Udland

Irland klar til at fjerne 30 år gammelt abortforbud: - Det er en stille revolution

Irerne overvejede spørgsmålet om abort, og vægtskålen faldt til den ene side, siger talsmand for nej-siden. 

Irernes beslutning om at skrotte forbuddet mod abort er "kulminationen på en stille revolution" i Irland.

Det siger den irske premierminister, Leo Varadkar, lørdag, mens stemmerne stadig tælles op. Resultatet af afstemningen ser ud til at blive, at vælgerne med stort flertal vil fjerne abortforbuddet, siger han. 

Premierministeren tilføjer, at der formentlig vil være en ny abortlov på plads inden årets udgang. 

Valgstedsmålinger har vist, at godt to tredjedele af irerne har stemt for at afskaffe abortforbuddet. Abortmodstandere i Irland har erkendt nederlaget ved fredagens folkeafstemning. Det siger en talsmand for abortmodstandernes kampagne. 

De irske vælgere "vejede det på vægten, som gik ned på den ene side. Jeg ville selvfølgelig have foretrukket, hvis de var gået til den anden side", siger John McGuirk, der er talsmand for nej-siden, til tv-stationen RTE.

 - Der er folk, der er virkelig knust over dette udfald, tilføjer han ifølge den britiske tv-station BBC.

Valgkamp har delt irerne 

Fredag gik irerne til valglokalerne for at stemme om, hvorvidt et tillæg til forfatningen fra 1983, som forbyder abort, skal ophæves. 

Valgkampen har delt irerne og har ind imellem været meget følelsesladet. At irerne nu tilsyneladende stemmer for at skrotte abortforbuddet ses som endnu et nederlag for den katolske kirke. 

For tre år siden trodsede vælgerne også kirkens anbefalinger, da de stemte for at legalisere ægteskaber mellem to personer af samme køn. Men i Irland, som traditionelt har været et af de mest religiøse lande i Europa, er kirkens indflydelse mindsket efter en række skandaler om seksuelt misbrug af børn. 

Valgstedsmålinger viser ifølge avisen Irish Times, at der er stor forskel på, hvad de yngste og ældste vælgergrupper har stemt. 87 procent af de 18-25-årige har stemt for forslaget om at ændre abortloven. Blandt vælgere på 65 år og derover har 60 procent stemt for at bevare forbuddet, viste fredagens valgstedsmålinger ifølge Irish Times. Resultatet ventes at ligge klar engang lørdag eftermiddag.