Falske dollars, Viagra og statuer i Afrika - sådan tjener Kim Jong-un penge
Når Donald Trump møder Nordkoreas leder, kommer præsidenten til at sidde over for chefen i en gigantisk kriminel organisation. Her er synderegisteret.
Fragtskibets rustne bov brød Rødehavets azurblå bølger.
Cambodias flag vajede over skibets sorte skorsten, og solen bagte jernmalmen i det åbne lastrum.
Men besætningen var ikke fra Cambodia, og den virkelige last var ikke jernmalm.
Kaptajnen og de 22 søfolk på skibet talte koreansk, og under den rødbrune malm lå 79 kasser med 29.000 raketdrevne granater fra verdens sidste stalinistiske diktatur.
Skibet hed ”Jie Shun”, og det var stævnet ud fra den nordkoreanske havneby Haeju to uger tidligere.
Under det meste af sejladsen havde kaptajnen slukket for skibets identifikationssystem, så rejsen kunne forløbe så problemfrit som muligt.
Men det kom den ikke til.
I USA holdt efterretningstjenesten øje med det næsten 100 meter lange fragtskib, og amerikanerne sendte et tip til de egyptiske myndigheder.
Det kreative diktatur
Da Jie Shun nærmede sig Suez-kanalen, ventede den egyptiske kystvagt, og den 11. august 2017 foretog egypterne ”den største beslaglæggelse af ammunition fra Nordkorea nogensinde”, ifølge en FN-rapport om sagen.
Raketterne blev destrueret, og så gik der et større opklaringsarbejde i gang for at finde køberen.
Svaret kom til at overraske såvel amerikanere som egyptere.
Historien om fragtskibet Jie Shun og de 132 ton våben er blot et enkelt eksempel på, hvordan Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, tjener penge på illegale aktiviteter.
Landet er ramt af vidtgående sanktioner, så bagmændene i Pyongyang må være kreative for at få udenlandsk valuta til landet.
For eksempel var de skjulte trækasser om bord på Jie Shun forsynet med fragtpapirer, der beskrev våbnene som ”dele til undervandspumper”. Desuden stod det på granaterne, at de var fremstillet i 2016, men da inspektører fra FN undersøgte dem, viste det sig, at de var meget ældre.
De mange raketstyr var cirka 23 millioner dollars værd, men Jie Shun havde også noget andet ulovligt med i lastrummet.
Den rustrøde malm, der dækkede kasserne med våben så måske uskyldig ud, men i virkeligheden er det her, Nordkorea tjener store penge.
Fra kul til guld
Nordkoreas vigtigste eksportvarer er, ifølge USA’s efterretningstjeneste CIA, mineraler, metaller og våben.
Kim Jong-uns folk er ifølge en rapport fra FN blevet så dygtige til at smugle mineraler ud af landet, at styret tjente over 200 millioner dollars på det i 2017.
Især kul.
Kul, der kommer fra miner, hvor børn bliver tvunget til at arbejde - ifølge USA's udenrigsministerium.
Billederne herunder er fra 2016, hvor den sydkoreanske NGO Caleb Mission fik fat i videooptagelser fra en af minerne.
Kulstykkernes rejse ud af Nordkorea foregår gennem et snedigt svindelnummer til søs.
Derfor skal vi om bord på et nyt skib.
Skibet med de mange navne
Vi skal om bord på et 141 meter langt sort fragtskib med navnet Zhou Yun skrevet med beigefarvede bogstaver på agterstavnen og Fijis flag hejst over broen.
I skibets papirer kunne man se, at det i virkeligheden hed Zhi Kun 7.
Skibet var på vej mod den russiske havneby Posyet, da det forsvandt sporløst ud for Sydkoreas kyst den 9. april 2017.
Men det blev aldrig meldt savnet.
Det var væk i fem dage, inden det igen gav sig til kende på det globale informationssystem for skibe.
Da skibet atter dukkede op, befandt det sig ud for den russiske havneby Nakhodka.
Her blev det liggende i over en måned.
Den 11. maj 2017 ændrede skibet navn til Orient Lidu, og nu hejste besætningen det mongolske flag over broen.
