Udland

Nu har man fundet plasticforurening på et af jordens mest øde steder

Mennesket har nu forurenet et af de mest øde steder på Jorden.

Der findes et sted i det sydlige Stillehav, der er så øde, at de nærmeste mennesker oftest befinder sig på Den Internationale Rumstation.

Mikroplastic har gennemtrængt vores enorme oceaner

Sören Gutekunst, oceanforsker

Stedet hedder Point Nemo, og det er det sted på Jorden, der er længst fra land.

Det nærmeste beboede sted er over 2700 kilometer væk, men alligevel har mennesket også forurenet dette fjerne hav.

Point Nemo ligger midt i et område, der er så øde, at udtjente rumfartøjer ofte får lov at styrte ned her, og der ligger rester af mindst hundrede fartøjer på bunden af oceanet. Det er dog ikke dem, der er skyld i forureningen.

For første gang nogensinde er havvandet ved Point Nemo nemlig blevet undersøgt for indhold af mikroplastic, og det viser sig, at havet her ikke er så rent, som mange troede.

I alt blev der fundet 26 plasticpartikler per kubikmeter vand ved Point Nemo.

Undersøgelsen er foretaget af sejlere, der er tilknyttet kapsejladsen Volvo Ocean Race, og prøverne er blevet analyseret af Sören Gutekunst fra oceanforskningscenteret Geomar i Kiel.

- Det her er de første data, det videnskabelige samfund nogensinde har været i stand til at analysere fra en relativt utilgængelig del af vores blå planet. Desværre viser de, i hvor høj grad mikroplastic har gennemtrængt vores enorme oceaner, og at det nu er til stede i, hvad mange indtil nu har betragtet som uberørte, rene havområder, siger han i en meddelelse fra Volvo Ocean Race.  

Og Point Nemo er ikke det eneste øde hav, hvor der er plastic i vandet.

Plasticposer på bunden af Marianergraven

Bådene fra Volvo Ocean Race målte desuden vandet syd for Kap Horn på Sydamerikas sydspids, og her var der 57 plasticpartikler per kubikmeter vand.

452 kilometer fra New Zealands kyst var der 45 partikler per kubikmeter vand, og i Det Sydkinesiske Hav var der hele 357 plasticpartikler per kubikmeter.

Oplysningerne kommer kun lidt over en måned efter, forskere fra Japans agentur for havvidenskab kunne fortælle om et fund af plastic på et endnu mere utilgængeligt sted end Point Nemo.

Under et dyk på det dybeste sted i verdenshavene havde forskerne fundet plasticposer.

De lå 10.898 meter nede på bunden af Marianergraven, da forskerne fotograferede dem.

Poserne blev allerede fotograferet i 1998, men det er først for nyligt, at forskerne har fortalt om fundet i det videnskabelige tidsskrift Marine Policy.

Til gengæld er det ret sikkert, at poserne ligger der endnu, da plastic er omkring 400 år om at blive nedbrudt i naturen.

Dyrene lever med plastic

I alt har forskerne foretaget over 5000 dyk de seneste 35 år for at spore forureningen af klodens oceaner.

Og ifølge japanerne er affaldet spredt på havbunden over 1000 kilometer væk fra beboede områder.

I deres optælling fandt de mellem 17 og 335 store stykker plastic per kvadratkilometer dybt nede på bunden af Stillehavet.

- Der er stigende bekymring for, at økosystemerne i dybhavet allerede har taget skade, hedder det i rapporten.

Bekymringen understøttes af billederne.

På en femtedel af fotografierne fra dybet har japanerne registreret levende væsener. Flere af dem var viklet ind i det menneskeskabte affald.