Udland

Faraos 'hemmelige gravkammer' eksisterer ikke

De egyptiske antikvitetsmyndigheder må kaste håndklædet i ringen i jagten på skjult gravkammer, efter italienske eksperter kom på banen.

Forskerne var 90 procent sikre, men nu viser radarskanninger, at forskerne tog fejl. Der er intet skjult kammer i den berømte egyptiske konge Tutankhamons 3000 år gamle grav. Det skriver BBC.

Tutankhamons grav blev fundet af den britiske arkæolog og egyptolog Howard Carter i 1922 og er den bedst bevarede og mest intakte grav, som nogensinde er fundet i Kongernes Dal. Kongernes Dal blev brugt som gravplads fra cirka 1539 f.Kr. til 1075 e.Kr. og indeholder 63 grave.

Jagten på Tutankhamons svigermor Nefertiti

I 2015 skrev den engelske arkæolog Nicholas Reeves, at den lille grav oprindeligt var designet til dronning Nefertiti, der både var svigermor til og stedmor for Tutankhamon, fordi han blev gift med sin halvsøster.

Nicholas Reeves' søgen efter hendes grav – som endnu ikke er fundet – ledte ham til at undersøge Tutankhamons grav yderligere, og han fandt det, der lignede små spor af døre under gipsen i graven.

Efterfølgende understøttede flere radarskanninger af graven Nicholas Reeves' påstand, og de egyptiske myndigheder meddelte, at det var 90 procent sikkert, at der eksisterede endnu et gravkammer.

Italienske forskere krydstjekkede data

Men et hold bestående af italienske specialister fra Turin Universitet i Italien afviser altså nu på baggrund af endnu flere skanninger de tidligere skanninger. De er sikre i deres sag: Der er ikke et skjult gravkammer i Tutankhamons grav.

- Det er måske en lille smule skuffende, at der ikke er noget bag væggene i Tutankhamons grav, men jeg synes på den anden side, at der er tale om god videnskab, siger Dr. Francesco Porcelli, der leder forskningsholdet, ifølge BBC.

Ifølge ham er fejlen i de tidligere skanninger opstået, fordi de ikke er blevet krydstjekket for at udelukke datas kompleksitet.

Egyptens antikvitetsminister, Khaled al-Anani, meddeler, at myndighederne accepterer de seneste undersøgelser og lukker deres undersøgelse af gravkammeret ned. Det sker, efter at myndighederne allerede i 2016 blev kritiseret for at tilbageholde data, der viste, at der ikke var skjulte hulrum i graven.

Dermed kan jagten efter dronning Nefertitis grav fortsætte.