Kollapset dæmning giver store ødelæggelser i Kenya
Mange er døde og der er sket store ødelæggelser efter en dæmning er kollapset i Kenya, skriver Reuters.
En større dæmning i Kenya er kollapset. Det har kostet flere dødsfald, siger lokale myndigheder til nyhedsbureauet Reuters.
Dæmningen lå ved byen Solai omkring 190 kilometer nord for hovedstaden Nairobi.
- Vandet har skabt enorme ødelæggelser og tab af liv. Mængden af ødelæggelser er stadig ved at blive opgjort, skriver guvernøren af området Nakuru, Lee Kinyajui, ifølge Reuters i en officiel meddelelse.
På det sociale medie Twitter skriver Røde Kors, at de har reddet 39 mennesker fra ødelæggelserne indtil nu.
Medie: Mindst otte døde
Ifølge det lokale medie The Star er mindst otte døde og mange sårede. Enorme vandmasser skyllede ifølge medier ind over landsbyer i området, hvor flere tusinde mennesker nu står uden tag over hovedet.
- Nogle har svære skader, så de har brug for øjeblikkelig lægehjælp. Vi har brug for ambulancer, tusinder er ude i kulden. Situationen er alvorlig, skrev den lokale politiker Peter Mbae ifølge The Star i en besked tidligere om situationen.
Kenya har den seneste tid været præget af store mængder regn, der har givet omfattende oversvømmelser i landet.