Trumps advokat: Kim Jong-un tiggede og bad om topmøde

Ifølge Rudy Giuliani, der er en af Donald Trumps advokater, har USA overhånden inden det kommende topmøde.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, tiggede og bad om et møde med USA's præsident, Donald Trump.

Det fortalte Trumps advokat Rudy Giuliani i forbindelse med en konference i Tel Aviv i Israel onsdag.

Det skriver The Washington Post.

USA har bukserne på

- Altså, Kim Jong-un var nede på hænder og knæ og tiggede om det, hvilket er præcis den position, du ønsker at putte ham i, sagde Giuliani på konferencen.

Rudy Giuliani lod samtidig tilhørerne vide, at det er USA, der har bukserne på i det diplomatiske spil, efter at topmødet nu er tilbage i kalenderen.

- De (Nordkorea red.) sagde, at de ville ud i en atomkrig med os, og at de ville vinde. Vi sagde, at vi ikke ville være med til at holde et møde under de omstændigheder.

Aflyst - og aftalt igen

Udtalelserne faldt, dagen efter at Det Hvide Hus meldte ud, at topmødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un vil finde sted på et luksushotel i Singapore den 12. juni.

Trump har tidligere aflyst det planlagte topmøde. Begrundelsen var Nordkoreas "åbenlyse fjendtlighed".

Der gik dog ikke mere end 24 timer, før Trump skiftede holdning.

Det skete i et tweet, hvor han skrev, at USA havde "meget produktive samtaler med Nordkorea" om alligevel at gennemføre topmødet. Her ventes blandt andet atomafrustning af den koreanske halvø at være på dagsordenen.

Atomafrustning på dagsordenen

USA kræver, at Nordkorea hurtigt overdrager alle atomvåben og afvikler programmet. Til gengæld vil USA og FN lempe en række sanktioner mod styret.

Analytikere vurderer, at Nordkorea næppe vil afvikle atomprogrammet, medmindre USA garanterer, at det ikke vil forsøge at vælte regimet.

Højtstående embedsmænd fra både Nordkorea og USA har for kort tid siden besøgt hinanden for at rede trådene ud og forberede topmødet.