Udland

Trump får migranter til at strømme nordpå

Hver dag krydser et stigende antal flygtninge og migranter illegalt grænsen fra USA til Canada. De tror ikke længere på en fremtid i USA.

En lille bus dukker op i horisonten og fortsætter ned ad en øde vej med skov til alle sider.

Den bremser, da vejen ikke fører videre. ”Stop,” står der på et stort skilt på fransk og engelsk.

Det er her, for enden af vejen i den nordligste del af staten New York, at USA bliver til Canada.

En gruppe migranter ankommer med bus til Roxham Road.

Foran bussen fortsætter en lille, smal sti markeret med orange advarselskegler resten af vejen ind i Canada. To politibetjente står på den canadiske side, og et skilt advarer om, at ”det er illegalt at krydse grænsen her.”

Men ikke desto mindre er det lige præcis det, bussens passagerer har tænkt sig at gøre.

Da bussens døre går op, vrimler det ud med voksne og børn. Med sig har de rullekufferter, klapvogne og plastikposer med de få ejendele, de kan slæbe på.

- Vi er her for at søge et bedre liv for os selv og vores børn, siger en nigeriansk kvinde ved navn Eniole, da TV 2 møder hende ved grænsen.

- USA vil ikke have os og acceptere os. Men vi tror på, at Canada vil hjælpe os, siger en anden kvinde, Temilolo Lole, der står med sin lille søn på armen.

Lige om lidt vil de gå ad den lille sti og forsøge at komme illegalt ind i Canada.

Flygter fra Trumps Amerika

Hver dag kører små busser og taxaer i pendulfart fra byen Plattsburgh i den nordlige del af staten New York til den canadiske grænse.

Chaufførerne henter flygtninge og migranter fra større busser, der kommer direkte fra millionbyen New York, som ligger seks-syv timer længere sydpå. De søger denne vej, fordi det er det sikreste sted at komme illegalt ind i Canada - og dermed få mulighed for at søge asyl i landet.

- De kommer 24/7 i øjeblikket, siger en taxachauffør, da han kommer kørende med bilen fuld af flygtninge.

Mange af dagens passagerer er fra Nigeria. Nogle er kommet direkte fra lufthavnen. Andre har boet i USA i længere tid.

Fælles for dem er, at de ikke længere tror på en fremtid i Amerika med Donald Trump som præsident.

- Donald Trump har kaldt Afrika for shithole. USA er fjendtligt over for os. Jeg kan ikke blive, siger en nigeriansk mand, der kalder sig for Tony, mens han trækker sin rullekuffert mod midten af stien.

Når han passerer en lille, hvid sten, der ligger foran ham, har han krydset grænsen ulovligt – og vil blive anholdt af de to betjente, der venter på den anden side.

En migrant gør klar til at gå over grænsen.

Flere søger mod nord

De amerikanske medier – og ikke mindst præsident Donald Trump - har den seneste tid sat fokus på den karavane af migranter og flygtninge fra Mellemamerika, der i disse dage vil forsøge at krydse grænsen mellem USA og Mexico.

Men mange flygtninge og migranter vil ikke længere blive i USA og søger i stedet endnu længere mod nord.

I 2017 krydsede mere end 20.000 mennesker illegalt grænsen mellem USA og Canada. I år er det indtil videre over 5000. Langt størstedelen kommer ind via den lille sti for enden af Roxham Road, der fører ind i den canadiske provins Québec.

De undgår den officielle grænseovergang, der ellers ligger blot få kilometer derfra.

Det gør de på grund af et hul i en flygtninge-aftale mellem USA og Canada, der betyder, at de vil blive sendt tilbage til USA, hvis de forsøger at krydse over ved en legal grænseovergang. Hvis de derimod bliver anholdt efter at have krydset grænsen illegalt, kan de søge asyl i landet.

Og de seneste år er der et stigende antal, der har gjort netop det.

Eskaleret efter Trump

En af dem, der har fulgt udviklingen på sidelinjen er Janet McFetridge.

Hun bor i grænsebyen Champlain på den amerikanske side. Hver dag fylder hun bilen med huer, vanter og jakker og kører ad Roxham Road til den lille, illegale grænseovergang en halv time fra hendes hjem.

Her venter hun på, at busserne ankommer, så hun kan give tøjet videre til de flygtninge og migranter, der ofte ikke er klædt på til den canadiske kulde.

- Det er jo ikke meget, men blot en lille, venlig gestus, jeg gerne vil give dem. Jeg føler, det er det rigtige at gøre, siger hun.

Janet McFetridge uddeler handsker til en migrant.

Da TV 2 spøger hende, om hun oplever, at strømmen af migranter er eskaleret efter præsident Trump blev valgt, ser hun lettere forvirret ud.

-Jamen, det her skete slet ikke, før Trump blev præsident. Der havde jeg aldrig nogensinde været nede ad denne vej. Der er altid kommet illegale flygtninge denne vej, men det begyndte at eskalere omkring den tid, hvor han annoncerede indrejseforbuddet, og så er det fortsat lige siden, siger hun.

Vrede canadiske naboer

Det har de også mærket på den canadiske side af grænsen.

Her oplever naboerne til grænsen følgerne af den ulovlige indvandring på helt tæt hold.

- De kommer ind over grænsen alle vegne og hele tiden. Det er meget, meget svært at bo her i øjeblikket, siger Pierre Sigouin og slår ud med armene.

Han får tårer i øjnene, når han fortæller om udviklingen.

-Det her plejede at være et stille og roligt område. Nu kører politiet frem og tilbage hele tiden og på alle tidspunkter af døgnet, siger han.

Det samme oplever Manon Noël, der bor lige ved siden af den sti, der fører over grænsen.

- Det her er vores udsigt. Det er ikke til at holde ud, siger hun opgivende og peger mod tre politibiler og en større barak, der er ved at blive bygget for enden af hendes indkørsel.

Her plejede ikke at være andet end et par betjente, der patruljerede området i ny og næ, fortæller hun.

Nu har de canadiske myndigheder oprettet et mere permanent modtagecenter med flere grænsevagter, og Manon Noël og hendes familie skal identificere sig selv, når de skal ind til deres hjem.

-Jeg har ikke noget imod, at de kommer, og jeg forstår godt, at de søger et bedre liv. Men jeg synes, de skal krydse grænsen på lovlig vis som alle andre, siger hun.

- Du er anholdt

På den amerikanske side af grænsen gør Tony og de andre flygtninge sig klar til at tage de sidste skridt over grænsen.

De står nu foran den hvide sten, og går de bare ét skridt længere, er de kommet ulovligt ind i Canada.

- I må forstå, at det her ikke er et lovligt sted at krydse grænsen, siger grænsebetjenten foran dem.

De forskellige flygtninge og migranter ser et øjeblik forvirrede ud.

Så tager de det sidste skridt forbi stenen. 

-Du er anholdt. Du har ret til ikke at udtale dig, lyder det fra betjenten i det øjeblik, den første passerer stenen.

Janet McFetridge ser bekymret med fra sin bil på den amerikanske side.

- Det er virkelig trist. Folk plejer ikke at flygte ud af USA. Men det er sådan det er nu, og jeg tror ikke, det stopper lige foreløbig, siger hun.