Weinstein nægter sig skyldig ved retten i New York

Den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein, der er anklaget for voldtægt, er tirsdag eftermiddag ankommet til retten i New York

Ifølge både BBC og nyhedsbureauet Associated Press (AP) er den amerikanske fillmproducer Harvey Weinstein netop ankommet til retten i New York. Han er på fri fod mod en kaution på én million dollars (cirka 6,34 millioner kroner, red.).

- Jeg er ikke skyldig, sagde Weinstein kort efter til dommeren.

Ved tirsdagens retsmøde svarede en fåmælt Harvey Weinstein ja og nej på en række formelle spørgsmål - såsom om han forstod sine rettigheder.

Weinstein er sigtet for voldtægt og flere tilfælde af sekseuelle angreb, anklagerne stammer fra to ofre.

Han er på fri fod mod en kaution på én million dollars (cirka 6,34 millioner kroner, red.), men skal have fodlænke på.

Harvey Weinstein meldte sig selv til politiet for 11 dage siden.

Filmproducentens advokat, Benjamin Brafman, har kaldt anklagerne "absurde" og kvinderne bag utroværdige. 

Ifølge Brafman havde kvinden bag anklagen om voldtægt på et hotelværelse et længerevarende og frivilligt seksuelt forhold til Weinstein også efter 2013. Navnet på kvinden er ikke kendt for offentligheden.

Verdenskendt efter anklager i New York-medier

Harvey Weinstein blev verdenskendt på den dårlige måde, da medierne New York Times og The New Yorker i efteråret 2017 skrev, at en lang række kvinder – heriblandt kendte skuespillerinder – anklagede ham for seksuelle overgreb.

Det udløste en bølge af yderligere anklager om overgreb og upassende opførsel mod filmmogulen fra blandt andre skuespillerinderne Salma Hayek, Gwyneth Paltrow og Angelina Jolie. 

Nægter sig skyldig

Samlet har flere end 75 kvinder anklaget ham for overgreb, men Harvey Weinstein nægter selv, at han har haft sex med nogen uden samtykke.

Opmærksomheden omkring Harvey Weinstein blev startskuddet til den store #MeToo-bølge, der siden da har skabt opmærksomhed om seksuel chikane i utallige faggrupper verden over.

Rækken af anklager mod den tidligere filmproducent har ført til, at sager mod ham bliver efterforsket i både London, Los Angeles og New York.

Ifølge CNN handler den aktuelle sag i New York om skuespillerinden Lucia Evans, der har anklaget Harvey Weinstein for voldtægt ved at have tvunget hende til at udføre oralsex i 2004. 

Flere andre kan være del af sagskomplekset.

Kendte kvinder har anklaget Harvey Weinstein for overgreb