis var man overbevist om, at der var tale om interne opgør i indvandrermiljøerne, måske mellem hashhandlere? Ofrene blev med andre ord gjort til gerningsmænd, og familiemedlemmerne udsat for en ydmygende mistænkeliggørelse oven i sorgen over at have mistet en af deres nærmeste.
Fremgangsmåden var altid den samme. Gerningsmændene kom ved højlys dag, de kom i åbningstiden. De dræbte købmanden, kioskejeren, skrædderen. De skød dem i ansigtet og derefter gennem tindingen eller gennem baghovedet, efter at de var faldet om.
I pressen blev mordserien nedladende omtalt som "Döner-mordene".
Fra döner-mord til nazi-mord
Først da Mundlos og Böhnhardt havde skudt sig selv efter det mislykkede bankkup i efteråret 2011, stod det klart, hvad man havde med at gøre. Beate Zschäpe havde sat ild til deres fælles lejlighed for at slette alle spor og derefter sørget for at afsende en DVD, hvor gruppen pralede med sine ugerninger. Et par dage senere meldte hun sig til politiet. Döner-mordene blev til nazi-mord.
Hun havde lovet sine to mænd at sende DVD'en afsted, hvis de ikke dukkede op, men derudover har hun forklaret, at hun ikke anede, hvad der befandt sig på den. Netop den famøse DVD spillede en altafgørende rolle i anklagerens forsøg på at gennemhulle Beate Zschäpes troværdighed. Statsadvokat Anette Greger forklarede, at den fælles computer, hvor DVD'en var blevet fabrikeret, befandt sig lige under Zschäpes seng. Med andre ord konkluderede statsadvokaten, "trioen havde ingen hemmeligheder for hinanden".
På harddisken lå der mapper med overskrifter som "Drab" og "Haste-Aktion". "Aktion" var det ord, NSU-medlemmerne brugte om deres drab. Desuden rummede harddisken 146 mapper med oplysninger om mulige attentatmål, foruden deres fælles feriebilleder. Ifølge anklager Greger fungerede Zschäpe som NSU-gruppens arkivar. Hun samlede alt, hvad der var skrevet og berettet om gruppen, det dokumenterer hendes fingeraftryk. Hun var også med til at fremstille DVD'en med bekendelserne.
Her blev der vist billeder af ofrene liggende i deres eget blod underlagt Pink Panther-musiktemaet. Et billede af den døende Enver Simsik var forsynet med overskriften "originalen" - en henvisning til, at han var det første offer.
Zschäpe har gennem sine forsvarere ladet forstå, at hun ganske vist har hørt Pink Panther-temaet fra Mundlos’ værelse, men at hun troede, det drejede sig om en film om bankoverfald.
En "absurd" påstand lød kommentaren fra anklager Anette Greger, som sluttede sin procedure af med at stille et spørgsmål ud i salen:
- Da Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt begik selvmord i november 2011 havde den anklagede mulighed for én gang at gøre op med det hele. Hvad gjorde hun?
Statsadvokat Greger gav selv svaret. Beate Zschäpe valgte af sende videoerne af de dræbte afsted. Så vigtigt var det åbenbart for hende at få markeret, hvad der havde været formålet med attentaterne.
DVD'erne blev sendt til det tyrkiske generalkonsulat, Ali Pasha-moskeen i Hamborg, og til den tyrkiske kulturforening. Ingen skulle være i tvivl om, hvem der var målet for terroren.
Chokket
For de fleste tyskere kom det som et chok. At en nynazistisk morderbande i 13 år havde kunnet drage hærgende gennem landet, uden at politiet eller efterretningstjenesterne var kommet på sporet af dem, det havde de færreste troet muligt. Forbundskansler Angela Merkel lovede de pårørende, at staten ville gøre alt for at opklare omstændighederne.
Fem formodede hjælpere blev i de første uger anholdt af politiet, deriblandt en tidligere funktionær i det nynazistiske parti NPD's afdeling i Thüringen.
Senere besluttede Forbundsanklagemyndigheden at rejse sag mod Beate Zschäpe og fire af de formodede hjælpere.
Den 6. maj 2013 kunne retssagen så gå i gang.
Ingen havde forestillet sig, at det skulle tage hele fem år at nå frem til en domfældelse.
