Udland

Som taget ud af Star Wars - kronprinsen indviede Danmarks nye Nato-lokaler

Kronprins Frederik besøgte tirsdag milliardbyggeriet i Bruxelles, der fremover vil udgøre Natos hovedkvarter.

Det var med royalt islæt, da Danmarks nye Nato-repræsentation tirsdag blev indviet.

Kronprins Frederik havde taget turen fra Danmark til Boulevard Léopold III i Bruxelles, hvor forsvarsalliancens splinternye hovedkvarter ligger.

I de gamle bygninger var det svært at fornemme, at man var verdens stærkeste militæralliance

Kronprins Frederik

Kronprinsen begyndte besøget med, sammen med Natos generalsekretær Jens Stoltenberg, at holde et minuts stilhed ved mindestenen for de soldater, der er faldet i Nato-operationer.

Derefter blev han vist rundt i de nye bygninger af den norske generalsekretær for til sidst at holde en tale i de danske lokaler på sjette sal af alliancens nye, store milliardbyggeri.

Som at være med i Star Wars

I sin tale understregede kronprins Frederik, at det nye hovedkvarter giver et frisk pust til den vigtige alliance.

- I de gamle bygninger var det svært at fornemme, at man var verdens stærkeste militæralliance, sagde Kronprinsen.

- Men når man træder ind i denne bygning, er det næsten som at være med i en Star Wars-film med små robotter, der pibler rundt på gulvet.

Tiltrængt fornyelse

Og det er helt essentielt, at Nato nu har fået et nyt og velfungerende hovedkvarter, mener Kronprinsen.

- Det er mere nu end nogensinde før, at der er brug for noget godt og velfungerende til den vestlige alliance, sagde kronprins Frederik tirsdag.

Natos nye hovedkvarter erstatter de knap så flatterende bygninger på den anden side af vejen, der siden 1967 har dannet ramme om Natos hovedkvarter, men som var præget af pladsmangel og teknologiske udfordringer.

Det imponerende milliardbyggeri på 250.000 kvadratmeter består primært af glas og stål og skal rykke Nato ind i det 21. århundrede.

Ny bygning giver baller af stål

Michael Lollesgaard, generalløjtnant ved Danmarks repræsentation til Nato, holdt ligeledes en tale. Heri fremhævede han flere fordele ved den nye bygning, for eksempel at der er mere lys og mere plads.

Og så er det faktisk ikke kun bygningen, som er af stål, hvis man skal tro Michael Lollesgaard.

- Vi er heldige med at være på sjette sal, hvilket giver en god udsigt, men også en god træningsmulighed. Vi militærfolk tager jo trappen op og ned, og hvis vi kan udbrede det til resten af delegationen, vil vi blive kendt som delegationen med baller af stål, grinte han under indvielsen.