Hele Frankrig hylder heroisk 'spiderman' for at redde 4-årig

En 22-årig mand fra Mali klatrede på spektakulær vis op ad en bygningsfacade i Paris.

De kunne næsten ikke tro deres egne øjne, de mange indbyggere, som tidligt lørdag aften tilfældigvis befandt sig på Rue Marx-Dormoy i det 18. arrondissement i Paris.

Her, fire etager oppe, hang en 4-årig dreng på mystisk vis ud fra en altan, og beboere på etagen forsøgte forgæves at hjælpe det lille barn.

Det lagde en 22-årig indvandrer fra Mali, Mamoudou Gassama, straks mærke til. 

Han var egentlig blot på vej til at mødes med sine venner og bekendte for at se Champions League-finalen i fodbold mellem Real Madrid og Liverpool. Men han reagerede lynhurtigt og begyndte at begive sig op ad bygningsfacaden.

Hjælper drengen i sikkerhed

Flere videoer i de franske medier viser, at den 22-årige mand fra Mali har det, man mildt sagt kan karakterisere som 'Spiderman'-agtige evner.

Han trækker sig nemlig med ekstrem lethed op ad facaden - fra balkon til balkon - for til slut at nå frem til den lille dreng, der hænger i sine arme på ydersiden af bygningen, højt oppe i luften.

Da Mamoudou Gassama når op på siden af barnet, trækker han fluks drengen op over altanen og i sikkerhed.

Den usædvanlige heltedåd er bestemt ikke gået ubemærket hen. Videoen af den malinesiske 'Spiderman' har spredt sig med ekspresfart på sociale medier, og borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo, har været blandt de første til at hylde Mamoudou Gassama.

På Twitter takker Hidalgo blandt andet den 22-årige for "hans tapre indsats, der reddede et barns liv". Borgmesteren har også ringet til Mamoudou Gassama for personligt at takke ham.

- Han forklarede mig, at han var ankommet fra Mali for nogle måneder siden, og at han drømte om at skabe sig et liv her. Jeg sagde til ham, at hans heroiske indsats var et eksempel til efterfølgelse for alle indbyggere, og at byen Paris selvfølgelig vil hjælpe ham på alle måder med hans plan om at slå sig ned i Frankrig, siger Anne Hidalgo ifølge Le Parisien.

 

Hele Frankrig hylder heroisk 'spiderman' for at redde 4-årig

På besøg i præsidentpaladset

Også præsident Emmanuel Macron har anerkendt den akrobatiske redningsindsats og har inviteret Mamoudou Gassama på besøg i Élysée-palæet. Dette besøg er netop overstået, og samtidig blev indvandreren fra Mali tildelt fransk statsborgerskab, skriver BBC.

Det vides endnu ikke, hvorfor den 4-årige dreng hang ud fra altanen på Rue Marx-Dormoy i den nordlige del af den franske hovedstad.Faderen til drengen er blevet afhørt af politiet og mistænkes for at have ladet sit barn være alene uden opsyn. Moderen til drengen var angiveligt ikke i Paris lørdag aften.

Mamoudou Gassama selv siger, at han tilfældigvis passerede bygningen, da han så en større folkemængde forsamlet på gaden, og at han handlede uden at tænke sig nærmere om.

- Mange af dem råbte, og der var biler, der dyttede. Jeg så barnet hænge deroppe og være ved at falde ned fra altanen. Jeg gjorde det, fordi det var et barn. Jeg klatrede... Og gudskelov reddede jeg ham, siger den malinesiske 'Spiderman' til Le Parisien.