Udland

Britisk bus kører ind i omkring 25 køretøjer og kvæster 14

En person er anholdt for hensynsløs kørsel efter at en bus i engelske Dartford pløjede ind i flere biler.

En bus er tirsdag aften kørt ind i "omkring 25" køretøjer og har kvæstet 14 mennesker i Dartford øst for den britiske hovedstad, London. Det oplyser politiet i Kent på Twitter. 

Det står ikke klart, hvordan hændelsen er foregået, men ifølge politiets opslag på Twitter er en person anholdt for hensynsløs kørsel. På mediet Sky News' hjemmeside kan man se et billede af en bus, der er kørt mellem to kørebaner op i to biler. 

Store skader

Man kan ikke på billedet umiddelbart tyde, hvorvidt der er tale om en ulykke, eller hvilken tilstand bussens fører er i. Andre billeder viser biler med store skader på alt fra kofangere over bagagerum til forlygter. En af de 14 personer har haft behov for ekstra ilt, skriver brandvæsnet i Kent på sin hjemmeside. Derudover karakteriseres de 14 personers skader som værende "mindre". 

Ulykken er sket i den centrale del af Dartford nær byens togstation, indkøbscenter og posthus. Politiet oplyser, at man har lukket vejen, mens man undersøger, hvad der forårsagede ulykken. Oliver Monahan, der er områdedirektør for busselskabet Arriva i Kent og Surrey i Storbritannien, siger til Sky News:

 - Arriva kan bekræfte, at en bus er kollideret med et antal køretøjer på Hythe Street i Dartford tirsdag aften.

 - Der er meldinger om sårede, og i øjeblikket er vores prioritet at støtte beredskabstjenesterne.