Trump-udtalelse sår tvivl om USA's holdning til russisk annektering af Krim-halvøen

USA's nationale sikkerhedsrådgiver sagde tidligere på ugen, at amerikanerne ikke havde i sinde at anerkende den russiske annektering.

Når USA's præsident Donald Trump mødes med sin russiske kollega Vladimir Putin på et topmøde den 16. juli i Helsinki, vil et af emnerne være Ruslands annektering af halvøen Krim tilbage i 2014.

Tidligere har Donald Trump været afvisende over for at anerkende Ruslands krav på Krim, og blandt andet har han fremhævet den russiske annektering som et eksempel på, at forgængeren Barack Obama var for blødsøden i forholdet til Rusland.

Men forud for topmødet om to ugers tid sår præsidenten nu tvivl om, hvor han står i forhold til spørgsmålet til Krim.

- Vi må vente og se, fortalte Trump journalister i sit private Air Force One-fly, da han fredag dansk tid blev spurgt, om USA ville acceptere Ruslands krav på halvøen, som tidligere tilhørte Ukraine.

Det skriver det amerikanske medie Bloomberg.

- Jeg vil tale med ham om alt, sagde Trump, da han blev spurgt til, hvad han ville diskutere med Putin på topmødet i Helsinki.

Trump nævnte specifikt Ukraine og annekteringen af halvøen Krim som et af de emner, der skal diskuteres.

Fremhævede russiske investeringer på Krim

På G7-topmødet i Canada tidligere på måneden skulle Donald Trump ifølge mediet Business Insider desuden have antydet, at Krim burde være en del af Rusland, fordi der tales russisk på halvøen.

Under topmødet fremhævede Donald Trump, at Rusland har investeret massivt i Krim-halvøen siden annekteringen.

- De har brugt mange penge på at genopbygge området, sagde præsidenten.

Samtidig undlod Donald Trump at kritisere Rusland for besættelsen af det tidligere ukrainske land.

Rusland blev smidt ud af G8-sammenslutningen netop på grund af den omstridte overtagelse af Krim, men i forbindelse med topmødet i juni foreslog Donald Trump, at Rusland kunne genindtræde i den eksklusive klub af verdens førende lande.

Rådgiver: Det er ikke USA's holdning

Med præsidentens udtalelser er der dermed sået tvivl om amerikanernes holdning til spørgsmålet om Krim-halvøen.

USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, blev tidligere på ugen spurgt af en journalist fra den amerikanske avis Wall Street Journal, om Donald Trump anerkender Ruslands krav på Krim-halvøen. Det afviste han.

- Det er ikke USA's holdning, fastslog Bolton.

Den nationale sikkerhedsrådgiver har besøgt Rusland og Vladimir Putin som led i forberedelserne til topmødet. 

Mødet mellem USA og Rusland ventes at få stor international opmærksomhed. Ikke mindst i lyset af den igangværende undersøgelse af russernes mulige indblanding i den amerikanske valgkamp.