Udland

Amerikansk par har 36 danske bonusbørn

I 10 år har et amerikansk ægtepar taget sig af danske udvekslingsstuderende. Det har opfyldt en ellers knust drøm om at blive forældre.

Der er dansk lakrids i slikskuffen, Rød Aalborg i barskabet og på kommoden vogter en Kaj Bojesen-garderfigur.

Selvom Paula Stuebben og Tim Bach bor i midtveststaten Missouri i USA, er der adskillige dannebrogsflag at finde i deres hjem.

- Danmark er vores andet hjemland, vores søsterland, fortæller 50-årige Paula Stuebben.

Men det er det danske selskab, der betyder mest for det amerikanske ægtepar. En stor del af deres fritid bruger de sammen med danskerne Sarah Ørsted på 23 år og Daniel Larsen på 24 år, som begge er udvekslingsstuderende på University of Missouri.

- Gennem Tim og Paula får vi en introduktion til den amerikanske kultur. Vi kommer ind bag gardinet, hvis man kan sige det sådan, og det er ligesom det, der gør hele forskellen. De tager os med til basketballkampe og på weekendture til andre byer, og vi laver mad sammen i Tims røgede barbecuegrill. Det er altså indbegrebet af midtvesten, siger Daniel Larsen.

Hvor ligger Danmark?

Men de to danskere er langt fra de eneste, der er begejstrede for at tilbringe tid sammen med Tim og Paula. I 10 år har ægteparret taget sig af danske studerende, og de betragter det som en vaskeægte win-win-situation.

- Hver gang, vi tager nye studerende med til forskellige arrangementer, er det, som om vi selv oplever det igen for første gang. De unge er utroligt begejstrede, og det smitter af på os. Vi gør bare det, vi plejer, men vores oplevelser bliver meget bedre sammen med danskerne, siger Tim Bach.

Det er helt tilfældigt, at det lige blev danske unge, det amerikanske par kastede deres kærlighed på. Efter at have været igennem et hårdt fertilitetsforløb måtte de sande, at de aldrig ville få biologiske børn.

I stedet meldte de sig til et frivilligt initiativ, hvor de i løbet af et semester skulle invitere en udvekslingsstuderende på middag i deres eget hjem.

- 8 ud af 10 udenlandske studerende besøgte aldrig et amerikansk hjem under deres ophold, og det ville universitetet forsøge at ændre på. Vi fik så tildelt en dansker, og jeg må indrømme, at vi lige måtte tjekke på et kort, hvor landet helt præcist lå, siger Tim Bach.

Det perfekte match

Det er mange år siden, at University of Missouri stoppede det frivillige projekt, men det amerikanske par tager fortsat imod danskere. Kontakten bliver formidlet gennem de studerende, der sørger for at give navn og kontaktoplysninger på de næste, der skal på udveksling i midtveststaten, videre. 

Det har ligesom udfyldt tomrummet over ikke at kunne få børn

Tim Bach

Selvom de biologiske børn aldrig kom, betragter Paula Stuebben og Tim Bach sig i dag som bonusforældre til de i alt 36 danske studerende, der har besøgt dem under deres udveksling i Missouri i løbet af de seneste 10 år.

- Det har ligesom udfyldt tomrummet over ikke at kunne få børn, siger Tim Bach, og Paula Stuebben tilføjer:

- I dag har vi børn. Og otte danske børnebørn. Behovet for at tage sig af nogen er helt sikkert blevet dækket ved at få lov til at fejre fødselsdage for de studerende, hygge om dem og hjælpe dem, når de har brug for det.

Rockstjerner på Danmarksturné

Parret sætter stor pris på den danske humor, hvor der er plads til ironi og drilleri, og måske er det en af forklaringerne på, at de ikke har planer om at stoppe med at invitere nye danskere indenfor i den hastigt voksende storfamilie.

Gennem årene er det blevet til fem ferier i Danmark, og næste rejse er allerede planlagt til oktober.

Men som børneflokken vokser, bliver det sværere og sværere at nå rundt og besøge alle.

- De sidste par gange har vi følt os lidt som rockstjerner på Danmarksturné. Vi kender jo ikke blot de studerende, men også deres familier og kærester og så videre. Så der er mange, der hiver og trækker i os. Men det er kun skønt, siger Tim Bach.

Paula Stuebben og Tim Bach kunne kke selv få børn. I stedet valgte de at åbne deres hjem for en dansk udvekslingsstuderende. I løbet af de sidste ti år er en blevet til 36, og parret bliver ved med at tage danske unge med på udflugter. Video: Amalie Karlshøj Radoor