Voldsomme billeder viser naturen spille med musklerne på Hawaii

Ifølge eksperterne er der risiko for et eksplosivt udbrud i Kilaueas krater, der siden den 3. maj har været i udbrud.

- Det er tid til at tage af sted - det er det virkelig.

Sådan lød det torsdag fra en af de mange beboere i området omkring vulkanen Kilauea på Hawaiis største ø, Big Island, efter vulkanen natten til torsdag igen gik i udbrud og sendte en grå søjle af aske 9100 meter op i luften.

Vulkanen har siden den 3. maj sendt massive røgsøjler og giftige gasser op i luften, ligesom lava er sprøjtet op fra 21 sprækker i og omkring et boligområde i Puna-distriktet på øens sydøstlige side, hvor cirka 2000 mennesker er blevet evakueret.

Ifølge eksperterne er der så meget aktivitet, at der er risiko for en eksplosion fra krateret, der kan slynge kampesten så store som køer af sted.

Lava strømmer mellem sprække 16 og 20.
Lava strømmer mellem sprække 16 og 20. Foto: Handout / Ritzau Scanpix
Askesky over Hawaii.
Askesky over Hawaii. Foto: Mario Tama / Ritzau Scanpix
Lava strømmer op fra sprække 17 nær flere hjem. 27 hjem er indtil videre blevet ødelagt under det nuværende udbrud.
Lava strømmer op fra sprække 17 nær flere hjem. 27 hjem er indtil videre blevet ødelagt under det nuværende udbrud. Foto: Mario Tama / Ritzau Scanpix
Røgsøjle fra Kilauea. Billedet er taget den 15. maj.
Røgsøjle fra Kilauea. Billedet er taget den 15. maj. Foto: Social Media / Ritzau Scanpix

Lava strømmer op fra 21 sprækker

Flere af de i alt 21 sprækker er lige nu ikke aktive, men det billede kan dog hurtigt ændre sig, for ifølge det amerikanske geologiske institut, USGS, er sprække 18, 19 og 20 nemlig blevet genaktiveret, ligesom en ny sprække – sprække 21 – har åbnet sig mellem sprække 7 og 3.

På dette kort fra den 16. maj kan man se 20 sprækker. Efter udbruddet natten til torsdag er endnu en sprække opstået - nummer 21.
På dette kort fra den 16. maj kan man se 20 sprækker. Efter udbruddet natten til torsdag er endnu en sprække opstået - nummer 21. Foto: USGS

Samtidig med de mange lavasprækker er området også blevet rystet af flere hundrede små og store jordskælv.

Det første jordskælv efter vulkanudbruddet den 3. maj blev målt til 6,9 på Richterskalaen, og ifølge USGS har der de sidste 24 timer været ikke færre end 29 jordskælv – ingen af dem er dog blevet målt til mere end 3,6 på Richterskalaen.

En af de i alt 21 sprækker, hvorfra der har strømmet eller lige nu strømmer lava.
En af de i alt 21 sprækker, hvorfra der har strømmet eller lige nu strømmer lava. Foto: Handout . / Ritzau Scanpix
Det er voldsomme naturkræfter, der lige nu er i gang på Big Island - her undersøger en geolog en sprække i vejen.
Det er voldsomme naturkræfter, der lige nu er i gang på Big Island - her undersøger en geolog en sprække i vejen. Foto: Handout / Ritzau Scanpix
Efter et voldsomt udbrud den 17. maj strømmede der lava op fra en af de 21 sprækker, der er opstået siden den 3. maj.
Efter et voldsomt udbrud den 17. maj strømmede der lava op fra en af de 21 sprækker, der er opstået siden den 3. maj. Foto: Mario Tama / Ritzau Scanpix

Kilauea er en af verdens mest aktive vulkaner og har siden 1983 haft kontinuerlige udbrud. I 1990 blev byen Kalapanain ødelagt under et udbrud, og i 1992 havde vulkanen produceret så meget lava, at det dækkede et areal på 125 km2, ligesom øen var blevet næsten to km2 større.

Det vidner om, hvilke kræfter der lige nu er i spil på Hawaii.