Udland

Irere bosat i udlandet valfarter hjem for at stemme om abort

Irske statsborgere, som er bosat i udlandet, strømmer i disse dage hjem for at stemme om landets abortlovgivning. For dem tæller hver en stemme.

Op mod 40.000 irske statsborgere bor uden for landets grænser, og mange af dem er vendt hjem for at sætte deres kryds til abortafstemningen fredag, hvor det ikke er muligt at brevstemme.

Én af dem, som er rejst hjem, er Roisín Riain. Hun læser til daglig medicin i Spanien.

- Jeg har venner, der flyver hjem fra Australien og Berlin for at stemme. Min søster er på vej hjem fra Paris og jeg er selv lige landet fra Barcelona, siger hun til TV 2 og fortsætter:

- Der er især mange kvinder, som finder det så fundamentalt vigtigt, at de gerne tager den lange tur hjem for at være med.

Roisín Riain er på ja-siden i spørgsmålet om, hvorvidt abort skal lovliggøres i Irland. Landet har i dag en af Europas strammeste abortlovgivninger. Det er eksempelvis ikke muligt at få en abort, hvis en kvinde er blevet gravid efter en voldtægt. Den eneste undtagelse fra forbuddet mod abort er, hvis moderens liv er i fare.

På den modsatte side står dem, som fredag stemmer ”nej”. Modstanderne ønsker, at lovgivningen skal forblive uændret. De mener, at hvis først abort bliver lovligt, så vil alt for mange få foretaget unødvendige aborter.

- Jeg stemmer nej, fordi regeringen ønsker at fjerne den eneste rettighed, et ufødt barn har. Vi taler om at dræbe uskyldige liv, siger Fatima Gunning-Hameed til TV 2 på gaden i Dublin. 

Irere hjælper hinanden med flybilletter 

Al tv- og radiodækning af kampagnerne stoppede torsdag eftermiddag. Irerne skal have betænkningstid frem til fredag morgen, hvor valgstederne åbner. Men på de sociale medier er kampagnerne forsat, og blandt andet hashtagget #hometovote (#hjemforatstemme, red.) bliver flittigt brugt. Både på Facebook og Twitter tilbyder irere at betale for flybilletter, så folk har mulighed for at komme hjem.

Alice Murphy kan ikke rejse hjem, men ønsker at tilbyde tilhængere af fri abort muligheden:

- Irere der arbejder i Storbritannien: Hvis der er nogen som kan flyve hjem på fredag og stemme, men ikke har pengene, så skriv til mig. Jeg vil betale jeres flybillet hjem, fordi jeg ikke selv kan tage hjem, skriver hun på Twitter.

Udover gavmilde brugere på de sociale medier, så har andre også meldt sig ind i kampen om at få irerne hjem. Store universiteter i Storbritannien som Cambridge og Oxford har givet deres studerende tilskud til at dække transporten hjem, skriver det britiske medie The Guardian.

Andre udenlandske irere har søgt hjælp hos venner og familie. På nej-siden bliver de rejsende også budt velkommen hjem:

- Jeg er så glad for at mine to børn er kommet hjem fra college for at stemme NEJ og for at sikre at Irland er det sikreste sted på jorden for kommende mødre og børn, skriver John Ruane på Twitter.  

Ulovlige aborter 

Selvom det er ulovligt at få en abort i Irland, så er det ikke ensbetydende med, at kvinder ikke får dem foretaget. På internettet er det muligt for kvinder at købe piller ulovligt og selv foretage en medicinsk abort.

Isabella Ohlend, som TV 2 mødte i Dublin, mener netop, at dette er et af argumenterne for at gøre abort lovligt.

- Hver dag tager to kvinder i Irland ulovlige piller for at få en abort. Så aborter finder allerede sted. Det vil vi gerne have sker sikkert, fortæller Isabella Ohlend.

En anden mulighed, som er lovlig for kvinderne, er at rejse til udlandet for at få foretaget aborten. Mange rejser til England, hvor abortklinikker står klar til at hjælpe. Velgørenhedsorganisationen bpas, som har over 60 abortklinikker i Storbritannien, fortæller til TV 2, at de modtager kvinder fra Irland hver dag. Men selvom Storbritannien har fri abort, så demonstrere nej-siden stadig.

Ifølge bpas er der i øjeblikket protester foran 42 af deres klinikker ugentligt. Abortmodstanderne står med skilte, deler flyers ud og forsøger at overtale kvinder på vej ind på klinikkerne til at ændre mening. Andre gør som Ann Brighton, der står foran en abortklinik i London, og beder en stille bøn.

- Jeg beder for alle babyerne, mødrene og de mennesker som dræber babyerne. Jeg beder for, at de vil stoppe med at gøre det. Hvis Irland stemmer ja, så mister de deres kultur, siger Ann Brighton til TV 2.

Om irske kvinder fortsat skal rejse til Storbritannien bliver afgjort fredag. Resultatet af afstemningen forventes lørdag eftermiddag.