Udland

Nu er redningsaktionen i gang - thailandske drenge skal ud af grotte

Folk bliver gennet væk fra et område foran grotten, hvor 12 drenge og deres træner sidder fanget på tredje uge.

Thailandske myndigheder sætter nu gang i redningsaktionen af de 12 drenge og deres fodboldtræner, som har siddet indespærret i over 14 dage i en grotte i det nordlige Thailand.

- Redningsarbejdere begynder operationen for at få fodboldholdet ud, siger Narongsak Osatanakorn, der leder redningsaktionen, ifølge nyhedsbureauet Reuters. 

- Alle 13 medlemmer af fodboldholdet er "meget klar" til at komme ud. Redningsaktionen kan tage 3-4 dage, og den første gruppe af drenge kan tidligst være ude af grotten klokken 21 lokal tid (klokken 16 dansk tid), fortsætter han.

Udelukker boring ind til fodbolddrengene

Narongsak Osatanakorn oplyser videre på et pressemøde, at 13 udenlandske dykkere og fem thailandske navy seals er med i redningsaktionen.

 - Vores to største udfordringer lige nu er vand og tid, siger Osatanakorn, som er tidligere provinsguvernør i Chiang Rai.

Han vil ikke bekræfte, om drengene skal dykke ud af grotten. I stedet nøjes han med at sige, at i dag, søndag, er den bedste dag at forsøge at få dem ud, fordi "man kan gå på det meste af stien", samt at drengene vil blive hentet ud en efter en.

Osatanakorn tilføjer, at man efter nærmere undersøgelser af grotten har udelukket boring som en mulig måde at redde drengene ud på. 

På et pressemøde forklarede de thailandske myndigheder om aktionen for at redde fodbolddrengene. Video: Marie Jensen

De thailandske myndigheder har desuden vist folk bort fra et område nær indgangen til Tham Luang-klippeystemet, hvor fodboldholdet er fanget. Det sker for at gøre området klar til at få drengene ud. 

- Alle, som ikke er involveret i redningsarbejdet, skal straks forlade området, oplyser politiet på stedet via et højttalersystem. 

- Efter en vurdering af situationen skal vi bruge området til at hjælpe ofre, oplyser politiet videre ifølge nyhedsbureauet AFP. 

Folk skal pakke deres ting

Journalister og andre har kort før klokken fire søndag morgen dansk tid pakket deres ting og er begyndt at forlade området, hvor flere end 1000 mennesker har opholdt sig de senest dage. 

I starten af weekenden sagde Narongsak Osatanakorn, at drengene ikke var klar til at tage den flere kilometer lange tur ud af grotten. 

Men senere lørdag slog han fast, at gunstigt vejr og faldende vandstand har skabt gode muligheder for at forsøge at få dem ud. 

Tham Luang-grotten

Monsunregn på vej

Flere faktorer har gjort, at de thailandske myndigheder, i tæt samarbejde med internationale grottedykkere, har stået over for en række svære valg i de seneste timer. 

For det første svinder mængden af ilt i den oversvømmede grotte konstant ind. Faktisk er iltniveauet på det sted, hvor det strandede fodboldhold befinder sig, nu nede på 15 procent, fortæller Narongsak Osatanakorn. Et sundt iltniveau ligger på 21 procent. 

- Hvis iltniveauet falder til under 12 procent, vil det påvirke hjernens tilstand og dem inde i grotten. De kan gå i chok, sagde Osatanakorn ved et tidligere pressemøde lørdag.

Han oplyste her også, at koncentration af kuldioxid i hulen er steget til et kritisk niveau, fordi kuldioxiden er blevet udåndet inde i klippesystemet af de hundredvis af dykkere, som har deltaget i redningsoperationen i og omkring grotten. 

Den anden store udfordring for de thailandske myndigheder er, at vejrudsigten for Chiang Rai bebuder, at der er monsunregn på vej, hvilket vil oversvømme grotten yderligere.

Det kan være en af grundene til, at redningsaktionen nu er sat i gang. 

En thailandsk soldat i redningsområdet uden for grotten.

Svære dyk

En af de dykkere, der arbejdede på at redde 12 thailandske fodbolddrenge og deres træner ud fra grotten, døde tidligere på ugen af iltmangel under et dyk.

Der er tale om en tidligere dykker fra eliteenheden Navy Seals, som er flådens specialstyrke. 

Den afdøde dykker var en del af det massive redningshold. Han havde forladt flåden, men vendte tilbage som frivillig for at hjælpe med at redde det strandede fodboldhold.

Turen ind til fodboldholdet i grotten tager seks timer for dykkerne, mens turen tilbage tager en time mindre.

Derudover er der lange stræk med dyk, og nogle steder skal man også bruge klatreudstyr.