Så afleverede skibet sin last af kul i Rusland, hvorefter det satte kursen mod Nanjing i Kina.
Det forsvandt igen i nogle dage, og da det ankom til Kina, kunne det også aflevere kul der.
Men hvor kom kullet fra?
Svaret findes i en rapport fra FN, hvor et sattelitfoto viser skibet med de mange navne blive lastet med kul i den nordkoreanske by Wosan.
En lang række skibe har foretaget lignende manøvrer, og det nordkoreanske kul er ifølge FN endda havnet hos landets ærkefjender Japan og Sydkorea.
Ifølge Washington Post lader nordkoreanerne deres skibe ligge passivt hen i havnene, fordi det dermed bliver nemmere at forvirre de internationale myndigheder.
Men det er ikke kun kul og våben, Kim Jong-un tjener penge på.
Det er også ting som næsehorn, tvangsarbejde og ansigtsgenkendende software.
Og spektakulære bankkup.
Kuppet i New York
Cirka 25 meter under asfalten i New York hviler en bankboks med over en halv million guldbarrer direkte på Manhattans grundfjeld.
Det er verdens største beholdning af guld, og mange af guldbarrerne tilhører nationer, der mener, det er sikrere at have deres guldbeholdning i USA end i hjemlandet.
Banken hedder Federal Reserve Bank of New York, og den er kendt for sin sikkerhed.
Derfor deponerer flere lande også kontantbeløb i banken, men disse værdier består ikke af guld.
De findes kun som et-taller og nuller på bankens computerservere.
I februar 2016 modtog banken en række henvendelser fra centralbanken i Bangladesh.
Sådan så det i hvert fald ud.
Hvem arbejder på en fridag?
Centralbanken i det muslimske land ville gerne overføre penge – mange penge.
Det var en fredag, hvor folk i muslimske lande normalt holder fri, men det fik ikke alarmklokkerne til at ringe i New York.
Den amerikanske bank begyndte at sende penge videre til flere konti i Filippinerne, men centralbanken i Bangladesh kunne ikke få nok.
Det væltede ind med ordrer om at flytte penge til en lang række konti i Sydøstasien.
Inden personalet i New York blev så mistænksomme, at de lukkede ned for transaktionerne, havde den fremmede bank bedt om at få sendt én milliard dollars til udenlandske konti.
Amerikanerne fik standset de fleste transaktioner, men der manglede 81 millioner dollars, da skaderne blev gjort op.
Men hvem var bagmændene?
USA’s nationale efterretningschef Dan Coats gav nordkoreanske hackere skylden efter en længere efterforskning.
Det viste sig, at nordkoreanerne havde hacket sig ind i serverne hos banken i Bangladesh og brugt den til at overføre penge fra New York.
Og tyveriet i New York var ikke det eneste, som Nordkorea formodes at stå bag.
Ifølge Simon Choi, der er konsulent for Sydkoreas efterretningstjeneste, og som overvåger nordkoreanske angreb på banker, har styret i Pyongyang stjålet mindst 649 millioner dollars ved hackerangreb siden 2011.
IT-nørderne
Det er Nordkoreas efterretningstjeneste RGB, der organiserer landets hackere, og eksperter anslår, at der findes mellem 3.000 og 6.000 af dem.
USA anklager blandt andet hackerne fra Nordkorea for at stå bag cybererangrebet Wannacry, hvor computerejere over hele verden fik taget indholdet på deres harddiske som gidsel.
Hvis ejerne af de inficerede computere ikke betalte løsesum, blev deres data slettet. Hackerne krævede et beløb, der svarede til 300 dollar per computer.
Beløbet skulle betales i Bitcoins, der er svære at spore.
Men hvordan kan et lukket land med jævnlige strømsvigt og dårligt internet stå bag så mange succesfulde hackerangreb?
Det ved den 58-årige computerspecialist og flygtning Kim Heung-Kwang.
For 15 år siden sneg han sig ned til bredden af Tumen-floden og svømmede ud af Nordkorea, mens der blev skudt efter ham.
I dag bor han i Sydkorea og indsamler informationer fra andre højtuddannede nordkoreanske afhoppere.
I et interview med mediet Global Post fortæller han, at mange af de nordkoreanske hackere – som han kalder verdens bedste – slet ikke bor i Nordkorea.
Styret har givet dem lov til at bo i Kina, men der er også spor, der fører til Indien, Malaysia, Nepal, Indonesien og Mozambique, siger han.
De dygtigste hackeres familier får lov til at bo i Nordkoreas hovedstad Pyongyang, hvor de kan nyde ting som varmt vand, elektricitet hele døgnet og et større udvalg af fødevarer.
Men de nordkoreanske computerspecialister i udlandet er ikke alle sammen hackere.
Afsløret af en melodi
Nogle af dem sælger deres arbejdskraft på hjemmesider som freelancer.com og guru.com.
Specialisterne fortæller intet om deres nationalitet, når de søger arbejde, og på den måde kan intetanende virksomheder i Vesten komme til at hyre nordkoreanske programmører.
Det har forskere fra James Martin Center for Nonproliferation Studies i Californien fundet ud af, og i en ny rapport afdækker de, hvordan nordkoreanerne arbejder.
Kim Jong-uns programmører har blandt andet lavet software, der kan genkende fingeraftryk til regeringen i Nigeria, konstrueret et program, der kan genkende nummerplader til en kunde i Tyrkiet og endda bygget en hjemmeside for en skole i USA.
Og så praler nordkoreanerne med, at de er gode til at lave software, der kan genkende ansigter.
Et af de firmaer, der blev drevet af nordkoreanere, hed Future Tech Corp.
Firmaet kom imidlertid til at afsløre sig selv på en temmelig usædvanlig måde.
De reklameansvarlige personer ved Future Tech Corp. lavede en film, der fortalte om virksomhedens store it-evner.
Baggrundsmusikken i reklamefilmen var temamelodien fra filmen Rocky.
Den er herunder - prøv at tænde for lyden.
Tonerne i reklamefilmen for it-firmaet var imidlertid ikke helt de samme som i spillefilmen.
Prøv at lytte til den næste video. Den er fra en koncert for Kim Jong-un.
En opmærksom seer hos James Martin Center for Nonproliferation Studies opdagede, at tonerne i reklamen stammede fra Kim Jong-uns personlige orkester Morangbong Band.
Hjemmesiden for Future Tech Corp. er nu taget ned og erstattet af et skilt, hvor der står "under construction".
Superdollars
Amerikansk musik er ikke det eneste, Nordkorea er i stand til at kopiere. Styret i Pyongyang trykker også udenlandske pengesedler.
Det opdagede gæsterne på en restaurant i Belfast i Nordirland en overskyet aften i oktober 2005.
Ved at af bordene sad en gruppe herrer fra det nordirske arbejderparti.
Herrerne havde netop nydt en middag.
De havde ikke fået regningen endnu, da falske pengesedler fra Nordkorea bragte én af dem i alvorlige vanskeligheder.
Pludselig gik døren til restauranten op, og en gruppe svært bevæbnede betjente i hjelme med tonede visirer trådte ind.
De gik hen til en hvidhåret herre på 71 år og arresterede ham på stedet.
Den ældre herre hed Seán Garland, og han var tidligere medlem af den nordirske undergrundshær IRA, men det var ikke derfor, han blev anholdt.
Manden havde nemlig også venner i Nordkorea, der gennem årene havde forsynet ham med tusindvis af falske pengesedler.
Made in North Korea
Sedler på 50 og 100 amerikanske dollars, der var forfalsket så godt, at det var nærmest umuligt at kende forskel.
I alt 250.000 dollars, som han havde hentet hos nordkoreanske forbindelser i Moskva.
Seán Garland fløj til Rusland med SAS og boede på Radisson, hvor han fik pengesedlerne af nordkoreanske diplomater, ifølge den irske tv-station RTE.
Amerikanerne kalder de falske sedler for ”supersedler”, fordi de er så professionelt udført, at kun en anden stat kan stå bag falskneriet.
