BLOG: Et billede af Trump gik verden rundt – men viser det hele historien?

Tid til selvransagelse: Jeg burde have fortalt hele historien bag det famøse G7-billede.

I løbet af det seneste døgns tid er internettet blevet oversvømmet med forskellige udgaver af det samme billede; både i dets originale udgave og mere eller mindre sjove redigerede udgaver.

Jeg delte selv billedet på de sociale medier og brugte det som illustration af det netop overståede G7-topmøde i et blogindlæg. Billedet er det, du kan se lige herover.

Men efter at have set internettet eksplodere i sjove fortolkninger og andet gøgl i løbet af weekenden, sidder jeg her søndag aften også tilbage med en skyldfølelse.

Derfor tager jeg nu en tur i USA-analytiker-skriftestolen og beder om syndsforladelse.

Jeg burde have været bedre til at fortælle hele historien bag billedet.

Tyskland havde en historie at fortælle

Jeg har, ligesom mange andre, ikke været god nok til at perspektivere billedet for mine læsere. For det hører selvfølgelig med til historien, at billedet blev lagt op af den tyske regerings pressetjeneste. Det nævntes godt nok i billedteksten til mit blogindlæg, men jeg burde selv have gjort det tydeligt, at det var den tyske regerings pressetjeneste, der oprindeligt lagde billedet op, inden billedet fik sit eget liv på de sociale medier.

Dernæst burde jeg have været bedre til at forklare læserne, hvorfor den tyske regering valgte at dele netop dette billede – og ikke de mange andre billeder, der blev taget få sekunder før det famøse billede.

For den tyske regering valgte selvfølgelig at lægge lige præcis dette billede op på de sociale medier, fordi det kunne bruges til at fortælle en god historie om den tyske kansler, Angela Merkel. Historien om den stærke tyske kansler, den angivelige leder af den frie verden, der konfronterer den kontroversielle og protektionistiske præsident Trump; manden der i manges øjne er i gang med at nedrive den liberale verdensorden.

Men prøv at forestille jer, hvordan fortællingen havde set ud, hvis den tyske regering havde valgt at lægge dette billede op i stedet for.

Dette billede blev taget få sekunder før eller efter det famøse billede, der gik verden rundt. Fortællingen havde set noget anderledes ud.

Ligeledes havde det været på sin plads at gøre opmærksom på den enorme forskel, der er i de enkelte landes billedvalg. Her ser vi for eksempel selvsamme situation fortalt på fire vidt forskellige måder af fire G7-lande.

Og til syvende og sidst skulle jeg også have gjort opmærksom på, at Trumps nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton selv brugte billedet til at understrege en pointe om præsidents beslutsomhed og bestræbelser på at sætte America First.

Men selv med disse kritikpunkter taget i betragtning vil jeg holde fast i, at vi fortsat kan og skal bruge det virale G7-billede. For billedet kan fortælle os en hel del, hvis vi har alle nuancer med. Det illustrerer på fantastisk vis den disruption, som præsident Trump udgør i international politik. Og billedet illustrerer, hvordan præsident Trumps America First udenrigspolitik ofte ender med at isolere USA globalt, og derfor snarere burde hedde America Alone.

Er medierne biased?

Men der ligger også en større historie gemt i diskussionen om G7-billedet. Nemlig at medierne – efter min mening - går alt for meget op i symbolik, retorik og særligt kropssprog, når det kommer til dækningen af præsident Trump.

Jeg kan for eksempel ikke erindre tidligere at have set så mange artikler om præsidentens håndtryk eller hår, som der efterhånden er blevet skrevet om USA's nuværende præsident. Havde man skrevet det samme antal artikler om præsident Obama eller en eventuel præsident Hillary Clinton, havde der sikkert lydt et ramaskrig, og anklagerne om racisme og sexisme var fløjet igennem luften. Når den slags artikler bliver skrevet i stor stil om præsident Trump, er der mest rungede tavshed.

Denne dobbeltmoral skyldes nok i væsentlig grad en form for confirmation bias. For mange vil sikkert synes, at den slags artikler er underholdende, når det er Trump, der står for skud. I manges øjne er Trump jo i forvejen en klovn eller det, der er værre.

Fred være med det.

Men det vil være min påstand, at disse mange artikler er med til at bestyrke en betragtelig del af befolkningen i, at medierne er biased i deres dækning af præsident Trump.

Og hvis vi vil modgå dette indtryk, bliver vi også nødt til at bekende kulør, når vi er for hurtigt på aftrækkeren.

Det var jeg i denne omgang.

Scusi.