Russisk journalist dræbt af skud i Ukraine
En Kreml-kritisk journalist, der havde forladt Rusland, fordi han frygtede for sit liv, er dræbt i sit hjem.
Opdatering: Babtjenkos død var iscenesat, og han er stadig levende, oplyser Ukraines efterretningstjeneste dagen efter nyheden om hans død.
Den fremtrædende russiske journalist Arkadij Babtjenko er blevet skudt og dræbt i sit hjem i den ukrainske hovedstad, Kijev.
Babtjenko var en af Ruslands mest kendte krigskorrespondenter, men havde forladt sit hjemland, fordi han frygtede for sit liv.
Ukrainsk politi oplyser, at Babtjenkos kone fandt ham blødende i deres lejlighed i Kijev og ringede efter en ambulance. Han død på vej til hospitalet.
Kritisk overfor Putin
Politiet tilføjer, at der er en mistanke om, at drabet på Babtjenko var knyttet til hans professionelle aktiviteter.
Journalisten var blandt andet kritisk over for Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Han har også tidligere afstedkommet kraftige reaktioner fra russiske politikere, fordi han har kritiseret de russiske bombardementer i Syrien.
Desuden har han betegnet Rusland som en aggressor mod Ukraine.
Blev 41 år
På spørgsmålet om, hvad politiet mener, der ligger bag drabet, svarer Kijevs politichef, Andrij Krijstjenko:
- I første omgang hans professionelle aktivitet, siger han til tv-stationen 112.
Arkadij Babtjenko, som blev 41 år, blev i 2015 hædret med Tucholsky-prisen af den svenske forfatterforening Pen, skriver nyhedsbureauet TT.
Prisen gives til forfattere og journalister, der har ydet en særlig indsats for ytringsfriheden. Tidligere modtagere af prisen tæller blandt andre Svetlana Aleksijevitj og Masha Gessen.