Fodboldhold fanget på femte døgn i grotte - pumper kan ikke følge med vandmasser

Thailandske redningsarbejdere leder efter en anden vej ind i bjerget for at komme frem til børnene. Der indhentes nu hjælp fra USA og Storbritannien.

De thailandske myndigheder arbejder lige nu i kapløb med tiden og stigende vandmasser i deres søgen efter et fodboldbold, der siden søndag har været fanget i grotten, Tham Luang, i nationalparken Thaluang-Khun Nam Nang Non i Chiang Rai-provinsen i Thailand.

Fodboldholdet bestående af 12 drenge i alderen 11 til 16 år og deres 25-årige træner menes at være blevet overrasket og fanget af stigende vandmasser, der oversvømmede indgangen til grotten. Redningsmandskab – der får hjælp fra Thailands flåde, britiske dykkere, der er specialiserede i grotter, og amerikanske soldater – har siden kæmpet med at dræne grotten for vand.

Men dårligt vejr og stigende vandmasser har nu sat en stopper for at nå drengene. Vandpumperne kan ikke følge med, så grotten fyldes mere af vand, end den tømmes.

Sten, sand og andet sætter sig fast, mens der bliver pumpet, oplyser Kresada Wanaphum fra den thailandske hær ifølge BBC, og det viser sig desuden, at der er et vandskel inde i grotten, hvilket er usædvanligt.

- Det betyder, at der kommer vand ind fra to forskellige retninger, siger den britiske grotteekspert Vern Unsworth, der ifølge BBC befinder sig ved grotten.

Redningsarbejderne koncentrerer sig derfor nu om at finde en anden måde at komme ind i grotten på og planlægger at bore en smal skakt ind i selve bjerget for at skabe en ny indgang på det sted, hvor myndighederne håber, at drengene befinder sig.

Det arbejde begynder torsdag, oplyser Thailands indenrigsminister, Anupong Paochinda.

Ejendele fundet inde i grotten

Det er dog uvist, hvor i grotten – der er Thailands fjerde største, 10 kilometer lang og består af flere grotter og gange – fodboldholdet præcist befinder sig, eller om de overhovedet fortsat er i live.

Redningsarbejdere har fundet nogle af børnenes ejendele samt aftryk fra fødder og hænder længere inde i grotten, og det er myndighedernes overbevisning, at holdet har søgt længere ind i grotten i takt med, at gangene er blevet fyldt med vand.

Ifølge eksperter har børnene en chance for at overleve, så længe de holder sig i et kammer i grotten, der ligger over de niveauer af grotten, der er oversvømmet. Dét, der lige nu bekymrer redningsarbejderne mest, er mangel på ilt i grotten og nedkøling, da flere beskeder, børnene sendte, før de tog af sted, tyder på, at de havde mad med i rygsækken.

Spillede kamp lørdag morgen

Hvorfor børnene og deres træner gik ind i grotten til at starte med er uvist. Grotten er kendt for at blive oversvømmet i regntiden i Thailand, der varer fra juni til oktober, ligesom store skilte ved indgangen advarer om fare ved at gå ind.

Lørdag morgen spillede drengene kamp på en nærliggende fodboldbane. Efterfølgende inviterede drengenes træner, den 25-årige Ekapol 'Aek' Chanthawong, dem med på en udflugt til grotten.

Det var en ansat i parken, hvor grotten ligger, der søndag fandt børnenes cykler parkeret foran grottens indgang, hvorefter personen slog alarm.

Siden mandag er vandstanden i og udenfor grotten steget med op til fem meter.

Den thailandske flåde opdaterer løbende med billeder og status på deres Facebook-side: