Udland

Japanske hvaldrab ved Australien vækker harme

Japansk hvalfangst, dokumenteret af de australske toldmyndigheder. AP

I Australien er politikere og miljøfolk ikke mindst forargede over, at japanerne i denne sæson har fanget 122 drægtige vågehvaler.

Japans hvalfangst har igen skabt konflikt mellem Japan og Australien.

Japan har fanget og dræbt 333 vågehvaler i farvandene syd for Australien i løbet af det, der på den sydlige halvkugle kaldes "2017/2018-sommersæsonen".

Det har Japan meddelt den Internationale Hvalkommission (IWC). Landet forklarer selv de årlige hvalfangster med, at de tjener "videnskabelige formål".

I Australien har fangsterne imidlertid vakt harme. Den australske miljø- og energiminister, Josh Frydenberg, siger, at det er "dybt skuffende", at Japan fortsætter med sine hvalfangster.

- Regeringen har rejst sagen over for Japan på det allerhøjeste niveau, og det vil vi fortsat gøre, siger han ifølge avisen The Sydney Morning Herald.

122 drægtige hvaler

Det har især vakt opsigt, at 122 af de fangede hvaler var drægtige hunner.

Ifølge Japans indberetning til IWC bestod årets indsamling af hvaler til videnskabelige undersøgelser af 219 voksne og 114 endnu ikke fuldvoksne vågehvaler.

Japansk hvalfangst i de arktiske farvande, dokumenteret af de australske toldmyndigheder. (Arkiv).

- Der er ikke noget videnskabeligt ved at harpunere en drægtig hval, partere den og servere den på en tallerken. Japans holdning er absurd, og den australske regering må ikke tie om det her, siger det store australske oppositionsparti Labours miljøordfører, Tony Burke, til avisen.

En gammel strid

Ifølge Greenpeace herhjemme har konflikten mellem de to lande stået på i årevis, uden at der er tegn på en løsning.

Japansk hvalfangst i de arktiske farvande, dokumenteret af det australske toldvæsen. (Arkiv).

- Det toppede, da Australien indbragte Japan for Den Internationale Domstol i Haag. Australien mente, at den japanske hvalfangst med "videnskabelige formål" blot var kommerciel hvalfangst i forklædning, fordi kødet blev solgt til restauranter. Og det fik Australien ret i. Domstolen kendte i 2014 den japanske hvalfangst ulovlig. Men det fik blot Japan til at lukke det daværende hvalfangstprogram for senere at åbne et nyt under et andet navn, fortæller Sune Scheller, der er arktisansvarlig i Greenpeace i Danmark.

En videnskabelig nødvendighed

Japan fastholder også i dette års indberetning til IWC, at de tre japanske fartøjer, der har stået for denne sæsons hvalfangst, har gjort det af videnskabelige grunde, og at fangsterne er nødvendige for at forstå de biologiske sammenhænge i det arktiske økosystem.

Landet har tidligere meddelt, at man har planer om at fange omkring 4000 hvaler i løbet af de næste 12 år og forventer på et senere tidspunkt at genoptage sin kommercielle hvalfangst.