FIFA VM 2018

Belgisk premierminister planlagde baghold på May

Der er landskampsstemning i det Europa, der ellers er splittet på kryds og på tværs, og på topmødet i dag var der plads til overraskelser.

I EU er man presset på livet både udefra og indefra.

Migration. Brexit. Trump.

Men er der én ting, ét helle, der kan samle de politiske ledere, så er det VM i fodbold.

Og i aften spiller Belgien mod England.

Til EU-topmødet i Bruxelles er der derfor lagt op til et opgør mellem den britiske premierminister, Theresa May, og hendes belgiske kollega, Charles Michel.

EU mod Britannia

Det er EU’s hovedstad mod det Britannia, som briterne håber snart igen skal stævne ud på egen hånd.

Og Charles Michel øjnede straks muligheden for en lille joke.

Belgiens premierminister, Charles Michel, ved ankomsten til topmødet torsdag den 28. juni 2018.

Stats- og regeringscheferene havde været igennem de såkaldte doorsteps, hvor de på vej ind til topmødet svarer på spørgsmål fra journalister.

Efterfølgende får en lille udvalgt skare journalister adgang til selve mødelokalet, mens lederne hilser på hinanden og kommer på plads om det runde bord.

Og her forberedte den belgiske premierminister sit baghold for rullende kameraer.

Med i sin sorte lædertaske havde Michel nemlig en belgisk landsholdstrøje – og den skulle Theresa May have.

Belgisk baghold

Flankeret af Frankrigs Emmanuel Macron ser man ham grinende lægge æsken med den røde trøje frem. Han spejder efter Theresa May i rummet og hilser med et stort smil på EU’s udenrigschef, italieneren Federica Mogherini, som straks forstår det baghold, der er på vej.

Så får Macron fat i May. Med et lille klem på armen får han hende til at komme nærmere.

Michel åbner æsken, og frem kommer den blodrøde trøje, der giver de belgiske spillere deres kælenavn, Les Diables Rouges, De Røde Djævle.

Theresa May modtager den belgiske landsholdstrøje af Charles Michel.

Trøjens nummer 10 tilhører stjernespilleren Eden Hazard, men repræsenterer også nummeret i Downing Street i London, hvor den britiske premierminister har adresse.

Foran en række statschefer og for rullende kameraer tager May grinende imod trøjen, velvidende at aftenens fodboldkamp for mange politikere og journalister i EU er mere end blot en VM-kamp om avancement. Den er i lige så høj grad symbolet på den kamp, briterne kæmper over for EU i verdens mest komplicerede skilsmisse.

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker fik et Belgien-tørklæde om halsen af Charles Michel. Budskabet må være: I skal holde med Belgien!

Og når England og Belgien egentlig allerede begge er kvalificerede til ottendedelsfinalerne, så er Storbritannien og Europa ikke i nærheden af at have spillet sig frem til en fælles skilsmisseaftale.