Hendes våben var tavsheden
Det begyndte med tavshed. Efter råd fra sine forsvarere havde Beate Zschäpe valgt at tie. Kvinden med det lange mørke hår og det sammenbidte udtryk mælede ikke så meget som et ord. Hun undgik pressens og de pårørendes blikke, hun studerede sine fingernegle, lyttede til anklager, forsvarere og vidneforklaringer og forholdt sig ellers tavs. Heller ikke da en desperat mor til en de dræbte tryglede hende om at sige noget, kom der så meget som én lyd over hendes læber. Tavsheden var hendes svar og hendes forsvar, og sådan havde det været lige siden, hun meldte sig til politiet.
Der skulle gå tre og et halvt år, inden tilhørerne, dommerne og anklagerne i retssal A 101 fik lejlighed til at høre hendes stemme.
Det var i september 2016. Med fast og klar stemme og med Thüringen-dialekt læste hun en kort forklaring op, hvor hun indrømmede, at hun tidligere "havde identificeret sig med nationalistisk tankegods", men ikke længere. Nu "dømmer jeg ikke mennesker efter deres oprindelse eller politisk indstilling, men efter deres opførsel".
Nogle måneder før havde hun ladet sine forsvarere læse en længere udtalelse op, hvor hun forklarede, at hun først hørte om sine to venners morderiske gerninger, efter at det var for sent. Selv om hun var forfærdet, så havde hun ikke haft kræfter til at forlade sine mænd og gå til politiet.
Siden da har Zschäpe besvaret flere spørgsmål skriftligt, men bare ikke på det alle pårørende ventede på. De ville gerne have svar på, hvorfor lige netop deres mand, deres far eller deres søn skulle dø? Hvorfor havde morderne valgt at slå ned på præcis dem?
Svaret var tavshed. Det var det også, da faderen til den dræbte Halit Jozgat smed sig ned på gulvet i retslokalet for at vise, hvordan han holdt sin døende søn i sine arme. Sønnen var 20 år, og NSU-mordernes offer nummer ni. I retssalen spurgte moderen Beate Zschäpe direkte, om hun egentlig kunne sove med sådan en synd hængende over hovedet? Selv havde hun kun haft søvnløse nætter, siden sønnen blev myrdet.
Også her var svaret tavshed. Som altid støttede den anklagede hovedet i sine hænder og kikkede blot stift ud i lokalet uden at mæle et eneste ord.
Imens løb der beroligende billeder af pingviner og koalabjørne hen over skærmen på hendes laptop.
Tyskland på anklagebænken
Opgøret med de højreekstreme NSU-terrorister har ikke bare sat gruppens eneste overlevende og det nynazistiske miljø på anklagebænken, men hele det tyske samfund. For hvordan kunne det lade sig gøre, at hverken politi eller efterretningsvæsnerne kunne afsløre terrorgruppen under deres årelange hærgen, selv om gruppen var omgivet af 30 informanter, der samarbejdede med myndighederne?
Forklaringen er ligeså simpel som chokerende, hvis man skal tro advokat Mehmet Daimagüler, der repræsenterer ét af terrorofrene - nemlig at der skulle være tale om "institutionel racisme". Som da politiet på et tidspunkt i en såkaldt gerningsmandsprofil konkluderede, at morderne skulle findes i indvandrerkredse, fordi "mord er jo tabubelagt i vores kulturkreds".
NSU-komplekset er blevet endevendt af hele 12 parlamentariske undersøgelsesudvalg, men igen og igen er medlemmerne stødt mod en tavshedens mur både hos nynazister og de informanter, der samarbejder med politiet.
Det har efterladt en fornemmelse af, at Angela Merkels løfte om fuld opklaring ikke er blevet opfyldt. Sagsakter er blevet makuleret, og politi- og efterretningsfolk har vist sig at lide af påfaldende dårlig hukommelse eller er sluppet af sted med at nægte at udtale sig. Og hvad med de hjælpere og bagmænd, som Merkel lovede, ville blive identificeret og straffet? Udover Beate Zschäpe er fire mænd med tilknytning til det nynazistiske miljø på anklagebænken, anklaget for meddelagtighed i mord. Men Samuel Salzborn, der forsker i højreekstremisme ved det Tekniske Universitet i Berlin, går ud fra, at kredsen er meget større.
- Man går ud fra, at et sted mellem 100 og 200 mennesker hjalp trioen i hverdagen og også sørgede for at udspionere mulige mål eller sørge for husly før eller efter mordene. Eller hjalp til økonomisk, forklarer Salzborn til avisen Tagesspiegel.
