Udland

Koreansk tøbrud: Her er de tre statsborgere, Nordkorea har løsladt

Løsladelsen af de tre amerikanske statsborgere kommer få uger før et plangt topmøde mellem den amerikanske præsident Donald Trump og Kim Jong-un.

Det nordkoreanske styre har løsladt tre amerikanske statsborgere, der har siddet fængslet i landet i adskillige måneder. 

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på Twitter.

- Det glæder mig at kunne meddele, at udenrigsminister Mike Pompeo er i luften og på vej hjem fra Nordkorea sammen med tre pragtfulde gentlemen, som alle ser frem til at møde, skriver Trump.

De tre amerikanske mænd ser ifølge præsidentens oplysninger ud til at være ved godt helbred. Trump vil selv tage imod dem, når de lander på amerikansk jord klokken to i morgen tidlig lokal tid, skriver han.

Torsdag kunne det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap meddele, at de tre amerikanske statsborgere var blevet flyttet fra en arbejdslejr til et hotel i udkanten af hovedstaden, Pyongyang.

Samtidig antydede USA's præsident, Donald Trump, at der meget snart kunne ventes nyt om de tilbageholdte personer.

- Som alle er klar over, så har den tidligere administration længe bedt om at få de tre gidsler løsladt fra en nordkoreansk arbejdslejr, men til ingen nytte, skriver Trump i et tweet sent onsdag og tilføjer: "Mere følger".

Men hvem er de tre amerkanske statsborgere, og hvorfor blev de fængslet af nordkoreanerne? Vi giver her et overblik: 

Kim Dong Chol

Forretningsmanden Kim Dong Chol blev arresteret af de nordkoreanske myndigheder i oktober 2015.

Nyheden om hans fængsling kom først frem i januar 2016, da tv-stationen CNN fik lov til at interviewe ham under nordkoreansk opsyn. Her fortalte den sydkoreansk-fødte amerikanske statsborger, at han havde været spion for Sydkorea siden april 2013.

- De bad mig om at hjælpe med at ødelægge det nordkoreanske system og sprede propaganda mod regeringen, sagde Kim Dong Chol til CNN.

Efter interviewet meddelte CNN, at de ikke kunne afgøre, om den fængslede mand udtalte sig under tvang.

Ifølge CNN boede Kim Dong Chol i byen Fairfax i staten Virginia, men i 2001 flyttede han til en kinesisk by nær grænsen til Nordkorea. Han var chef for et firma, der lå placeret i den specielle handelszone mellem Kina og Nordkorea.

I april 2016 blev Kim Dong Chol dømt til 10 år i arbejdslejr for spionage og undergravende virksomhed.

Kim Sang-duk

Kim Sang-duk blev anholdt 22. april 2017 i Pyongyangs lufthavn, da han forsøgte at forlade Nordkorea.

Den midaldrende professor, der også bruger navnet Tony Kim, havde undervist i revision på Pyongyangs tekniske universitet i en måned, da han blev anholdt. 

Udover sit arbejde på universitet var han involveret i nødhjælpsarbejde, men det er uvist, hvorfor han blev anholdt.

- Vi kender ikke årsagen til anholdelsen, men det er ikke relateret til hans arbejde på universitet, sagde universitetets rektor, Chan-Mo Park, til Reuters.

- Han var involveret i aktiviteter udenfor universitet, blandt andet på et børnehjem, tilføjede rektoren.

Ifølge det nordkoreanske regime, er Kim Sang-duk anholdt for "at have begået kriminelle og fjendtlige handlinger med henblik på at omstyrte den nordkoreanske regering."

Kim Sang-duks kone boede sammen med ham i Nordkorea, men er siden vendt tilbage til USA.

Kim Hak-song

To uger efter de nordkoreanske myndigheder tilbageholdt Kim Sang-duk led en anden lærer fra Pyongyangs tekniske universitet samme skæbne. Der var tale om den amerikanske statsborger Kim Hak-song, som arbejdede med landbrugsudvikling på universitetet.

Ifølge avisen New York Times var det uvist, om de to anholdelser havde noget med hinanden at gøre, men begge blev anholdt for "fjendtlige handlinger" mod det nordkoreanske styre.

Den amerikanske statsborger Kim Hak-song er etnisk koreaner født i Kina. Han flyttede til USA i 1990’erne. Her var han på et tidspunkt præst i en evangelisk kirke. Hans kone har til CNN fortalt, at Kim Hak-song ikke missionerede i det ateistiske Nordkorea.

Sidste år døde den 22-årige amerikanske studerende Otto Warmbier, kort efter at han var blevet bragt fra Nordkorea tilbage til USA. Nordkorea løslod ham af humanitære årsager, efter at han var gået i koma i en arbejdslejr. 

Den unge amerikaner blev i marts 2015 idømt 15 års strafarbejde for at stjæle en plakat af Nordkoreas landsfader, Kim Il-sung, fra et hotel.