BLOG: Trump trækker USA ud af atomaftalen – men mon ikke det ender med en atomaftale alligevel

16x9
Donald Trump trak tirsdag aften USA ud af atomaftalen med Iran. Foto: Evan Vucci / Ritzau Scanpix

BLOG: Trump ved godt, at alle involverede parter har en interesse i en forbedret atomaftale. Derfor spiller han højt spil.

Det har været kendt i lang tid, at Donald Trump anser atomaftalen med Iran for at være en dårlig aftale. Faktisk ikke bare en dårlig aftale, men den dårligste aftale indgået nogensinde.

Atomaftalen har to hovedpunkter. Aftalen forlænger tiden, det tager Iran at udvikle atomvåben, og løfter til gengæld sanktionerne rettet mod Iran.

USA, Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og EU og iranerne indgik lidt forsimplet sagt en aftale, hvor iranerne midlertidigt satte deres atomprogram på standby - og efterfølgende ville skulle bruge 12 måneder i stedet for 3 måneder til at bygge en atombombe - for til gengæld at få adgang til en masse kontanter, der var blevet fastfrosset, og nye handels- og investeringsmuligheder.

Atomaftalens støtter pointerer, at aftalen langt fra er perfekt, men gør verden til et sikrere sted og forhindrer et atomvåbenkapløb i Mellemøsten. Trump derimod mener, at Iran ikke overholder ”aftalens ånd”.

Den holdning står Trump ikke alene med.

Mange af aftalens støtter er enige i, at Irans adfærd i regionen er destabiliserende, og at Iran sponsorerer alverdens terrorister. Men at håndhæve den slags er altså ikke en del af den eksisterende atomaftale. Trump blandede – nok med vilje – æbler og pærer sammen i sin tale og valgte at trække USA ud af atomaftalen på et faktuelt forkert grundlag.

Kort om atomaftalen

Atomaftalen er indgået mellem Iran, de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, EU og Tyskland. 

Iran forpligter sig til at begrænse landets atomprogram til civil brug. 

Til gengæld har Iran fået adgang til de omkring 100 milliarder dollars, som var indefrosset i banker i udlandet.

Den amerikanske præsident skal jævnligt bekræfte, at Iran overholder vilkårene i aftalen. 

Hvis aftalen bliver brudt, bliver sanktionerne genindført. 

Trump valgte tidligt side

USA's præsident havde ønsket at genforhandle dele af atomaftalen for blandt andet at få inddraget Irans udenrigspolitiske ageren. Trumps store anke ved atomaftalen er, at aftalen ikke forhindrer, men kun udskyder tidspunktet for, hvornår Iran kan udvikle atomvåben, og at iranerne ikke ”efterlever ånden” i aftalen ved at destabilisere regionen i for eksempel Syrien, Irak, og Yemen.

Det lykkedes amerikanerne åbenbart ikke med. Indtil videre. Mere om det til sidst i indlægget.

Donald Trump er ofte vægelsindet og kan være svær at putte ind i en politisk kasse. Men når det kommer til atomaftalen med Iran, har Trump været konsistent. Tag for eksempel det her tre år gamle tweet fra april 2015:

Ligeledes har Trump fra dag et gjort det klart, at han er stærkt kritisk over for Irans rolle i Mellemøsten. Trump valgte med andre ord tidligt side til fordel for Saudi-Arabien og Israel, Irans ærkerivaler i regionen.

Ingen overraskende beslutning

Derfor var det ikke overraskende, at præsident Trump i dag annoncerede, at USA trækker sigt ud af aftalen. Særligt ikke efter Trump i månederne op til dagens beslutning udskiftede sit minister- og rådgiverhold på centrale poster og hev Iran-hardlinerne Mike Pompeo og John Bolton ind som henholdsvis udenrigsminister og national sikkerhedsrådgiver. At en af Trumps tættere allierede, den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, også i årevis har harceleret imod aftalen, senest ved hjælp af en PowerPoint-præsentation for en uge siden, talte heller ikke for at blive i aftalen.

Trump nævnte faktisk Netanyahus PowerPoint-show som argument for at trække USA ud af aftalen. At Netanyahus pr-stunt kun indeholdt gamle oplysninger og heller ikke leverede nye beviser, modsat hvad Trump hævdede i sin tale i dag, på at Iran ikke havde overholdt atomaftalen, understreger atter det forkerte faktuelle grundlag, Trump begrundede sin beslutning med.

Lægger man oveni, at Trump er meget optaget af at leve op til sine valgløfter og at afmontere hans forgænger Barack Obamas eftermæle – de to ting går, heldigvis for Trump, ofte hånd i hånd – var det ud fra Trumps synspunkt sværere at finde gode argumenter for at blive i aftalen end at trække USA ud af den.

Et transatlantisk lavpunkt

På trods af gentagne europæiske forsøg lykkedes de europæiske regeringsledere Merkel, Macron og co. altså ikke med at overbevise USA's præsident om, at man kunne foretage de ønskede justeringer inden for den eksisterende aftale. Europæernes bedste argument for at blive i aftalen var muligheden for genforhandlingen og regelmæssige inspektioner og at agere som en stærk transatlantisk fælles front (plus Kina og Rusland) overfor det iranske præstestyre.

