Dansk erhvervsliv frygter sanktioner fra Trump
Trump truer europæiske virksomheder med sanktioner, efter at man har trukket sig ud af atomaftalen med Iran.
Det er rigtig skidt nyt for danske virksomheder, at USA har valgt at trække sig fra atomaftalen med Iran og på ny indføre sanktioner mod ikke bare Iran selv, men også mod virksomheder, der handler med landet.
Sådan lyder meldingen fra Dansk Industri, som forventer, at de seneste udmeldinger fra Donald Trump og hans topfolk vil skabe stor usikkerhed omkring dansk eksport til Iran.
- Vi er rigtig ærgerlige over, at Trump trækker stikket på atomaftalen. Det betyder, at et marked, som i forvejen er enormt vanskeligt at drive forretning på, bliver endnu vanskeligere, siger Peter Thagesen, der er underdirektør i Dansk Industri, til TV 2.
- Det skaber en usikkerhed om, hvad fremtiden vil bringe. Vi mangler dog endnu fuldstændig at se, hvad amerikanerne konkret vil gøre, siger Thagesen videre.
Virksomheder kan blive pålagt bøder
Det er især fødevarer, energi og medicin, som Danmark eksporterer til Iran.
Siden atomaftalen i 2015 blev indgået med Iran, har man set en fordobling af dansk eksport til landet. Eksporten ligger nu på 2,3 milliarder kroner om året, oplyser DI, som spår dystre udsigter for den mulige handel med Iran fremover.
- Det er fortsat muligt og fuldt lovligt at handle med Iran, og det spøjse ved det her er, at iranerne egentlig har masser af penge mellem hænderne, som de gerne vil bruge. De efterspørger alt. Men de danske virksomheder, som ikke har erfaring i at handle med Iran, skal lige tænkte sig om en tre-fire ekstra gange, før de kaster sig ud i det, siger Peter Thagesen.
- Danske virksomheder skal især være opmærksomme på, at de kan komme i problemer i forhold til deres aktiviteter i USA. Det kan ske, hvis USA vil pålægge dem dem bøder, hvis de handler med Iran. Eller det, der er værre, fortsætter underdirektøren i Dansk Industri.
Bestyrtelse i Frankrig
Donald Trump har de seneste uger udtalt, at han er parat til at indføre sanktioner over for alle europæiske virksomheder, der driver forretning i Iran.
- Ethvert land, der hjælper Iran med at udvikle atomvåben, vil blive underlagt omfattende sanktioner af USA, har Trump sagt.
Denne advarsel har flere af hans nærmeste rådgivere gentaget søndag.
National sikkerhedsrådgiver John Bolton, siger om atomaftalen til CNN, at "europæerne vil se, at det er i deres interesse at følge os", mens USA's udenrigsminister Mike Pompeo udtaler, at "kravene omkring sanktioner i forhold til Iran er helt klare."
De amerikanske myndigheder har i første omgang givet virksomheder, der handler med Iran - heriblandt virksomheder, der køber olie i Iran - tre til seks måneder til at afvikle deres forretninger i landet.
Truslen fra USA har især vakt bestyrtelse i Frankrig. Ifølge Wall Street Journal har flere franske virksomheder i stor stil genoptaget deres handel med Iran, efter at atomaftalen blev indgået i 2015. Eksempelvis underskrev den franske energigigant Total sidste år en aftale om at udvinde iransk naturgas til en værdi af anslået fem milliarder dollars.
Bankoverførsler kan blive yderligere ramt
Det er endnu usikkert, præcis hvordan retsgrundlaget omkring sanktionerne vil blive udformet fra amerikansk side. Og hvordan de i så fald vil påvirke danske virksomheders handel med Iran.
- Vi er i dialog med de danske ambassader i Iran og i USA, så vi kan komme til bunds i det her. De danske virksomheder, vi har talt med, synes selvfølgelig, at det er røvhamrende irriterende. Men vi skal være glade for, at EU og resten af verden, inklusiv Rusland og Kina, fortsat står bag atomaftalen med Iran, siger Peter Thagesen, underdirektør i Dansk Industri, til TV 2.
Han forudser, at en af de umiddelbare konsekvenser af USA's enegang vil være, at bankoverførsler mellem Iran og virksomheder i Europa vil blive ramt.
Det skyldes, at europæiske banker formentlig vil overveje, om det vil få betydning for forhold til USA, hvis de fortsætter med at have forretninger i Iran.
- Pengeoverførslerne fra Iran er allerede yderst besværlige. Vi frygter nu, at det bliver næsten umuligt for de fleste virksomheder i praksis at kunne modtage penge fra Iran. Det vil i så fald selvfølgelig få konsekvenser for eksporten, siger Peter Thagesen.
Dansk håb om dialog
Iran er ifølge en opgørelse fra Dansk Industri verdens 18. største økonomi.
Blandt de danske virksomheder, der har aktiviteter i Iran, finder vi Haldor Topsøe, Mærsk, Grundfos og Novo Nordisk.
TV 2 har været i kontakt med både Novo Nordisk og Grundfos. Hos Novo Nordisk ønsker man ikke at kommentere på konsekvenserne for dansk erhvervsliv, før man har en bedre forståelse af implikationerne af Trumps beslutning.
Og hos Grundfos henviser kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted til en tidligere udtalelse til DR, hvor han blandt andet siger følgende:
- Vi har et stærkt håb om, at EU vil fortsætte den dialog med Iran, som der er lige nu, så Iran vil overholde aftalerne, men også så vi får lempet sanktionerne, så der kan foregå handel.