Sedlerne er trykt på samme papir med samme type fibre som dollarsedler, blækket skifter farve i specielt lys, og detaljerne er præcist lige så fine som på ægte sedler. Det er kun, når de underkastes en grundig analyse, at sedlerne kan afsløres som falske.
Seán Garland blev opdaget, fordi det lykkedes myndighederne at infiltrere hans organisation, men det lykkedes ikke at opspore alle de falske sedler.
Den aften på restauranten sluttede Seán Garlands rolle som en af Kim Jong-uns pengemænd, men han var sandsynligvis kun en lille brik i diktatorens spil.
Nordkoreanerne har faktisk trykt falske penge siden 1970’erne.
Ifølge en rapport fra USA’s kongres er der i alt afsløret falske sedler for 50 millioner dollars, men eksperter anslår, at Nordkorea har tjent mellem 15 og 25 millioner dollars om året på falskmøntneri.
De senere år er der imidlertid ikke fundet nær så mange falske sedler som i 90’erne og 00’erne, enten fordi Nordkorea er holdt op med at lave dem, eller fordi de er blevet bedre til det.
Seneste ”superseddel” der mistænkes for at være trykt i Nordkorea, blev fundet i Seoul i december 2017.
De nordkoreanske diplomater, som Seán Garland mødte i Moskva, er et godt eksempel på, hvordan diplomatpas kan bruges til at fragte ulovlige varer over landegrænser.
Og det er ikke kun pengesedler, de nordkoreanske diplomater har med i kufferterne.
Potensmidler
At Kim Jong-uns udsendinge også arbejder som smuglere, fandt politiet i Mozambiques hovedstad, Maputo, ud af, da de standsede en Toyota Fortuner på sydafrikanske plader i maj 2015.
Inde på bilens sæder sad en sydafrikansk taekwondomester med nordkoreanske rødder sammen med en ansat på Nordkoreas ambassade i Pretoria.
Men der var også 100.000 dollars i kontanter og horn fra afrikanske næsehorn i bilen.
Ifølge politiet var der 4,5 kilo horn i alt.
Hornene er mere værd end guld og kan indbringe op mod 100.000 dollars per kilogram.
De to mænd, kampsportseksperten Kim Jong Su og diplomaten Pak Chol-jun, blev anholdt, men løsladt igen efter pres fra Nordkoreas ambassade i Sydafrika.
De to forlod Afrika kort efter og er ikke vendt tilbage.
Sagen om de to mænd er beskrevet i en rapport fra Global Initiative Against Transnational Organised Crime.
Forfatteren Julian Rademeyer har analyseret Nordkoreas ulovlige handel med elfenben og horn fra næsehorn. Han kommer frem til, at nordkoreanske diplomater har været involveret i 18 ud af 29 sager mellem 1986 og 2017, hvor diplomater har smuglet elfenben eller horn fra næsehorn.
Og sagerne er sandsynligvis kun toppen af isbjerget.
- Kun få afrikanske lande med langvarige bånd til Pyongyang har demonstreret villighed til at handle forebyggende og beslutsomt. Nogle vender rutinemæssigt det blinde øje til, hvad diplomaterne og ambassaderne foretager sig, skriver Julian Rademeyer i rapporten.
De sjældne horn bliver solgt som potensmiddel i Sydøstasien, men Nordkorea er også i markedet for andre potensmidler.
Et af dem hedder Viagra.
De nordkoreanske piller fremstilles ifølge de japanske myndigheder i styrets fabrikker i Chongjin, og i 2004 blev en mand anholdt i Sydkorea med 4.000 piller, der stammede fra naboen i nord, skriver menneskerettighedsorganisationen HRNK i en rapport.
Nordkoreanerne havde imidlertid ikke gjort sig specielt umage med at kopiere pillernes udseende.
De var runde og hvide, mens de ægte piller fra Pfizer er ovale og blå.
Det brune pulver fra Pyongyang
Ifølge efterretningskilder, der udtaler sig til den britiske avis Daily Star, er nordkoreanerne dog blevet bedre til at lave potensmidler siden sagen om de hvide piller i 2004.
