Udland

BLOG: Ét billede står tilbage efter G7-topmøde - fejden fortsætter

Weekendens G7-topmøde tydeliggjorde, hvorfor den transatlantiske frihandelsfejde fortsætter på ubestemt tid.

Man siger ofte, at et billede siger mere end tusind ord. Hvis dette skulle være tilfældet, er billedet for oven den bedste beskrivelse af det netop overståede G7-topmøde.

Hvis formålet med dette års G7-topmøde var at neddrosle handelskonflikterne, må man konstatere, at det modsatte gjorde sig gældende. Præsident Trump forlod til topmødet med et klart budskab: Hvis I ikke fjerner jeres handelsrestriktioner, kommer der endnu flere amerikanske toldbarrierer inden længe. Topmødet satte med andre ord en fed streg under uenighederne fremfor at moderere selvsamme.

Trumps tankegang

Den retoriske aggressivitet, som Trump konfronterede nogle af USA's ældste og tætteste allierede med under G7-topmødet, var iøjnefaldende. At Trump afslutningsvis foreslog, at man kunne skrotte alle frihandelsbarrierer og straftolde, blev mest tolket som en gratis omgang.

Der er næppe nogen i G7-regi, der tror, at USA's nationalistiske præsident, der i årtier har set frihandel som et nulsumsspil, hvor USA er taberen, vil gå med til sit eget forslag. Som TV 2s egen Jesper Zølck så glimrende gjorde rede for den anden dag, har Trumps "enten-vinder-du-ellers-bliver-du-røvrendt"-tilgang i flere årtier kendetegnet forretningsmandens politiske tankegang. At USA selv har draget stort nytte af dem øgede frihandel, betyder åbenbart ikke det store for Trump.

Derfor er det heller ikke sandsynligt, at de andre G7-lande fremadrettet vil kunne overbevise Trump om de fælles fordele, som frihandelen indebærer. Trump blev også til topmødet ved med at påstå, at USA er "sparegrisen", som bliver plyndret af alverdens lande – også USA's tætteste allierede. En usandhed bliver som bekendt ikke mere rigtigt af, at man bliver ved med at gentage den. Men præsidentens konsistens på dette område besværliggør enhver form for kompromis.

Som ofte med præsident Trump, er der et gran af salt i de - endog meget bombastiske og udiplomatiske - anklager. Trump har grundlæggende ret i, at der inden for handelsområdet er en række punkter, hvor amerikanerne har en interesse i at forhandle bedre vilkår på plads. Men præsidenten overdriver handelsproblemets omfang og ignorerer (belejligt), at han selv er en stor hæmsko for at forbedre handelsrammerne.

Fuld af ironier

Grundlæggende må man sige, at de gentagne skænderier og anklager mellem særligt EU-landene og USA om protektionisme, er fulde af ironier.

For det første, fordi handelsrestriktioner grundlæggende også skader det land, der indfører handelsbarriererne. Trump skyder med andre ord sin nation i foden ved at indføre straftrolde på en række produkter, fordi straftoldene i sidste ende minimerer den amerikanske velstand. Selv Trumps eget råd af økonomiske rådgivere konkluderede, at straftoldene på stål og aluminium ville skade den amerikanske vækst.

Også set i lyset af, at det er de laveste indkomstgrupper, der ofte får mest ud af frihandel i form af lavere priser, som de kan bruge deres begrænsede økonomiske råderum på, er Trumps protektionisme kontraproduktiv. Det kan godt være, at Trumps straftolde gavner nogle amerikanske stålværker i rustbæltet, men den amerikanske forbruger risikerer at skulle betale mere for en lang række produkter, hvor stål og aluminium indgår i produktionen. Prisen for at tækkes en meget lille vælgergruppes særinteresser er med andre ord meget høj.

Ligeledes er det ironisk, at Trump anklager EU for protektionisme. Den gennemsnitlige toldsats mellem de to aktører er nærmest identisk, og Trump er som bekendt modstander af den transatlantiske handels- og investeringspagt, TTIP, der skulle regulere de forskellige toldsatser, der er på en række produkter. I øvrigt er det værd at notere sig, at stort set alle EU-lande er mere frihandelsorienterede end USA. De eneste to lande, der rangerer under USA, er Frankrig og Grækenland.

Dette leder os til endnu en ironisk detalje. At det er den franske præsident Macron, der løfter pegefingeren og kritiserer Trumps protektionisme, er hykleri af værste skuffe, taget i betragtning, at Frankrig er mere protektionistisk end USA. Det skyldes som så ikke kun politikeren Macron, men den historisk stærke landbrugslobby og fagbevægelse i Frankrig. Men Macron har da også inden for EU-samarbejdet blokeret for eksempelvis mere oksekød fra Sydamerika, da det sandsynligvis ville have presset den franske oksekødsproduktion. Måske burde man fra EU's side altså finde en anden statsleder, der kan bestige den moralske høje frihandelshest overfor præsident Trump.

Fejden fortsætter

Tilbage står, at det endnu en gang blev tydeligt, at USA's nuværende præsident har en fundamentalt anden tilgang til USA's alliancer og det transatlantiske forhold.

Trump har selvfølgelig ret i, at man blandt venner burde kunne diskutere uenigheder og uretfærdigheder. Og på en række områder, særligt det forsvarspolitiske, lever europæerne da heller ikke op til de forpligtelser, man i NATO-samarbejdet frivilligt har forpligtet sig til.

Men det handler om tonen i debatten, for at bruge en gammel traver, der trives i bedste velgående i dansk politik.

Trumps konfrontatoriske stil øger ikke muligheden for, at man kan finde transatlantiske løsninger. Tværtimod tvinger Trump med sin retorik og sine straftolde EU-landene op i et hjørne, hvor disse af politiske og vælgermæssige årsager (åbenbart) ikke kan/vil komme den i Europa forhadte præsident i møde. Trump gengælder så ved at true med flere handelsrestriktioner, og så er man inde i en ond cirkel, der kan være svær at stoppe.

Og det er en udvikling som vi alle sammen – både europæere og amerikanere – taber på.