Udland

Store udfordringer venter indespærrede drenge efter dagevis i mørke

Grottedykning er en vanskelig disciplin, selv for erfarne dykkere, så det bliver vanskeligt at lære de indespærrede thailandske fodbolddrenge det.

De 12 indespærrede thailandske fodbolddrenge og deres træner indledte i dag den dykkertræning, der skal sætte dem i stand til at komme ud af den grotte, hvor de nu har været spærret inde i ti dage.

- Det er en nærmest uoverskuelig opgave, siger den danske dykkerinstruktør Thomas Ryge, der følger redningsaktionen fra Danmark.

Nogle af drengene kan ikke engang svømme, og ingen af dem har erfaring i at trække vejret med dykkermaske på. Dertil kommer, at de dele af den to-en-halv kilometer lange tur ud af grottesystemet, der skal foregå under vandet, skal ske i mørke.

- Sådan som jeg kan forstå det, er der ret dårligt sigtbarhed. Hvis man tager en almindelig lygte og tænder for den, så vil det virke, som hvis man kører i bil i noget tåge og tænder for det lange lys. Så kan man slet ikke se noget. Så i virkeligheden er det nok bedre ikke at have noget lys. Det virker temmelig skræmmende for en erfaren rotte som mig, der har skiftet bekendtskab med grottedykning før. Så jeg kan ikke forestille mig, hvad der går igennem hovedet på en 11-årig dreng, der skal have sin debut der, siger Thomas Ryge.

Kontakt til omverdenen

På trods af de vanskeligheder, der venter drengene, er der dog ingen tvivl om, at deres humør er helt anderledes højt nu, hvor de har kontakt til omverdenen.

- De har høj moral. Der er etableret en telefonforbindelse, så de har mulighed for at tale med deres forældre. Dykkere har lagt elkabler og telefonkabler hele vejen ind. Der er frømænd inde, hvor drengene sidder. De sidder sammen med frømænd og har både mad og drikke og lys nu, fortæller den danske dykker Ivan Karadzic fra Thailand.

I de første otte døgn sad drengene fanget i hulen i totalt mørke, uden mad og drikke og – nok allervigtigst – uden kontakt med omverdenen og uden at vide, om der var nogen, der var på vej til at komme dem til undsætning.

Totalt mørke er skadeligt

Britiske BBC skriver i dag, at selvom frygt og sult er de væsentligste faktorer, så er bare det at sidde i totalt mørke en belastning, der kan give voldsomme følelsesmæssige reaktioner.

- Ud over det psykologiske traume ved at være fanget flere hundrede meter nede under jorden, så kan fraværet af dagslys gøre sære ting ved drengenes indre fornemmelse af tid og deres oplevelse af det. Disse forandringer kan bringe dem i risiko for depression, hukommelsestab og skabe splid i gruppen, fortæller en ekspert, forfatteren Linda Geddes, til BBC.

Hun forklarer, at følelsen af at miste tidsfornemmelsen er en stærk følelse, der føles som jetlag.

Da de første redningsfolk nåede frem til drengene mandag, var et af drengenes første spørgsmål da også, ’hvor længe de havde siddet i grotten’.

Kunstigt dagslys

Bare det at opholde sig i konstant kunstigt lys – uden adgang til dagslys - kan faktisk udløse nogle af de samme symptomer.

Tilbage i 2010, da 33 chilenske minearbejdere var fanget under jorden i en kobbermine i 69 døgn, valgte redningsarbejderne at installere lys nede hos dem, der blev stærkere og svagere hen over døgnet – og dermed gav en illusion af en døgnrytme, fortæller BBC.

Dansk dykker i Thailand: Der er kun een vej ud

Må føle sig frem

Vejen ud af grotten er vanskelig, fordi der er snævert, og fordi dykkerne ikke kan se noget under vandet.

- Grottedykning er en af de sværeste discipliner efter min opfattelse. For du har ikke overfladen som en mulighed. Du har et hårdt tag over dig. Og der er dårlig sigtbarhed i vandet, så har du ikke nogen mulighed for at se hvor du er henne -  og så handler det hele om at kunne føle sig frem, siger dykkerinstruktør Thomas Ryge.

Den danske dykker Ivan Karadzic i Thailand forklarer dog, at der ikke er noget alternativ til at lade drengene dykke gennem det lange tunnelsystem.

-Der er kun én vej ud og det er en lang tunnel på to-en-halv kilometer. Jeg har ikke selv været derinde endnu, men der er forholdsvist smalt nogle steder. De vil blive parret med to frømænd per dreng, der så kan guide dem ud. Men de kan kun guide dem ud én ad gangen, så det kommer til at tage lang tid. Det tager cirka tre timer at komme ud, fortæller han.