Tyngdekraften får havet til at stige i Danmark, mens Antarktis skrumper
Der smelter nu så meget is ved Sydpolen, at det påvirker Jordens tyngdekraft. Det er dårligt nyt for Danmark. Vandet risikerer nemlig at ende her.
I det iskolde mørke hav under isen ved Antarktis sker der lige nu noget, der kan ramme Danmark.
Havvandet er så varmt, at iskappen smelter nedefra, og hver time løber der vand nok ud i havet til at fylde 10.000 olympiske svømmebassiner.
25.000.000.000 liter vand i timen.
Time efter time, dag efter dag, år efter år.
Det viser en ny undersøgelse, der netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Fra 1992 til 2017 har den smeltede is øget vandstanden i verdenshavene med 7,6 millimeter, og isen smelter hurtigere og hurtigere.
I de seneste fem år er mængden af is, der er smeltet, næsten tredoblet, og mellem 2012 og 2017 har kontinentet mistet næsten 219 milliarder tons is om året.
Inden 2012 var det tal "kun" på 75 milliarder tons om året.
Isen trækker i verdenshavene
Og selv om der er langt fra Sydpolen til Øresund, kan smeltevandet fra Antarktis komme til at plage os mere i Danmark, end vi troede for bare få år siden.
Det har en gruppe forskere fra DTU Space fundet ud af. Forskerne har bidraget til undersøgelsen i Nature. De har blandt andet set på, hvordan de enorme mængder is i Antarktis spiller sammen med Jordens tyngdekraft.
Og de har en foruroligende melding til folk på den nordlige halvkugle.
Isen ved Antarktis vejer nemlig så meget, at den trækker i verdenshavene på samme måde, som Månen gør, når der er tidevand på Jorden.
I løbet af de seneste år har kontinentet omkring Sydpolen "tabt sig" så meget, at isen ikke længere trækker lige så meget i havene, som den gjorde før.
Og i takt med, at isen smelter, bliver der mindre og mindre til at holde havet tilbage.
Det betyder, at vandstanden falder ved Antarktis, mens smeltevandet trækkes mod landmasserne på den nordlige halvkugle, indtil der igen er balance i tiltrækningskræfterne på Jorden mellem vand, is og landmassiver.
- Når ismasserne omkring Antarktis smelter, får det direkte betydning for vandstanden omkring Danmark, siger professor ved DTU René Forsberg til TV 2.
Han står sammen med en række andre forskere ved DTU Space bag det danske bidrag til artiklen i Nature, der er et samarbejde mellem 84 internationale forskere.
Antarktis betyder mere for os end Grønland
Danskernes data fortæller blandt andet, at den smeltende is ved Antarktis betyder mere for Danmark end Grønlands indlandsis, der også smelter.
- Når isen ved Grønland smelter, bliver vandet trukket mod syd. Så det er Antarktis, vi skal holde øje med, hvis vi vil vide mere om vandstanden ved Danmark, siger René Forsberg.
De danske forskere har undersøgt radarbilleder af Jorden, målt forandringer i Jordens gravitationsfelt og brugt nye metoder til at beregne, hvad der sker med landet under iskappen.
For i takt med at den tonstunge is forsvinder, hæver jorden sig, fordi den ikke længere bliver trykket ned.
Ifølge de danske målinger har Jorden løftet sig mellem tre og fire centimeter, de steder hvor afsmeltningen er værst.
Og når landmasserne stiger, bliver der plads til mindre vand i området ved Antarktis. Det får også havene til at stige en smule.
Indtil videre har smeltevandet fra Antarktis i gennemsnit fået verdenshavene til at stige med 7,6 millimeter siden 1992, har forskerne slået fast.
Men hvis al isen i havniveau på Antarktis forsvinder, kommer havene til at stige med seks meter i gennemsnit.
Hvis hele iskappen smelter, stiger havene med 58 meter, men det sker næppe lige med det samme, da en stor del af isen på Antarktis ligger i flere kilometers højde, fortæller René Forsberg.
Indtil videre er tallene knap så voldsomme.
Der er ikke set lignende i 25 år
Inden udgangen af dette århundrede er havene formentlig steget mellem 30 centimeter og én meter, mener forskerne.
Og i dag betyder tyngdekraftens virkning kun, at havet er steget med nogle få millimeter i Danmark.
De danske forskere har ikke lavet en prognose for, hvor store konsekvenser vandstigningerne får hos os på længere sigt.
Den nye undersøgelse slår imidlertid fast, at klimaforandringerne har fat i Antarktis.
- Vores analyse viser, at der har været en stejl stigning i tabet af is fra Antarktis det seneste årti, og at kontinentet er årsag til, at havene stiger hurtigere nu end på noget andet tidspunkt de seneste 25 år, siger Andrew Sheperd fra Universitetet i Leeds, der er hovedforfatter på artiklen i Nature, ifølge DTU Space.
Det er ikke hele kontinentet, der smelter - nogle steder er der faktisk kommet mere is til, men den samlede mængde falder, slår forskerne fast.