Udland

'Der er kaos': Tysk regeringskrise nærmer sig skæbnetime

Både Tysklands og hele EU’s fremtid er på spil, når Angela Merkel mandag mødes med sin genstridige regeringspartner, Horst Seehofer.

Efter uger med usikkerhed om den tyske regerings fremtid, ser det nu ud til, at mandag kan blive dagen, hvor det bliver afgjort, om det kommer til et brud mellem Merkels konservative CDU og dets bayerske søsterparti CSU.

En strid om den tyske udlændingepolitik truer med at splintre alliancen mellem de to partier og dermed rive den tyske regeringskoalition fra hinanden. Merkel mødes klokken 17 mandag med lederen af CSU, Horst Seehofer, til et sidste forsøg på at komme overens.  

Mange ryster på hovedet og har svært ved at se, hvad planen egentlig er – bortset fra at der er kaos

Uffe Dreesen, korrespondent i Tyskland

Bayersk amatørteater

Striden mellem de to regeringspartnere kulminerede ved et maratonmøde i CSU-toppen søndag aften, som først sluttede ud på de små timer.

Her meldte Seehofer sig klar til at trække sig fra både posten som indenrigsminister og som formand for CSU. Men hans partifæller overtalte ham til at holde endnu et møde med Merkel for at forsøge at nå til enighed. Hele forløbet efterlader et noget rodet indtryk hos mange tyskere, fortæller Uffe Dreesen.

De ord, der bliver brugt i de tyske aviser i dag om det her, det er ”Bayersk amatørteater”. Hvad er det egentlig der foregår dernede? Mange ryster på hovedet og har svært ved at se, hvad planen egentlig er – bortset fra at der er kaos, siger han.  

Seehofer er presset fra højre

Striden mellem de to søsterpartier bunder i CSU’s ønske om en strammere udlændingepolitik. Det er især vigtigt lige nu, fordi der snart skal være delstatsvalg i CSU’s hjemstat Bayern. Og her går det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland (AfD) frem i målingerne.

- Valget i Bayern presser så Seehofer, og så har han været nødt til at eskalere og sige, vi skal have endnu mere. Og det drejer sig om, at man skal have lov til at kunne sende asylansøgere tilbage ved den tyske grænse, hvis de er registreret i et andet EU-land, siger Tysklandskender og formanden for Det Udenrigspolitiske Selskab, Lykke Friis.

Nu er det min forventning, at det bliver svært ham at redde sit politiske liv

Lykke Friis, Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab

Merkel vil undgå dominoeffekt

Det er Seehofers ønske om at afvise asylansøgere ved grænsen, der for alvor har splittet de to partier. Merkel vil nemlig ikke tage sådan en beslutning uden om de andre EU-lande. 

- Hun siger, at det risikerer at sætte gang i en dominoeffekt. Vi har allerede fået vished om, at østrigerne så også vil indføre grænsekontrol. Det samme vil italienerne sandsynligvis. Og dermed vil det brede sig over hele Europa. Vi vil få ikke et Europa, hvor man kan bevæge sig frit rundt, som vi har kunnet i mange år nu, men et Europa hvor man skal holde i kø ved grænserne. Og det er imod selve ideen i en europæisk union, siger TV2s korrespondent i Tyskland Uffe Dreesen.

En samtale uden effekt

I sidste uge var der EU-topmøde om netop flygtninge og migranter. Merkel har fortalt, at hun her aftalte med flere andre EU-lande, at Tyskland kan afvise asylansøgere ved grænsen, hvis de tidligere har været registreret i de pågældende lande. Hun havde håbet, at det ville stille CSU tilfreds.

Men efter et møde mellem Merkel og Seehofer om resultaterne af EU-topmødet, sagde Seehofer, at de to havde haft en ”samtale uden effekt”.

Angela Merkel tager en selfie sammen med en flygtning på et modtagecenter i Berlin. Billedet er fra 2015, hvor der kom 1,1 million asylansøgere til Tyskland.

Usikkert hvad Seehofers Exit vil betyde

Hvad det præcis vil betyde, hvis Seehofer trækker sig, står ikke klart. CSU har nemlig ikke meldt ud, om partiet samtidig vil trække sig ud af regeringen. Hvis det sker, vil det være et brud med syv årtiers tæt samarbejde mellem de to søsterpartier. Men det er ikke usandsynligt, vurderer Uffe Dreesen.

- Meget tyder på, at det kan ende med et brud i regeringen. Og det betyder, at Angela Merkel altså står med en mindretalsregering, siger han.

Han forklarer samtidig, at det ikke behøver at betyde, at der skal udskrives valg. Det kan i stedet være, at CDU vil forsøge at få de grønne og de liberale med i en ny koalition.

Seehofer har været indenrigsminister i Merkels regering, siden den trådte til i marts.

Seehofer er kravlet op i et træ

Seehofers stejle kurs over for Merkel kan ende med at koste ham hans politiske karriere. Det vurderer Lykke Friis.

- Seehofer har gjort det, at han er kravlet meget højt op i træet og har troet, at han kunne presse Angela Merkel og få sit parti med til at presse Merkel. Der konstaterede vi i aftes, at stigen ikke var høj nok, og nu er det min forventning, at det bliver svært for ham at redde sit politiske liv, siger hun.

Merkel har opbakning i sit eget parti, og også i EU går det den rigtige vej, vurderer hun.

- Merkel rejste til topmøde i Bruxelles og fik mere hjem, end jeg tror, CSU havde forestillet sig, siger hun.

Derfor mener Lykke Friis, at det er svært at se, hvad mere Merkel kan gøre på nuværende tidspunkt.

- Så derfor er det mest sandsynlige altså, at han kommer til at træde tilbage, siger hun.

Seehofer har sagt, at han vil træffe sin beslutning inden for tre dage.