Udland

Udmelding fra Trump brød med årtiers præsidentiel etikette

Det kan komme virksomheder til gode, at præsidenten omtaler amerikanske jobtal før tid. Og det går ikke, mener eksperter.

De fleste er efterhånden vant til at se medierne omtale den amerikanske præsident Donald Trumps gøren og laden på det sociale medie Twitter.

Den ene dag kan han mene, at de amerikanske medier bedriver fake news (falske nyheder, red.). Den anden harcelerer han mod tidligere kolleger. Kritikere vil mene, at tonen i Donald Trumps tweets ikke er synderlig præsidentiel, men nu møder Trump bred kritik for et tweet, der ellers er ganske ligefremt og uden de store udfald mod hverken venner eller fjender:

- Ser frem til at se beskæftigelsestallene klokken 8.30 denne morgen, skrev han tidligt fredag.

Hvad er der så farligt i det, kan man spørge sig selv. Men amerikanske retseksperter siger til The New York Times, at Donald Trump med dette tweet bryder med den præsidentielle etikette, da han antydede, at der var en stærk jobrapport undervejs.

Det må man ikke - hverken som præsident eller som nogen som helst anden for den sags skyld - da det kan have indflydelse på markederne.

Eksperterne forklarer til avisen, hvordan det er bredt kendt, at den til enhver tid siddende præsident bliver briefet om den månedlige beskæftigelsesrapport aftenen inden dens udgivelse, men at hverken præsidenten eller de tilstedeværende ministre må offentliggøre noget som helst fra rapporten, inden den bliver frigivet.

Brud på traditioner

Det er netop den faste tradition, Donald Trump med sit korte tweet har brudt med, og det kritiserer flere økonomer præsidenten for.

Et tidligere medlem af den nationale valutakommission, Thomas O. German, siger blandt andet til The New York Times, at netop fordi præsidenten aldrig før har kommenteret på tallene, men nu pludselig skrev, at han så frem til dem, kan betyde, at "nogen kan få noget ud af det her".

- Sagens kerne er, at han (Donald Trump, red.) vidste, rapporten var god. Den var god, og han signalerede det.

- Du behøver jo ikke sige, at selskab A vil købe selskab B. Du kan signalere det. Ordvalget er meget tydeligt. Han vidste fuldstændig, hvad han havde gang i, mener Thomas O. German.

Flere embedsmænd skyndte sig dog at komme præsidenten til undsætning. Larry Kudlow, der fungerer som formand i Donald Trumps nationaløkonomiske råd, bekræfter over for CNBC, at præsidenten blev præsenteret for jobtallene torsdag aften, men at han ikke var bekymret for Donald Trumps tweet:

- Jeg mener ikke, han afslørede noget. Jeg synes, det her overholder enhver lov og skik, sagde han.

Dansk minister blev sat på plads

Også herhjemme vakte præsident Trumps tweet om jobtallene opsigt. Senioranalytiker i Danske Bank Mikael Olai Milhøj kaldte Donald Trumps tweet for "en uskik", mens cheføkonom Las Olsen mindede om, at en minister også i Danmark er blevet irettesat for at frigive ledighedstal før Danmarks Statistik:

I efteråret 2004 gav den daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) nemlig Ritzau indblik i, hvordan ledigheden var steget, dagen før beskæftigelsestallene blev frigivet.

Dengang var det Den Internationale valutafond, IMF, der satte ministeriet på plads.