Udland

Donald Trump til Theresa May: Iran må aldrig få atomvåben

12. maj ventes Donald Trump at beslutte, om USA trækker sig fra atomaftalen, der blev indgået med Iran i 2015.

USA's præsident, Donald Trump, har lørdag diskuteret Irans atomaftale med den britiske premierminister, Theresa May.

De to talte i telefon, cirka en uge før USA den 12. maj tager stilling til, om landet trækker sig fra aftalen eller ej.

Det oplyser Det Hvide Hus.

Må aldrig få atomvåben

Under opkaldet "understregede Trump sit engagement for at sikre, at Iran aldrig får atomvåben", lyder det fra Washington.

Atomaftalen med Iran blev indgået i 2015. Ud over USA er aftalen underskrevet af Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og EU

Aftalen indebærer, at Iran skal afvikle en del af landets atomprogram, mens internationale atomeksperter fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) skal have adgang til de iranske atomanlæg.

Til gengæld ophæves en lang stribe af sanktioner mod Iran.

/ritzau/Reuters