Tysklands ’Nazi-bedstemor’ sendt i fængsel efter en uge på flugt

Ursula Haverbeck er kendt som en udtalt benægter af holocaust, som hun fastholder aldrig har fundet sted.

Hun skulle have meldt sig til afsoning i fængslet den 2. maj for at afsone en 2-årig straf, men 89-årige Ursula Haverbeck dukkede aldrig op.

Da de tyske myndigheder efterfølgende mødte op ved hendes hjem i Vlotho, kunne de ifølge The Independent konstatere, at hendes post lå og hobede sig op. Den 89-årige kvinde var efter alt at dømme stukket af.

I hjemlandet Tyskland er hun kendt som en vedholdende holocaust-benægter, og af de tyske medier er hun blevet døbt ’Nazi-Oma’ – Nazi-bedstemor.

Ursula Haverbeck blev i august sidste år dømt for at skrive i et højreorienteret tysk magasin, at koncentrationslejren Auschwitz bare var en arbejdslejr - og ikke et sted, hvor tusindvis af jøder blev dræbt af nazisterne.

I Tyskland er det strafbart at benægte holocaust, der er betegnelsen for folkedrabet på jøderne under Anden Verdenskrig.

Vendte hjem og blev anholdt

Da Ursula Haverbeck ikke mødte op til afsoning, krævede den tyske anklagemyndighed, at politiet eftersøgte hende, og den internationale Auschwitz-komité udtrykte håb om, at der ville blive lagt stort tryk på jagten af den 89-årige.

Mandag kunne tysk politi så anholde ’Nazi-bedstemoren’ i hendes hjem, efter hun var vendt tilbage til huset i Vlotho, skriver Die Welt.

Efter anholdelsen blev hun straks overført til fængslet Bielefeld-Senne, hvor hun skal afsone sin straf.

Kaldte holocaust for historiens største løgn

Ursula Haverbeck har flere gange været en udtalt støtte af tidligere vagter i nazisternes koncentrationslejre, og hun var medstifter af et højreorienteret ’uddannelsescenter’ sammen med sin nu afdøde mand, der var medlem af nazi-partiet frem til nedlæggelsen i 1945.

I november 2015 blev Ursula Haverbeck idømt 10 måneders fængsel for tidligere på året at have demonstreret ved retssagen mod en tidligere Auschwitz-vagt og i den forbindelse have udtalt, at ”holocaust er den største og mest vedholdende løgn i historien”.

Hun blev i september 2016 idømt otte måneders fængsel for at sende et brev til borgmesteren i Detmold, hvor hun understregede, at det var for enhver tvivl, at Auschwitz bare var en arbejdslejr.

I oktober 2017 fik hun seks måneders fængsel for året forinden at have udtalt, at holocaust aldrig havde fundet sted, og at der ikke havde været nogen gaskamre i Auschwitz.

Langvarige appelsager og kasserede straffe har dog betydet, at Ursula Haverbeck indtil nu har undgået at havne bag tremmer.