Udland

'Død over Amerika' - USA's flag sat i brand i Irans parlament

Der er vrede i Iran, efter USA's præsident Donald Trump har valgt at forlade aftalen om landets atomprogram.

Der måtte gøres tre forsøg med lighteren, før ilden fik fat i papiret. 

Død over Amerika!

Politikerne i Irans parlament

A3-arket var hvidt på den ene side, og på den anden side havde farveprinteren tegnet et amerikansk flag med fire sorte fodaftryk på.

Mens flaget brændte i hænderne på en kraftig mand i sort jakkesæt, råbte folk i salen foran ham:

- Død over Amerika!

Manden stod på talerstolen i Irans parlament, og parlamentsmedlemmerne foran ham var vrede.

Der var også ild i et andet stykke papir, og det var det ark, der var årsag til vreden.

Det brændte i hånden på en gråskægget mand med hvid turban på hovedet.

Arket var fyldt med bogstaver, og teksten var en del af den aftale om Irans atomprogram, som USA's præsident netop havde forkastet.

Aftalen gjorde det nemmere for Iran at handle med omverdenen, hvis landet altså ville holde sig fra at bygge en atombombe.

"Den værste aftale nogensinde"

Men USA's præsident Donald Trump har valgt at trække sit land ud af aftalen, som han har kaldt "den værste aftale nogensinde" - og han har været imod aftalen længe.

Præsidenten er utilfreds med, at Irans missilprogram ikke var omfattet af aftalen, og med, at der ikke var nogen restriktioner på, hvordan Iran kan opføre sig i regionen.

Iranerne har blandt andet støttet Syriens præsident Bashar al-Assad, og de har også stor indflydelse i Irak - og det bryder USA's allierede i Israel og Saudi Arabien sig næppe om.

Kritikere af Donald Trump mener også, at han har trukket sig fra aftalen, fordi den blev anset som en af hans forgænger Barack Obamas største udenrigspolitiske bedrifter.

Og Donald Trump har ikke meget til overs for sin forgængers politik.

Det indenrigspolitiske spil i USA er dog næppe noget, der optager de almindelige iranere, men Donald Trumps beslutning kan alligevel få alvorlige konsekvenser for Irans økonomi.

Og så er vi tilbage ved vreden på talerstolen og det brændende flag i parlamentet.

Den iranske valuta - der hedder rial - er ramt af massiv inflation, og arbejdsløshed og fattigdom medførte tidligere i år voldsomme demonstrationer med 25 dræbte og 5000 anholdelser.

Og nu håber iranerne, at aftalen kan fortsætte uden USA - ellers vil landet igen forsøge at udvikle atomvåben.

- Hvis Europa og vigtige lande som Rusland og Kina vil fylde dette internationale vakuum, vil der måske være en måde at fortsætte på. Ellers vil den islamiske republik Iran bringe dem (USA, red.)) til fornuft med vores atomplaner, sagde parlamentformanden, Ali Larijani, da røgen havde lagt sig i parlamentet.