For den tyske forbundsanklagers medarbejdere står det dog fast, at NSU bestod af tre medlemmer: Mundlos, Böhnhardt og Zschäpe. Der findes ingen bagmænd, som ikke er blevet identificeret. Alle påstande om det modsatte har statsadvokaterne afvist med en vrede, som antyder, at der er tale om et ømt punkt, forklarer Süddeutsche Zeitungs retsreporter Annette Ramelsberger:
- De, der føler, at de har bidraget til opklaringen af NSU-komplekset, føler sig uretfærdigt behandlet af den kritik. Som om de har villet dække over bagmænd og forbrydelser. De handler om deres professionelle ære.
Tyskland har forandret sig
Fem år er der gået, siden NSU-processen begyndte, og de er ikke gået sporløse hen over hverken det tyske samfund eller de mennesker, der tilbragte så stor en del af deres liv i retslokale A 101 i München. En retsbetjent er død, det samme er en af advokaterne, og over hele linien er håret blevet tyndere og skægstubbene mere og mere grå, fortæller en af dem, der har været med fra dag ét, Annette Ramelsberger fra Süddeutsche Zeitung.
Hun fortæller i sin avis, at hun frygter, at det kunne ske igen, idet "det morderiske had, som medlemmerne af NSU havde mod alle fremmede, har spredt sig i samfundet. Pegida og AfD plaprer op om "skyldskultur" og "tørklædekvinder" og påstår, at 'Det tredje Rige' blot var en "fuglelort i Tysklands succesrige historie". Hver dag bliver tabuet skubbet en smule til højre".
NSU-sagen er blevet en påmindelse om, at terrorfaren ikke kun udgår fra islamiske miljøer, men også fra den højreekstremistiske yderzone. Derfor slutter Annette Ramelsberger af med at konkludere, at "demokratiet er truet. Det kan ske igen. I en anden form. Med andre mennesker. Fordi der er nok af dem. Det har den her retssag overbevist mig om."
Ingen køkkenbordsterrorist
Anklagemyndigheden har forlangt Beate Zschäpe idømt den højeste straf, livstid, som er ensbetydende med mindst 15 år bag tremmer. Livstidsstraffen skal efterfølges af sikkerhedsforvaring, og det betyder i praksis, at hun først vil blive sluppet ud, når hun ikke længere vurderes at udgøre en fare for samfundet.
Det er især sikkerhedsforvaringen, som i værste fald kan betyde livslang indespærring, hendes forsvarere har forsøgt at afværge med deres appeller til dommerne.
Ifølge dem er Beate Zschäpe hverken morder eller attentatmand.
- Fru Zschäpe har ikke skaffet nogen våben. Hun har ikke medvirket i nogen af drabene. Hun var ikke engang i nærheden af gerningsstederne og har heller ikke styret Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt fra køkkenbordet.
Det eneste Beate Zschäpe, ifølge forsvarer Wolfgang Heer, har gjort sig skyldig i, er at sætte ild til trioens lejlighed i Zwickau. Den form for brandstiftelse kan højst indbringe 10 års fængsel, og da hun allerede har siddet seks år og syv måneder i fængsel, bør hun straks løslades.
Et medfølende menneske
I sine afsluttende bemærkninger sluttede statsadvokat Greger af med at konkludere, at Beate Zschäpe "ikke er den Böhnhardt-lydige, meningssvage og afhængige medløber. Hun blev set som en stærk kvinde", og advokaten citerede det ene vidne efter det andet.
Selv benyttede den hovedanklagede lejligheden til at få det sidste ord. Igen genlød salen af Zschäpes lyse stemme. Hun forklarede, at hun var et medfølende menneske og "også havde kunnet mærke de pårørendes smerte, fortvivlelse og vrede, og alt det påvirker mig den dag i dag". Når hun ikke havde vist det i retssalen, så var det alene fordi, at hun var vant til at undertrykke sine følelser.
- Jeg beklager, at de pårørende har mistet en af deres kære. De har min oprigtige medfølelse, lød det i retning mod Halit Jozgats forældre på tilskuerbænken.
- Jeg er et menneske, der har begået graverende fejl, tilføjede hun.
Hun gentog, at hun ikke længere delte det verdensbillede, som flere af hendes medanklagede havde givet udtryk for. Og at hun fortrød, at hun på grund af sin svaghed ikke havde været i stand til at bryde med Uwe Böhnhardt.
Til sidst sluttede hun af med en appel til retsformanden:
- Døm mig ikke for noget, som jeg hverken har ønsket eller gjort.
En iskold, beregnende og viljestærk kvinde, som forsøger at unddrage sig ansvaret? En forelsket kvinde, som fulgte sit hjerte og var for svag til at sige stop, da hun fandt ud af, hvad hendes to bofæller foretog sig på deres blodige udflugter rundt i Tyskland?
Dommen falder på onsdag.