Udland

Trump benåder stofmisbruger efter besøg af Kim Kardashian

Det er sjette gang, at USA's præsident, Donald Trump, har valgt at benåde en person.

Alice Marie Johnson, en kvindelig stofmisbruger, er idømt fængsel på livstid.

Hun har indtil videre siddet indespærret i 21 år, efter hun blev anholdt og dømt for besiddelse af blandt andet kokain og hvidvaskning af penge.

Men hendes skæbne har ændret sig, efter realitystjernen Kim Kardashian West aflagde Det Hvide Hus et besøg i sidste uge. USA's præsident, Donald Trump, har nu valgt at benåde kvinden.

Alice Marie Johnson forventes derfor at blive løsladt snarest, skriver CNN.

Kim Kardashian West har onsdag reageret på beskeden, og kaldt det for "den bedste nyhed nogensinde".

Ifølge Johnsons advokat var det også Kim Kardashian West, der ringede til den 63-årige for at overbringe hende de gode nyheder. Det skriver BBC.

- Alice siger, at hun er overvældet af følelser. Hun fortæller, at hun føler, at hun er blevet genoplivet fra de døde og har fået sit liv tilbage, siger advokaten Brittany K. Barnett ifølge det britiske medie.

Trump benåder endnu en person

Overtrædelsen, som fandt sted i 1993 sammen med 15 andre personer, var Alice Marie Johnsons første brud på loven. Alligevel blev hun dømt til fængsel på livstid uden prøveløsladelse, oplyser The Sun.

- Jeg lavede den største fejl i mit liv, har hun tidligere sagt ifølge The Sun.

Hun forsøgte også flere gange under sin fængseltid at blive benået. Tre gange appellerede hun ifølge The Sun til USA's tidligere præsident Barack Obama, men hendes ønske blev afvist.

Det var først, da Kim Kardashian West blev opmærksom på Alice Marie Johnsons situation, at hendes fremtid blev forandret.

Alice Johnson har siddet fængslet for narkokriminalitet i 21 år. Video: Sofie Sparre

Faldt over sagen på sociale medier

Kendissen faldt over historien på sociale medier, og den rørte hende i sådan en grad, at hun har diskuteret den med sin personlige advokat. Ifølge Shawn Holley, som har været realitystjernens advokat på sagen, har Kim Kardashian West brugt tid, penge og energi på sagen.

Kim Kardashian West fik en aftale i hus med præsidenten efter at have taget kontakt til hans datter Ivanka Trump.

- Jeg vil gerne takke præsidenten for hans tid i eftermiddag. Det er vores håb, at præsidenten vil benåde Alice Marie Johnson, som afsoner en livstidsdom, skrev hun på Twitter efter deres møde den 30. maj.

Alice Marie Johnson er den sjette person, som Donald Trump i sit virke som USA's præsident benåder. Senest var det den afdøde bokseikon Jack Johnson, som blev benådet for en racemotiveret fængselsdom, han fik i 1913.