I 2017 blev styret i Pyongyang beskyldt for at sælge potensmidlet via over 100 forskellige hjemmesider med en indtægt på over 500 millioner kroner.
- Jeg har set nordkoreansk piratviagra, der ser meget autentisk ud. Det har været en betydningsfuld kilde til hård valuta, siger Robert Manning fra Det Atlantiske Råd til den amerikanske tv-station CNBC.
Diktaturets medicinmænd er også på markedet med et medikament der hedder Neo-Viagra.
Det er et brunt pulver, der ifølge producenten har samme effekt som den ægte vare.
Pulveret sælges i en række lande i Sydøstasien for mellem 150 og 200 kroner for tre portioner.
Og det virker.
Da avisen Washington Post fik et laboratorium til at analysere pulveret, fandt kemikerne ud af, at det brune pulver indeholder samme aktive stof som de blå piller fra Pfizer.
Svagheden ved Kim Jong-uns pulver er imidlertid, at det ikke er klinisk testet, og derfor måske kan give alvorlige bivirkninger som hjerteanfald og død.
Men potensmidler er ikke det eneste medikament, Nordkorea eksporterer til udlandet.
Crystal meth
De nordkoreanske kemikere er tilsyneladende gode til at gøre sig umage.
Det kom frem i en retssal i New York i 2016.
Her sad fem mand anklaget for at ville smugle 100 kilogram metamfetamin fra Thailand til USA.
Renhedsgraden var på op til 99 procent – altså nogenlunde det samme som i tv-serien Breaking Bad.
Stoffet var aldrig set så rent i USA før. Normalt er renhedsgraden på mellem 56 og 93 procent, ifølge USA's narkopoliti DEA.
Mændene i retssalen var med i en narkoring, der købte stoffet i Nordkorea. Her havde Kim Jong-uns dygtige kemikere forfinet det narkotiske stof, så meget de kunne.
Inden de blev anholdt, havde mændene testet en smule af det hos stofmisbrugere i USA.
De drøftede resultatet på et møde, der blev aflyttet af politiet.
- Folk i New York gik amok… De steder, vi satte det til salg i staterne, New York, Boston, jeg siger jer, de gik amok, fortalte en af mændene, Scott Stammers, sine medsammensvorne.
De fem snakkede også om, at det var vanskeligt at få deres varer ud af Nordkorea på grund af øget overvågning fra satellitter, og at de havde et lager på et helt ton af det narkotiske stof et sted i Sydøstasien.
Alle fem blev idømt lange fængselsstraffe.
En lang historie med narkotika
Mængden af narkotika, der de seneste år er kommet ud af Nordkorea, er faktisk faldet, men det kan hurtigt gå den anden vej.
Især hvis landet bliver ramt af yderligere handelssanktioner.
Det skriver terrorekspert og forfatter Loretta Napoleoni i sin bog 'Nordkorea: Landet vi elsker at hade'.
- Handel med crystal meth eller metamfetamin er flere milliarder dollars værd.
- Det er nemt at producere, og for øjeblikket er den største producent i Myanmar, men en stat som Nordkorea kan nemt overgå dem, skriver Loretta Napoleoni.
Nordkorea har været indblandet i handel med narkotika i mange år, og afhoppere har fortalt om, hvordan de som børn blev tvunget til at producere opium i 1990’erne.
- Drengene plejede at arbejde i 40 minutter, pigerne kun i 30 minutter. Man blev svimmel, hvis man blev der for længe. Vi vidste ikke rigtig, hvad det var, og vi spurgte ikke, fortæller en af afhopperne ifølge Komiteen for Menneskerettigheder i Nordkorea.
Men det er ikke kun inde i Nordkorea, at befolkningen bliver tvunget til at arbejde for Kim Jong-un.
Resultatet af tvangsarbejdet kan denne sommer ses af omkring tre milliarder mennesker.
Tvangsarbejderne
Et par øjne, der aldrig kommer til at se, hvad det nordkoreanske sjak har udrettet, lukkede sig i efteråret 2017.
