Vask dit tøj og undgå at samle noget op fra vejen, advarer britisk politi efter ny forgiftning

Den nye sag kan være med til at opklare giftangrebet mod russisk eks-spion tidligere på året.

Et nyt tilfælde af nervegift, der har forgiftet to personer i England, får nu engelske myndigheder til at advare borgerne.

Advarslen går på, at man ikke må samle noget ukendt op fra jorden, skriver BBC.

Har man tilmed den mindste mistanke om, at man har været i kontakt med et ukendt stof, skal man vaske sit tøj og rengøre sine personlige ejendele såsom sko og tasker med eksempelvis vådservietter, før man smider dem ud på normal vis.

Parret blev udsat for et ukendt stof og bragt til et hospital i Salisbury i kritisk tilstand.

Samme nervegift som rystede England

Sagen kom frem onsdag aften, da den britiske chef for antiterrorpolitiet fortalte, at et britisk par i 40'erne var blevet udsat for nervegiften novichok, og torsdag reagerede Rusland ved at afvise enhver indblanding i sagen.

Årsagen til, at Rusland hurtigt bringes i spil, er, at det var den samme nervegift, som den russiske eks-spion Sergej Skripal og hans datter tidligere på året blev ramt af.

Flere britiske medier fortæller, at man formoder, at det britiske ægtepar, som nu er i kritisk tilstand, er kommet i kontakt med rester af nervegiften, der blev brugt på angrebet på Sergej Skripal, og derfor går politiet og sundhedsmyndighederne ud med den generelle advarsel om agtpågivenhed.

- Vi har på nuværende tidspunkt ingen anelse om, hvad der har indeholdt nervegiften, siger chefen for det britiske antiterrorpoliti, Neil Basu, ifølge BBC.

Sammenhæng efterforskes

Myndighedernes advarsel går primært ud til borgere omkring byen Amesbury, hvor ægteparret kommer fra. Byen ligger kun 13 kilometer nord for Salisbury, som var stedet, hvor den tidligere russiske spion Sergej Skripal blev forgiftet.

Den mulige sammenhæng mellem de to forgiftninger efterforskes af politiet.

- Det er åbenlyst, at vi kigger på, om der er en sammenhæng. Men vi spekulerer ikke og vil ikke lave nogle antagelser, siger Neil Basu.

Kan være med til at opklare Skripal-sagen

Tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste Frank Jensen har fulgt sagen siden det første giftgiftangreb, og han fortæller, at det britiske politi arbejder ud fra mange forskellige teorier. Men foreløbig koncentrerer man sig om, at det nye tilfælde formentlig har været et uheld.

- Hovedprioriteten er at få afhørt nok mennesker til at kortlægge parrets bevægelser, op til de blev forgiftet. Selvfølgelig fordi man vil undgå, at andre bliver forgiftede i et område, som man måske ikke kender til, siger han til TV 2.

Et birtisk ægtepar er i kritisk tilstand

Det kan samtidig være med til at give et gennembrud i Skripal-sagen, fordi denne sag nu kan give en opklaring på gerningsmændenes ageren i byerne.

- Det betyder meget for briterne at finde bevis i Skripal-sagen, for det kan vise, hvordan den russiske sikkerhedstjeneste eventuelt har opereret på engelsk grund, når man har været i stand til at lave sådan et attentat uden at være blevet opdaget undervejs.

Russerne afviser indblanding

Fra russisk side kom der en reaktion på sagen torsdag. Kreml oplyste i en officiel udtalelse, at man håbede, at ofrene snart kom sig, men at Rusland ikke havde nogen indblanding i sagen.

Tidligere torsdag var der flere reaktioner fra russisk side. Vladimir Shamanov, der er chef for den russiske Dumas forsvarskomité, siger ifølge RIA, at Storbritannien burde invitere russiske eksperter til at tage del i efterforskningen af den nye sag.

Parlamentsmedlemmet Sergeij Zheleznyak har dog en anden forklaring. Han mener , det ligner et forsøg på at ødelægge de engelske fodboldfans positive opfattelse af Rusland. I samme boldgade skriver den russiske ambassade i Holland på Twitter:

- Hvor dumme tror de, Rusland er ved "igen" at bruge det såkaldte "novichok" midt under VM?

Tidligere på dagen fortalte den britiske sikkerhedsminister, at russerne kan "fortælle os, hvad der skete" og udfylde hullerne i historien.