Udland

Komikers udfald mod Trump-lejren vækker opsigt

Det Hvide Hus' talsmand stod model til adskillige udfald fra komikeren Michelle Wolf.

Komikeren Michelle Wolf holdt lørdag en tale under den traditionsrige korrespondent-middag i Det Hvide Hus.

Talen vurderes af flere amerikanske medier, heriblandt The New York Times, ABC News og CNN, til at være opsigtsvækkende og højst kontroversiel.

En af personerne, som komikeren særligt langede ud efter, var Sarah Huckabee Sanders, talsmand for Det Hvide Hus. Hun var til stede under middagen.

Michelle Wolf kaldte blandt andet Sanders for en kvindelig onkel Tom, et synonym for en forræder og en racist, og beskyldte hende for at lyve, skriver CNN.

- Jeg kan faktisk rigtig godt lide Sarah. Jeg synes, hun er ressourcestærk. Hun brænder fakta og bruger asken til at lave et perfekt "smokey eye", sagde hun blandet andet om Sanders med en reference til hendes mørke øjenmakeup.

Trump-familie var skydeskive for hårde ord

Også den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans datter Ivanka Trump fik hårde ord med på vejen i Wolfs tale.

Hendes vittigheder grænsede til personmobning

Jesper Steinmetz, TV 2-korrespondent i USA

Mens datterens hjælp til kvinder blev sammenlignet med en tom tampon-pakke, blev det bemærket af komikeren, at Donald Trump, som har et notorisk dårligt forhold til medierne i Det Hvide Hus, for andet år i træk havde valgt ikke at møde op til middagen.

- Jeg ville selv hive ham herhen, men det viser sig, at USA's præsident, er den eneste "pussy", som man ikke må rage på. Han sagde det først. Jo, han gjorde. Husker I det, sagde Wolf med reference til et kontroversielt ældre filmklip med Donald Trump.

Gik den amerikanske komiker Michelle Wolf over stregen, da hun lavede jokes på bekostning af Donald Trump under korrespondenternes middag i Det Hvide Hus? Video: Anne Brandbjerg

Filmklippet var ikke den eneste sag om Donald Trump, som Wolf rodede op i.

Også den verserende sag, hvor Trump beskyldes for via sin personlige advokat at have betalt pornostjernen Stormy Daniels til tavshed, kom op.

- Det er 2018, og jeg er en kvinde, så du kan ikke lukke munden på mig - medmindre du får Michael Cohen (Trump advokat, red.) til at overføre 130.000 dollar til mig, sagde Wolf.

TV 2-korrespondent kalder tale for personmobning

TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, er overrasket over Michelle Wolfs tale, selvom der er tradition for at "gå til biddet" ved den årlige korrespondent-middag i Washington D.C.

- Hendes vittigheder grænsede til personmobning, skriver han i en analyse og forklarer, at mange personer mener, at Michelle Wolf gik over stregen ved at mobbe Sanders' udseende og påklædning.

Lyn-analyse

Der er tradition for at gå til biddet ved den årlige korrespondentmiddag i Washington. Men det er sjældent ondskabsfuldt, sådan som komikeren Michelle Wolf var lørdag aften. Hendes vittigheder grænsede til personmobning af præsidentens talskvinde Sarah Huckabee Sanders, som sad i salen få meter fra hende.

Mange mener, komikeren gik over stregen ved at mobbe Sanders’ udseende og påklædning. Måske et udtryk for at Trumps opførsel på Twitter og til folkemøder har trukket hans modstandere med ned i muddergrøften. Der er sat en ny lav fællesnævner for, hvordan man bekriger hinanden – også blandt komikere – i det politiske USA.

Jesper Steinmetz er ikke alene om sin holdning.

Medvært hos 'Fox and Friends' Brian Kilmeade kaldte over for The New York Times talen for "et personligt angreb", ligesom CNN-analytiker Chris Cillizza tog afstand fra de personlige jokes mod Sanders og skrev, at hun gik efter lavthængende frugter.

- At være sjov er en ting. At mobbe folk, fordi man kan, er noget andet. Og Wolfs behandling af Sanders var mobning, skrev Chris Cillizza i sin analyse af tale.

Også den tidligere pressetalsmand for Det Hvide Hus Sean Spicer kritiserede talen i kraftige vendinger til det britiske medie The Guardian.

- Talen var absolut rædselsfuld, sagde han.

Ifølge CNN's Chris Cillizza, som var til stede ved middagen, var de fleste journalister stille under talen - særligt i talens anden del, hvor Wolf kom med de personlige angreb mod Sanders.

Flere journalister i salen valgte også efter talen at henvende sig til Sarah Huckabee Sanders for at udtrykke deres sympati.

Opfordring til at se talen i et perspektiv

Modsat andre mente analytiker hos NBC News og MSNBC Howard Fineman, at folk burde have lidt perspektiv, når man hørte Wolfs tale.

- Før vi kritiserer Michelle Wolf, så lad os huske, at Donald Trump har gjort og sagt nogle grove ting, som ingen andre præsidenter før har gjort, sagde han til The New York Times.

Den årlige korrespondent-middag i Det Hvide Hus, også kendt som White House Correspondents' Association dinner, er en tradition, der har stået på i over et århundrede.

Det er blevet en tradition, at en komiker gør grin med de amerikanske politikere ved middagen.

Ved tidligere middage har den siddende præsident deltaget som æresgæst. Præsidenten har i de år også holdt en tale, hvor journalisterne er blevet drillet tilsvarende.