Diplomatiet ruller i Østasien - historisk telefonopkald mellem Kina og Japan
For første gang nogensinde har Japans premierminister talt i telefon med Kinas præsident. Det sker kun en uge efter koreansk møde om fred.
Den diplomatiske forsoning i Østasien ser ud til at vokse.
For en uge siden mødtes Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, med den nordkoreanske leder, Kim Jong Un, for at plante et træ.
En handling, der siden har forgrenet sig til nabolandene.
Træet symboliserer afslutningen på 65 års kold krig, og de to ledere underskrev samtidig en historisk erklæring, der skal forene og fremme samarbejdet på den koreanske halvø og gøre den til en atomvåben-fri zone.
Onsdag annoncerede lederne i Sydkorea, Kina og Japan, at også de vil mødes for at styrke det indbyrdes samarbejde. Mødet finder sted den 9. maj i Japan.
"Japan og Kinas forhold i bedring"
Fredag nåede forsoningen så nye højder, da Japans premiereminister, Shinzo Abe, og Kinas præsident, Xi Jinping, for første gang nogensinde talte i telefon sammen. Det skriver CNN.
- Det betyder, at Japan og Kinas forhold virkelig ser ud til at være i bedring, lød det efterfølgende fra Japans premierminister, Shinzo Abe.
Under samtalen diskuterede lederne den koreanske erklæring og var enige om, at atomafrustningen er vigtig, hvis freden skal bestå.
De besluttede samtidig, at de "ofte vil kommunikere og aktivt samarbejde frem mod den endelige erklæring om fred", skriver CNN.
Uvist, hvornår fredsaftale træder i kraft
Forholdet mellem landene i Østasien har været anspændt siden Koreakrigen, hvor Kina og Sovjetunionen allierede sig med Nordkorea, mens Sydkorea fik støtte af USA og flere FN-lande.
Ifølge den nye aftale mellem Syd- og Nordkorea vil landene erklære den årelange krig for afsluttet senere på året. Men det er uvist, hvornår en egentlig fredsaftale vil træde i kraft.
De to lande har dog allerede taget flere initiativer mod en reel forsoning. For eksempel har Nordkorea sluttet sig til Sydkoreas tidzone, mens Sydkorea har lukket ned for sine store højtalere på grænsen til Nordkorea, der de seneste to år er blevet brugt til at sende lydbølger med kritik af det nordkoreanske styre ind over grænsen.
Trump har aftalt møde med Nordkorea
Også i USA har præsident Donald Trump udtryk sin begejstring over den koreanske fredserklæring.
Efter mødet mellem Moon Jae-in og Kim Jong Un sidste fredag understregede Trump dog på Twitter, at "tiden må vise", om aftalen holder.
Præsidenten har tidligere meddelt, at også han skal mødes med Nordkoreas Kim Jong Un. Denne fredag kunne Trump så afsløre, at de to ledere har aftalt tid og sted for mødet. Det skriver AP.
Han vil dog endnu ikke afsløre, hvornår mødet finder sted.