Øjnene sad i hovedet på en 47-årig mand, der arbejdede sig ihjel.
Mandens hjerte gav op efter måneders knokkelarbejde under de spektakulære stålkonstruktioner på det nye fodboldstadion i Sankt Petersborg.
I løbet af kort tid skal der spilles VM i fodbold på Zenit Arena, som det nye stadion hedder.
Ifølge den britiske avis The Observer, var den 47-årige nordkoreaner en del af et sjak på 190 tvangsarbejdere, som arbejdede 11 timer i døgnet, syv dage om ugen.
De fik, hvad der svarer til mellem 65 og 100 kroner om ugen i løn, og boede sammen i grupper af seks til otte mand i en skurvogn.
Og de 190 nordkoreanere i Sankt Petersborg er ikke alene.
I april 2018 kunne britiske BBC afsløre, at omkring 200.000 nordkoreanere lever som tvangsarbejdere i både Asien, Afrika, Mellemøsten og Europa.
- Man bliver behandlet som en hund, og vi må spise jord. Man må opgive at være et menneske, sagde en af tvangsarbejderne i den russiske by Vladivostok til BBC.
Det danske krigsskib
Den britiske tv-station mødte manden på en byggeplads, men der er også nordkoreanske tvangsarbejdere i miner i Malaysia, i russiske skove og på fabrikker i Kina.
Ingen regler om arbejdsmiljø og arbejdstider gælder, og størstedelen af arbejdernes løn bliver inddraget af den nordkoreanske stat.
Marzuki Darusman, der er FN-udsending til Nordkorea skriver i en rapport, at nordkoreanerne personligt tjener omkring 800 kroner om måneden for arbejdsdage på op til 20 timer.
Men så får de også en eller to fridage om måneden.
Tvangsarbejdet foregår også i Polen, hvor nordkoreanske tvangsarbejdere var med til at bygge de danske skibe Esvagt Njord og Lauge Koch – tilsyneladende uden at de danske købere vidste noget om det.
Andre steder er de nordkoreanske konstruktioner mere åbenlyse.
For eksempel i mindst 15 lande i Afrika, hvor nordkoreansk symbolik er i høj kurs.
Eventyr i Afrika
Alle nordkoreanske skolebørn ved, at landets grundlægger hed Kim Il-sung.
Der er billeder af ham over alt, og landets største statuer forestiller ham.
Faktisk er Nordkorea et af de få lande i verden, der har størst ekspertise i at bygge monumenter for diktatorer.
Ekspertisen er samlet i et firma, der hedder Mansudae Projects.
I Afrika er der en lang række fattige lande, hvor regeringerne bruger store summer på statuer og monumenter.
De har hyret et firma, der hedder Mansudae Overseas Projects (MOP) til at bygge enorme statuer for sig.
Det fremgår af en rapport fra FN - og Mansudae Overseas Projects er selvfølgelig en gren af Mansudae Projects i Nordkorea.
Statuerne står i lande som Angola, Etiopien, Togo, Benin, Tchad, Den Demokratiske Republik Congo og Senegal.
Alene i Angola er det nordkoreanske firma blevet hyret til 56 projekter.
Og firmaet opererer stadig.
For eksempel er der to enorme statuer på vej af Zimbabwes tidligere præsident Robert Mugabe, men de befinder sig lige nu i Pyongyang, hvor de samler støv.
FN's Sikkerhedsråd har nemlig forbudt Nordkorea at eksportere statuer af enhver art, så hvis Mugabe-statuerne skal ud af landet, må nordkoreanerne finde en måde at smugle dem til Zimbabwe på.
Monumenterne viser, at der findes mange købere i Afrika, som er venligt stemt over for regimet i Pyongyang, og at de er villige til at benytte nordkoreansk arbejdskraft og ekspertise.
Og netop ekspertise fra Nordkorea er i høj kurs i en lang række tredjeverdenslande.
Både når det gælder enorme statuer – men også når det gælder død og ødelæggelse.
Eksercits i Angola
For eksempel i Angola, hvor præsidentens garde siden 1990 har lært kampsport og eksercits af nordkoreanske militærfolk.
