17 mast ihjel på natklub i Venezuela

En tåregasgranat udløste panik og fik 500 mennesker til at løbe mod udgangene på en overfyldt klub i Caracas.

Mindst 17 mennesker mistede livet på en overfyldt klub i Caracas i Venezuela tidligt lørdag, da en tåregaspatron blev detoneret og udløste panik.

- De omkomne blev mast og trampet ihjel, da over 500 mennesker løb mod udgangene i klubben, oplyser den venezuelanske indenrigsminister, Nestor Reverol, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Flere af de omkomne er under 18 år

- De var samlet til en fest på klubben Los Cotorros i Caracas-bydelen El Paraíso, da tåregaspatronen blev detoneret under en slåskamp mellem adskillige yngre personer, siger Reverol på statsligt tv.

- Otte af de dræbte var under 18 år, siger han.

Mindst fem andre er kvæstet

Politiet har ifølge indenrigsministeren anholdt syv personer i sagen. To af de anholdte er teenagere og menes at have affyret tåregasgranaten.

Julio Cesar Perdomo siger, at hans søn har fortalt, at tåregassen blev affyret fra et badeværelse, og at det ikke var muligt for de mange gæster at flygte fra stedet, da dørene var lukkede.

- Børnene kunne ikke komme ud, siger Julio Cesar Perdomo.