Udland

Thailandsk fodboldhold fundet i live - se de første billeder

Drengene er fundet i Tham Luang-grotterne i Chiang Rai i Thailand.

12 thailandske drenge og deres fodboldtræner er blevet fundet i live efter at have været forsvundet ni dage i en grotte i Thailand.

Der siger den regionale guvernør i provinsen Chiang Rai, Narongsak Osotthanakorn. Han fortæller, at alle personer er fundet i live.

- De er alle sikre, men missionen er ikke overstået. Vores mission er at eftersøge, redde og få dem sikkert hjem. Indtil nu har vi kun fundet dem. Nu skal vi have dem ud af grotten og få dem hjem, fortæller Narongsak Osotthanakorn ifølge BBC på en pressekonference.

Drengene, der er i alderen fra 11 til 16 år, gik sammen med deres 26-årige træner ind i Tham Luang-grotterne den 23. juni.

Grotterne ligger tæt ved grænsen til Myanmar i det nordlige Thailand.

BBC har en reporter på stedet, der fortæller, at fodboldholdet stadig befinder sig i hulen og at det kan tage flere timer at få undersøgt deres helbredstilstand efter de mange dage under jorden.

- Det har været ekstremt udfordrende at finde dem, og det har været forbundet med enorme vanskeligheder. Nu skal man have lægelig assistance ind i hulen for at undersøge drengene, og man arbejder på at pumpe hulen fri for vand, så man kan få drengene og deres træner ud. Det er i sandhed et mirakel af en operation, siger BBC's reporter Jonathan Head, der befinder sig på stedet.

Frømandskorps indkaldt

Kraftig regn har oversvømmet store dele af grotterne, hvor redningsmandskab har forsøgt at lokalisere det forsvundne fodboldhold.

Thailandske enheder, fra det der svarer til det danske frømandskorps, meddelte mandag eftermiddag, lokal tid, at de kun var omkring 500 meter fra det hulrum i grotten, hvor et hold unge fodboldspillere måske opholder sig. Nu er det også lykkedes for redningsmandskabet at sende billeder op til de pårørende på landjorden.

Kammeret, der i spøg kaldes Pattaya Beach, er et af de få højtliggende steder i det store grottesystem, som fodboldholdet forsvandt i for ni dage siden.

Droner brugt i eftersøgning

Dermed kan kammeret have undgået at være blevet fyldt med vand under de kraftige regnskyl, der har oversvømmet grotten, siden holdet begav sig ind i den.

Dykkernes fremdrift er blevet forsinket af, at de har været nødt til at udvide dele af en 100 meter lang strækning, som de ikke kunne passere igennem, uden at deres luftflasker kom i klemme.

Flere end 1000 personer og droner har deltaget i arbejdet med at lede efter de savnede.