Det bekræftede myndighederne i Angola til en FN-delegation i 2016, efter delegationen havde mødt 12 nordkoreanere under et besøg i landet.
Angola og Nordkorea har også i fællesskab forsøgt at sælge krigsskibe til Sri Lanka – det var planen at bygge skibene på Sri Lanka, og ifølge en rapport fra FN havde nordkoreanerne og angoleserne møde med Sri Lankas forsvarsminister om sagen i 2015.
I Myanmar er styret ifølge FN gået et skridt videre end i Angola. De har nemlig købt ballistiske missiler, raketter og granatkastere af Nordkorea.
Men nordkoreanerne har også moderniseret kampvogne i Mozambique, solgt missiler til Sudan, fløjet militærradioer til Eritrea, uddannet piloter i Uganda, trænet soldater i Den Demokratiske Republik Congo og bygget en ammunitionsfabrik i Namibia.
Styret i Namibia siger, at samarbejdet med Nordkorea ophørte i 2016 - men satellitbilleder fortæller ifølge FN en anden historie.
Og så er der borgerkrigen i Syrien.
Ifølge FN har nordkoreanerne samarbejdet med Bashar al-Assad om at bygge Scud-missiler og vedligeholde Syriens jord-til-luft-missiler.
Nordkoreanske teknikere er endda blevet set på arbejde inde i Syrien, og der er kendskab til mindst 40 våbentransporter fra Nordkorea til Bashar al-Assads regime.
Desuden har Nordkorea i 2017 solgt ventiler, der kan tåle syre, industritermometre og andet udstyr, der kan bruges til at fremstille kemiske våben til Syrien, oplyser FN.
Salget er foretaget efter styret i Syrien angreb sine egne borgere med giftgas.
Regimet i Pyongyang har i det hele taget et nært forhold til flere lande i Mellemøsten.
Riffelmundingen på Sinai
Nordkoreanske piloter deltog i krigene mod Israel i 1960’erne og 1970’erne, og nordkoreanske teknikere hjalp styret i Syrien med at bygge ballistiske missiler og et anlæg, der skulle bruges til at udvinde plutonium.
Anlægget blev bombet af Israel i 2007.
Fjendskabet mod Israel har også skabt venner i Egypten.
Ved Suez-kanalen er der en enorm statue af mundingen på en AK-47 riffel.
Den er en gave til egypterne fra folk med forstand på store statuer.
Monumentet er et minde om krigen mod Israel i 1973.
Fragtskibet med den sorte skorsten og de 29.000 raketstyr gemt under tonsvis af jernmalm ville formentlig være sejlet forbi riffelmundingen, hvis det ikke var blevet bordet af de egyptiske myndigheder.
I månedsvis var der forvirring om, hvem køberne til de mange raketter var.
Men så fik et hold eksperter fra FN lov til at inspicere våbnene.
På en af kasserne kunne de læse ordene:
“Al Sakr Factory for Developed Industries (AOI)”
Navnet på Egyptens største våbenfirma.
Firmaet er ejet af den egyptiske stat.
Køberen af de nordkoreanske raketstyr var altså egypterne selv.
Det er ikke opklaret, hvordan handlen er foregået, men Nordkoreas ambassade i Cairo er ifølge New York Times et godt sted at besøge, hvis man vil købe våben af Kim Jong-un.
Fragtskibet Jie Shun, der afslørede egypterne, kan ikke længere spores.
Skibets automatiske sporingsenhed blev slukket ud for Egyptens kyst, og den er aldrig blevet tændt igen.
Hvor stor en del af Kim Jong-uns illegale penge, der er gået til atomvåben og ballistiske missiler er ikke til at sige, men hvis man skal tro Nordkoreas nyhedsbureau, KCNA, bruger han også penge på andre ting.
For eksempel nye jernbaneskinner, som du kan se på billedet herunder.
Kære læser - du har nu læst artiklen om Kim Jong-uns indtægtskilder til ende.
Hvis du har mod på andre lange artikler af samme type, kan du finde flere herunder: