Udland

Fodboldhold forsvundet i grotte - nu er deres fodboldstøvler dukket op

Det er stadig ikke lykkedes den thailandske flåde eller Navy SEAL-medlemmer at finde det forsvundne fodboldhold og deres træner.

Presset stiger på den thailandske regering for at finde et ungt fodboldhold og deres træner, der forsvandt lørdag eftermiddag, da de var på sightseeing i en grotte i nationalparken Thaluang-Khun Nam Nang Non i Chiang Rai-provinsen.

På trods af intens eftersøgning i mere end 24 timer, er de 12 unge drenge og deres træner endnu ikke fundet.

Til gengæld har myndighederne fundet flere spor efter det indespærrede hold.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har det thailandske efterforskningshold fundet holdets fodboldstøvler ved grottens udgang.

Samtidig har man fundet en række fodspor fra holdet.

Myndighederne har fundet flere fodboldstøvler fra holdet.
Pårørende beder for deres kære uden for grotten.

Ifølge CNN kravlede holdet ind ad en smal og 15 meter lang tunnel til grotten, men udgangen blev blokeret ved højvande på grund af et voldsomt uvejr, og fodboldholdet blev fanget, oplyser Kamolchai Kotcha fra nationalparken.

Medarbejdere fra nationalparken, det lokale politi og 17 specialsoldater fra den thailandske flåde deltager alle i eftersøgningen. 

Samtidig er dykkere klar til at dykke ind i den smalle kanal, når vandet bliver klart nok.

Men eftersøgningen besværliggøres blandt andet af mørket i grotten.

- (Der er...) begrænset ilt i nogle områder i grotten, og regn har gjort arbejdet mere vanskeligt, oplyser Kamolchai Kotcha.

Eftersøgningsholdet håber ifølge nyhedsbureauet AP på at finde holdet i et stort kammer, der ligger fire kilometer inde i grotten. 

Fodboldholdet blev meldt savnet lørdag eftermiddag, da en medarbejder i parken opdagede cykler parkeret ved indgangen til grotten, på trods af at der var adgang forbudt.

De savnede drenge er mellem 11 og 16 år.

Fodboldholdet blev meldt savnet lørdag eftermiddag, da en medarbejder i parken opdagede cykler parkeret ved indgangen til grotten, på trods af at der var adgang forbudt.

Grotten ligger i et populært område for lokale eventyrere og turister.

Det nordlige Thailand er berømt for landets afsidesliggende og uberørte grotter, som tiltrækker turister fra hele verden.