Skole i USA bandlyser IPad og computer i klassen: - Eleverne skal væk fra skærmen

Flere skoler i USA er gået bort fra tech-baseret undervisning og skifter iPads og computer ud med blyant og papir.

Undervisningen er i gang.
Undervisningen er i gang. Foto: Kirstine Biltoft-Knudsen / TV 2

Flynn Mcdonald presser blyanten mod papiret.

Den 11-årige skoleelev har sit kladdehæfte åbent og noterer med sirlige bogstaver det, hans engelsklærer skriver på tavlen.

På bordene foran ham og resten af eleverne i 5. klasse på skolen Basis Independent Manhattan i New York, er der ikke skyggen af computere, iPads eller andre former for teknologiske hjælpemidler.

I stedet er der massevis af notesbøger, blyanter, penalhuse og viskelædere.

For på Basis Independent Manhattan er teknologi i klasseværelset bandlyst. Computere bruges kun på skolen i sjældne tilfælde, og iPads ser man slet ikke.

Og det er faktisk en god ting, mener den 11-årige amerikanske skoleelev.

- Man er meget mere i kontakt med læreren, når man ikke sidder bag en skærm, forklarer han, da TV 2 er med ham til engelskundervisning en helt almindelig torsdag.

Hans klassekammerat Christian Yeagley er enig.

- Jeg savner det ikke. Når jeg har en computer eller IPad, gør den meget af arbejdet for mig – for eksempel kontrollerer den, om jeg staver rigtigt. Nu føler jeg, det er mig, der gør det hele selv, siger han.

Håndskrevne karakterer

Den såkaldte low-tech tilgang er en helt bevidst strategi fra skolens side, og er en del af Basis Independent Manhattans læringsfilosofi.

Her skrives stile i et kladdehæfte, og noter er noget, man tager i hånden.  Størstedelen af den skriftlige kommunikation med hjemmet foregår ikke via et ForældreIntra men i stedet gennem såkaldte kommunikations-hæfter, hvor eleverne skriver deres lektier ned og får deres karakterer – alt sammen håndskrevet, naturligvis.

- Børnene er vokset op i en teknologisk verden, og er jo allerede bedre til at begå sig på computere og IPads end os voksne. Så det er slet ikke der, vi skal lære dem noget. Det, vi skal fokusere på, er at gøre dem til kritisk tænkende individer, og vi ved, at man bedre optager information, når man skriver det ned i hånden, siger Flynns engelsklærer Sarah Moriarty.

Low-tech i verden teknologi-mekka

Hun kan godt bede om at få stillet en computer til rådighed, men skoleledelsen opfordrer hende og de andre lærere til at lade være, medmindre der er en rigtig god grund til det.

Eleverne kan også godt komme på programmerings-kurser efter skoletid, hvis de ønsker det, men teknologi skal give mening – ikke bare bruges, fordi man kan, mener skoleledelsen.

Koncentration i klasselokalet.
Koncentration i klasselokalet. Foto: Kirstine Biltoft-Knudsen / TV 2

Dén filosofi gælder også på Basis Independent Manhattans skole i Silicon Valley i Californien. Her er den blot én ud af flere low-tech-skoler, der er åbnet i det, der ellers er kendt som verdens teknologi-mekka.

- Vi tror på, der er noget meget magisk i forholdet mellem lærer og elev, ansigt til ansigt, og det kan ikke komme til udtryk på samme måde, hvis der er en skærm mellem dem, siger Mike Scionti, der er faglig leder på Basis Independent i New York. 

Populær hos tech-forældre

På skolerne i New York og Silicon Valley har flere af børnene ellers forældre, der selv arbejder i tech-industrien for virksomheder som Google og Facebook.

Det gælder også forældrene til Flynn Mcdonald og hans lillesøster, Aurelia, der går i 2. klasse på skolen.

Deres far, Neil McDonald, er salgsleder i tech-virksomheden Oanda Corp, der arbejder med finansiel teknologi, hvor han leder et team med 35 programmører.

Men på trods af hans egen hverdag, hvor den nyeste teknologi er i højsædet, har Neil McDonald alligevel valgt, at hans børn skal gå på en skole, hvor den slags stort set ingen rolle spiller.

- De får nok tid på iPads, telefoner og computere i deres fritid.  I skolen vil jeg gerne have, at de lærer at skabe relationer med andre mennesker, engagerer sig og er aktive i et fysisk fællesskab, siger han.

Gik på højteknologisk skole

IPads er på ingen måde bandlyst i familiens hjem, og ligesom deres far er Flynn og Aurelia Mcdonald ikke ligefrem teknologiske analfabeter.

Søskendeparret har deres egen Youtube-kanal, og så snart skoledagen er forbi, og de er hjemme i familiens lejlighed på New Yorks Upper West Side, finder de hver især deres iPads frem for at uploade videoer, spille 'Minecraft' eller følge med på Snapchat.

- Det er jo meget rart bare at se Youtube og slappe af, siger Flynn med øjnene nede i iPad’en.

Før gik han og søsteren på en højteknologisk skole, hvor alle eleverne fik udleveret iPads og lavede deres lektier i Google Docs.

Undervisningen er i gang.
Undervisningen er i gang. Foto: Kirstine Biltoft-Knudsen / TV 2

Men selvom de begge nyder tiden med deres iPads, er skoledagen faktisk bedre uden alle skærmene, mener de. 

- På min gamle skole lavede vi rigtig mange ting på vores iPad. Vi var ikke ligeså fokuserede med læreren, som vi er nu, siger Aurelia Mcdonald.  

Hendes bror er enig.

- Jeg taler meget mere med læreren, end jeg gjorde før, siger han.

Ikke bange for fremtiden

Og det er netop derfor deres forældre valgte at flytte dem til en skole, hvor de kan få en pause fra skærmen, fortæller deres far.

- Da de gik på tech-skolen var de på deres iPads hele skoletiden, og når de så kom hjem skulle de igen på IPad for at lave lektier. De sad konstant med øjnene nede i skærmen, og det var umuligt for os at have en samtale med dem. Sådan er det ikke længere, siger Neil McDonald.

Han er ikke bange for, at børnene vil blive koblet af udviklingen, selvom de ikke bruger teknologi i skoletiden.  

- Det, jeg selv lærte om teknologi i skolen, er forældet nu, og der vil formentlig alligevel ikke være iPads om 10 år. Børnene skal nok lære det, der kommer. De er allerede meget mere tech-smarte, end vi er, siger han.