Protester mod Trumps politik i USA og Danmark: - Det er så frygteligt, det der foregår
På tværs af USA bliver der lørdag demonstreret mod den amerikanske regerings skrappe grænsepolitik. Også i Danmark har folk været på gaden.
Lørdag forventes folk i flere hundrede amerikanske byer at gå på gaden for at vise deres utilfredshed med præsident Donald Trumps immigrationspolitik.
I alt er der planlagt 600 protestmarcher over alt i landet, der spænder fra den demokratiske højborg New York til den republikanske stat Wyoming.
Under navnet 'Families Belong Together' (Familier hører sammen, red.) vil der lyde et opråb fra tusindvis af mennesker over for den amerikanske regerings immigrationspolitik, hvor børn og teenagere er blevet adskilt fra deres forældre ved landets sydlige grænse til Mexico.
Også i Danmark bliver der demonstreret foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København mod Trump-regeringens behandling af migranter.
Vigtigt at vise sin støtte
Små hundrede mennesker mødte lørdag ved middagstid op foran ambassaden på Dag Hammerskjölds Alle og viste deres utilfredshed.
- Jeg synes, det er yderst vigtigt at støtte op omkring familier, der har mistet deres børn i USA. Hvis man ikke siger noget, er man med Trump og Republikanernes politik. Det er så frygteligt, det der foregår i USA på så mange punkter, siger lektor Robin Wildfang til TV 2.
Hun støttes i sit synspunkt af kirkesanger Lara Bisserier:
- Hvis man ikke siger noget, så accepterer man, hvad der sker. Og det vil jeg ikke, lyder det fra demonstranten.
Umenneskelig immigrationspolitik
David S. Miller er talsmand for foreningen 'Democrats Abroad Denmark', der er den officielle organisation for det demokratiske parti for amerikanere i Danmark.
Han forklarer til TV 2, hvorfor de omfattende demonstrationer finder sted, selvom Trump med et dekret har meddelt, at han ikke længere vil adskille familierne.
- De godt 2000 børn, inklusiv småbørn i alderen fra to fire år, der blev taget fra deres familier, de er ikke omfattet af Donald Trumps dekret. Børnene er derfor stadig adskilt fra deres forældre og spredt over USA, mens andre opholder sig i ståltrådsbure i lagerhaller i for eksempel Texas, siger David S. Miller.
Talsmanden for demokraterne kalder i stedet Donalds Trumps immigrationspolitik og retorik for "umenneskelig" og påpeger, at de mange tusinde mennesker i øjeblikket lever en uvis tilværelse.
- Vi taler om folk, der flygter fra bandevold og vold i hjemmet, og de har ikke ingen andre muligheder end at flygte op gennem Mexico til grænsen til USA. Derfor skal man behandle disse asylansøgere ordentlig. Det vil sige, at de personer, der er kommet ind i USA, skal have ret til at blive stillet for en dommer og have mulighed for at opnå statsborgerskab på et tidspunkt, siger David S. Miller.
Vil ikke længere adskille familier
Adskillelserne af familiemedlemmer er et resultat af den amerikanske regerings beslutning om at indføre nultolerance over for immigranter.
Derfor retsforfølges alle voksne, der fanges i forsøget på at krydse den amerikanske grænse ulovligt.
Hvis familierne har børn, har det de seneste måneder været praksis, at de er blevet fjernet. Børnene er sat i børnecentre uden kontakt til deres forældre, hvilket har vakt stor forargelse.
Men som nævnt har Donald Trump på baggrund af kritikken meddelt, at han ikke længere vil adskille familierne. Samtidig blev det tidligere på ugen afgjort af en føderal dommer i San Diego, at de over 2000 separerede børn skal genforenes med deres familier.
I afgørelsen lyder det, at det skal ske inden for 30 dage, hvis børnene er over fem år, og inden for 14 dage, hvis der er tale om børn under fem år. Forældre skal også have lov til at tale i telefon med deres børn 10 minutter om dagen.
Det er dog langt fra sikkert, at familierne kan genforenes under normale forhold.