Frankrig har afværget muligt angreb i Paris
To unge mænd planlagde angreb med sprængstof eller gift, mener myndighederne.
Frankrig har i denne uge afværget et muligt forestående angreb i Paris, oplyser den franske indenrigsminister, Gerard Collomb, på Twitter.
Det var to unge brødre af egyptisk oprindelse, der planlagde et angreb med enten sprængstof eller det meget giftige stof ricin, oplyser ministeren til franske BFM-tv.
Ifølge Collomb fandt myndighederne frem til de to mænd ved at spore ekstremistisk aktivitet på internettet.
Siden 2015 har flere hundrede franskmænd mistet livet ved angreb fra ekstremister.
Gift kendt fra paraplymord
Det er under en uge siden, at hovedstaden oplevede det seneste angreb, da en mand med en kniv gik til angreb på tilfældige mennesker i det centrale Paris.
En person blev dræbt og fire andre såret. Den 20-årige Khamzat Azimov, en fransk statsborger født i Tjetjenien, stod bag angrebet og blev dræbt af politiet.
Giftstoffet ricin udvindes af castorbønner fra kristpalmen. Stoffet blev brugt ved et af verdenshistoriens mest kendte giftmord på den bulgarske systemkritiker Georgi Markov i London i 1978, hvor han blev stukket med en paraply, der havde ricin i spidsen.