Men måske er det ikke så overraskende, at en mand, der i sin indsættelsestale bebudede, at USA fra nu af skulle komme først (”America First”) ikke går så meget op i de tidligere så tætte transatlantiske bånd. Resultatet blev, at det transatlantiske forhold, som i forvejen skrantede, er på sit laveste punkt siden splittelsen tilbage i 2003 over invasionen af Irak.

Hvad gør iranerne?

Ser man på iranernes adfærd siden atomaftalen trådte i kraft, er billedet todelt.

På den ene side overholder iranerne ifølge Det Internationale Atomenergiagentur sin del af aftalen. Regimet har reduceret sit lager af beriget uran, så landet ikke kan fremstille atomvåben, og FN har fået adgang til inspektion af landets atomfaciliteter inklusive landets militære anlæg.

Men Irans magtposition er samtidig blevet markant styrket i færd med frigørelsen af Irans tidligere fastfrosne midler og fjernelsen af de økonomiske sanktioner. Det har regimet udnyttet til at involvere sig i diverse proxykrige, der yderligere har destabiliseret regionen. Sidstnævnte har som sagt ikke noget med atomaftalen at gøre – men præsident Trump og også den franske præsident Macron har ønsket at udvide atomaftalen til også at omfatte iranernes destabiliserende adfærd.

Det store spørgsmål bliver nu, om iranerne, som tidligere bebudet af landets religiøse leder Ali Khamenei, også trækker sig fra aftalen, når amerikanerne gør det - eller om iranerne prøver at forhandle med europæerne, russerne og kineserne om økonomiske incitamenter til at blive i aftalen.

Skulle europæerne gå med på at give iranerne sådan en gulerod, vil modsætningsforholdet mellem europæerne og amerikanerne nå nye foreløbige højder.

Hvad sker der nu?

Trumps besked var klokkeklar i dag. USA's præsident valgte den hårde exit, hvor USA både trækker sig fra atomaftalen og genindfører økonomiske sanktioner mod Iran. Og ikke bare det. De lande, der fortsætter med at samarbejde og handle med iranerne, risikerer politisk og økonomisk afstraffelse. Det gælder også for lande, der køber iransk olie. Vi står med andre ord på tærsklen til en handelskrig.

Vi går nu ind i en periode på knap fire måneder, hvor der er mulighed for genforhandling af den eksisterende aftale. Trump-administrationen vil nok bruge tiden på at prøve at få parterne til forhandlingsbordet og prøve at genforhandle den eksisterende aftale.

Samtidig vil man sikkert nøjere udvælge de sanktioner, amerikanerne vil iværksætte imod iranerne – og muligvis også europæerne, hvis sidstnævnte ikke ønsker at genforhandle aftalen, og europæiske firmaer trodser amerikanerne og fortætter med at investere og handle i Iran.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi ender her.

Får vi en ny aftale?

Selvom Trump lige har bebudet, at USA skulle trække sig ud af aftalen, fordi man ikke kunne genforhandle den eksisterende aftale, tror jeg, at forhandlingssporet stadig er åbent. Alle involverede parter - også iranerne, der ellers må frygte et amerikansk/israelsk militært angreb og et nyt økonomisk jerngreb fra amerikansk side - har en interesse i en justeret aftale, der gør Trump glad. Det ved Trump godt. Derfor spiller han højt spil.

En justeret aftale er med andre ord bedre end ingen aftale.

Det gælder også for præsident Trump på trods af den hårde retorik i aften. USA's globale rolle bliver svækket, hvis det ikke lykkedes Trump at forhandle en ny, bedre aftale på plads.

America First” vil i så fald betyde, at Trumps USA bliver isoleret.

Lykkedes det til gengæld for Trump at genforhandle aftalen, og oddsene for det er som sagt ikke dårlige, vil det være en kæmpe udenrigspolitisk sejr for Trump.

Hvordan reagerer Kim Jong-un?

En lille fodnote til sidst. En stor diskussion i de kommende dage vil sikkert blive, hvorvidt Trumps forhandlinger med den nordkoreanske diktator Kim Jong-un bliver sværere efter dagens beslutning.

For hvorfor skulle Kim Jong-un stole på, at Trump ikke løber om hjørner med ham, når en eventuel denukleariseringsaftale er indgået, når Trump bliver ved med at trække USA ud af eksisterende aftaler?

Men måske er det en forkert måde at anskue USA's ry som pålidelig samarbejdspartner på.

For Trump er faktisk ret pålidelig, når det kommer til at love, hvad han holder. Alle de aftaler, som Trump har annonceret, han vil trække USA ud af, siden han blev indsat som præsident – for eksempel klimaaftalen fra Paris og nu atomaftalen med Iran – er valgløfter, han indfrier.

Derfor var det heller ikke overraskende, at Trump trak USA ud af atomaftalen med Iran i dag. Og måske skal vi i denne usikkerheds stund holde fast i dette spinkle håb, når vi kigger fremad mod den sandsynlige genforhandling af atomaftalen med Iran og mødet med Kim Jung-un i de kommende måneder.