Eksspion udskrevet efter giftangreb
Forgiftningen af Sergej Skripal førte til udvisning af en lang række russiske diplomater.
Den 66-årige Sergej Skripal er udskrevet fra hospitalet, mere end to måneder efter han blev udsat for nervegift i den britiske by Salisbury.
Det oplyser hospitalet i Salisbury, hvor den tidligere russiske dobbeltspion har været indlagt, siden han kollapsede på en bænk i en park den 4. marts.
Først en måned senere blev han meldt uden for kritisk tilstand.
- Det her er et vigtigt tidspunkt i hans forsøg på at komme sig, og det vil foregå uden for hospitalet, siger chefsygeplejerske på hospitalet Lorna Wilkensen.
Den britiske premierminister, Theresa May, var hurtigt ude og anklage Rusland for at stå bag angrebet, som førte til, at flere lande, heriblandt Danmark, udviste en række russiske diplomater.
Sergej Skripal og hans 33-årige datter Julia blev begge udsat for den russiske nervegift Novichok og var bevidstløse, da de blev fundet.
Julia Skripal vågnede op på hospitalet i slutningen af marts og fortalte, at hun får det bedre dag for dag.
Sergej Skripal kom til Storbritannien i 2010 efter en spionudveksling med Rusland.