Udland

Thailand vil gøre klippehule med fodboldhold til turistattraktion

Mens blandt andet danske dykkere forsøger at finde en vej ud for de 12 drenge og deres træner, har myndighederne store planer med området.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. 

Sådan synes de thailandske myndigheder at tænke om fodboldholdet med 12 drenge og en træner, der forsvandt i en klippehul den 23. juni, og som nu skal reddes ud.

I hvert fald har Tourism Authority of Thailand nu planer om at gøre klippehulen Tham Luang, hvor fodboldholdet fortsat er indespærret, til en turistattraktion. 

Det skriver Bangkok Post.

Myndighederne vil udnytte den store opmærksomhed, som sagen har fået i internationale medier, og derfor går de nu i gang med at promovere klippehulen og de omkringliggende attraktioner i et samarbejde med private investorer. 

En ny video fra grotten viser, at drengene har det godt på trods af omstændighederne.

Kort til turister

Inden de forventede turiststrømme kan bydes velkommen, kræver det dog en opgradering af serviceniveauet i området og ikke mindst en forbedring af sikkerheden, fortæller den lokale touristchef Karuna Dechatiwong til Bangkok Post.

Blandt andet vil de nu arbejde på at lave et kort over området, så turisterne kan finde vej til klippehulen, som befinder sig i Khun Nam Nang Non Forest Park i Mae Sai-distriktet. 

Området er frit tilgængeligt om sommeren, mens rejsende skal have tilladelse fra myndighederne for at komme ind i parken under regntiden.

Sidste år tiltrak området 2,7 millioner turister, hvilket betød en indkomst på 30 milliarder baht (over en halv milliard kroner). Men håbet er, at begge tal nu vil blive endnu højere, især fordi myndighederne planlægger at promovere området for både pensionister og eventyrlyste rejsende.

Samtidig er der planer om at arrangere en takketur for redningsholdet, der lige kæmper for at redde fodboldholdet ud af det fugtige mørke.

Den danske dykker deltager i redningsaktionen i Thailand. Video: Peter Møller

Danske redningsarbejdere

Blandt redningsarbejderne er de to danske dykkere Ivan Karadzic og Claus Rasmussen.

- Regnsæsonen er i fuld gang. Det er noget, der slår en dansk efterårsstorm med flere længder. Når det regner, stiger vandstanden i hulesystemet, og det bliver vanskeligere at få dem ud, siger Claus Rasmussen til TV 2.

Drengene skal også gennem nogle smalle passager på vej ud. Nogle steder er gangene så trange, at der kun kan passere én person igennem ad gangen. Den løsning, der lige nu virker mest sandsynlig, er at lære de 12 drenge og deres træner at dykke.

Fodboldholdet forsvandt ind i Tham Luang-klippehulen den 23. juni, og først 10 dage senere kom de første livstegn fra dem, da britiske dykkere fandt dem. Det viste sig, at store mængder regn havde oversvømmet de lavere dele af hulen og spærrede tilbagevejen i den otte kilometer dybe hule.

Drengene havde søgt op på et højtliggende sted i grotten, hvor vandet ikke var nået op.

I mellemtiden arbejder myndighederne i Thailand onsdag, ifølge nyhedsbureauet AP på at sikre internet til en fodboldholdet i grotten.