Udland

Venezuela løslader amerikaner efter to års fængsel

Josh Holt blev aldrig stillet for en dommer i Venezuela. Efter to år i fængsel er han nu løsladt.

Den amerikanske statsborger og missionær Josh Holt, der i to år har siddet fængslet i Venezuela, er igen tilbage på amerikansk jord.

Det bekræfter den amerikanske præsident, Donald Trump, lørdag morgen på Twitter.

- Jeg ser frem til at møde Joshua Holt i Det Hvide Hus i aften. Det gode folk i Utah fejrer det allerede, skriver Trump.

Rejste afsted for at gifte sig

I 2016 rejste Josh Holt til Venezuela for at gifte sig med den venezuelanske kvinde Thamara Caleño, som han havde mødt over internettet.

Men allerede få dage senere blev han anholdt.

Regeringen i Venezuela anklagede Holt for at opbevare våben og for at ville destabilisere regeringen, skriver The Washington Post.

I de to år, han nåede at sidde fængslet, kom hans sag aldrig for en dommer.

Den nu 26-årige Josh Holt og hans hustru blev lørdag udleveret til den amerikanske ambassade i hovedstaden Caracas. Her blev de mødt af Tennessees senator, Bob Corker, som fløj med parret tilbage til USA.

Familien glad for "et mirakel"

Holts familie kalder løsladelsen "et mirakel".

- Vi er taknemmelige for alle, der har været en del af dette mirakel, skriver familien i en pressemeddelelse.

Ifølge to unavngivne kilder fra Det Hvide Hus' sikkerhedsråd har USA ikke givet Venezuela noget til gengæld for den nu løsladte fange.

- I har været en masse igennem. Mere end de fleste mennesker kan holde til, siger Trump søndag morgen dansk tid på et pressemøde, som han selv har lagt ud på Twitter.

17 amerikanere er blevet forhandlet fri i Trumps præsidentperiode. Og der er angiveligt flere undervejs.

- Vi er midt i store forhandlinger for at få flere frigivet. De fleste er amerikanere, men vi kan godt prøve hjælpe andre lande.

Flere års forhandlinger

Orrin Hatch, der er senator i Utah, siger, at han har brugt de sidste to år på at forhandle løsladelsen på plads.

Det oplyser han selv i en officiel udmelding. 

- Over de sidste to år har jeg arbejdet med to præsidenter, utallige diplomatiske kontakter, ambassadører fra hele verden, et netværk af kontakter i Venezuela og præsident Maduro selv. Og jeg kunne ikke være mere beæret over at være med til at forene Josh med sin søde familie, der længe har lidt, udtaler Orrin Hatch.

Løsladelsen kommer en uge efter, at Josh Holt lagde flere videoer på Facebook, hvori han beder om hjælp fra den amerikanske regering og fra befolkningen i USA.

- Jeg har tigget min regering om hjælp i to år. De siger, de gør, hvad de kan, men jeg er her stadig, siger han i en af videoerne.