Udland

Trumps læge trækker sig som kandidat til stor ministerpost

Rapport om spritkørsel og rundhåndet uddeling af sovepiller har fået præsidentens læge til at trække sit kandidatur til ministerpost.

Ministeren for USA's krigsveteraner blev fyret for en måneds tid siden.

Han hed David Shulkin og er anklaget for at have brugt 122.334 dollar af skatteydernes penge på en tur til Europa med sin hustru.

Turen, som omregnet til danske priser kostede lige over 748.000 kroner, bød blandt andet på en kanaltur i Nyhavn i København og en tur til tennisturneringen Wimbledon i England, skriver Vox

Godkendelse af Ronny Jackson

Kongressen er USA's lovgivende forsamling.

Den består af to kamre: Senatet og Repræsentanternes Hus.

Senatet skal godkende præsidentens forslag til de højeste embedsmandsstillinger. Derfor er det også dem, der skal godkende Ronny Jackson.

I dette tilfælde foregår det i et senatsudvalg, som beskæftiger sig med amerikanske krigsveteraner.

Kilde: Den Store Danske, Gyldendal

Men nu er der også problemer med manden, der ifølge Donald Trumps planer skulle have afløst Shulkin. Han har nemlig valgt at trække sig, efter en undersøgelse med anonyme anklager er bragt frem i den amerikanske presse. 

Hyldede Trumps "utrolige gener" 

Han hedder Ronny Jackson og har i flere år været læge i Det Hvide Hus. Han blev udpeget af USA's præsident til at erstatte Shulkin med det samme.

Men i USA kan præsidenten ikke bare udpege en topembedsmænd. Lovens bogstav kræver, at Senatet godkender den slags.

Nogle vil måske kunne huske, at Ronny Jackson i januar var manden, der annoncerede, at 71-årige Donald Trump var i en "fortræffelig" fysisk tilstand. 

Her sagde lægen også, at Trump "havde utrolige gener", og at "han var, som Gud havde skabt ham". 

Kaldes "slikmanden" i Det Hvide Hus

Men Jackson, som også var læge under Barack Obamas præsidentembede, havnede altså i fedtefadet forud for senatets endelige godkendelse af ham til posten som veteranminister, som er en ganske respekteret post i USA's regering. 

23 tidligere og nuværende kollegaer til Jackson har nemlig udtalt sig anonymt i et to sider langt dokument, som har fundet vej til den amerikanske presse, herunder i avisen The Washington Post

I dokumentet, som er udarbejdet af Demokraterne i Senatets veteranudvalg, fremgår det, at Jackson blandt personalet i Det Hvide Hus er kendt under kælenavnet "slikmanden", fordi han deler receptpligtig medicin ud, som var det slik.

Ifølge dokumentet har en kollega beskrevet udskrivningen af blandt andet kraftig sovemedicin som "uforsvarlig".

Fuld på jobbet og "eksplosiv"

I anklagen mod Jackson lyder det også, at han ved flere lejligheder har været fuld på jobbet. Som læge i Det Hvide Hus skal man være til rådighed, hvis der skulle opstå helbredsproblemer hos præsidenten eller lignende,  og ved sådan en lejlighed beskrives Jackson som at have været så fuld, at han lå bevidstløs og sov på sit hotelværelse.

Ved en anden lejlighed beskrives det, at han er kørt galt i en regeringsbil under en afskedsfest for en af præsidentens livvagter. 

Og ved en tredje begivenhed, som amerikanske CNN har dækket, var Jackson angiveligt så fuld, at han gentagne gange bankede højlydt på en kvindelig kollegas dør under en udlandsrejse. CNN skriver, at præsidentens livvagter måtte gribe ind, så han ikke vækkede daværende præsident Barack Obama. 

Derudover beskrives Jackson som værende "eksplosiv", "giftig", "grov", "ustabil", "uærlig", "den værste leder, jeg nogensinde har arbejdet for" og for at være "100 procent temperamentsfuld". 

Trækker sit kandidatur

Anklagerne fik torsdag Ronny Jackson til at trække sit kandidatur tilbage. Han siger dog, at anklagerne mod ham intet har på sig.

- Jeg forventede ikke, at jeg skulle forholde mig til grundløse og anonyme angreb mod min karakter og integritet, lyder det fra Jackson i en udtalelse fra Det Hvide Hus, som er sendt ud til den amerikanske presse.

I første omgang var der ellers umiddelbart opbakning til Jacksons kandidatur til posten fra Det Hvide Hus.

Donald Trumps pressetalskvinde, Sarah Huckabee Sanders, tog ham i forsvar:

- Ingen af disse ting er dukket op under de fire forskellige baggrundstjek, vi har lavet på ham, sagde hun.

På trods af at kilderne i dokumentet er anonyme, var der  ikke stor vilje til at forsvare Jackson blandt republikanerne i Senatet, skriver New York Times. Heller ikke hos Demokraterne, som står bag dokumentet.

Der var dog også senatorer, som fandt det urimeligt, at Jackson skulle forsvare sig mod de anonyme beskyldninger.

- At vi skal hundse med en mand, bare fordi nogle kommer med anklager, forekommer mig uretfærdigt, sagde den republikanske senator John Cornyn fra Texas ifølge The New York Times. 

Det var meningen, at Ronny Jackson skulle forhøres af et senatsudvalg onsdag, men tirsdag blev det udskudt af både demokrater og republikanere på grund af beskyldningerne.

Nu har han så trukket sig helt fra kandidaturet. Det fremgår endnu ikke, om han kommer til at fortsætte som læge i Det Hvide Hus.

Note: I den oprindelige udgave af denne artikel havde Ronny Jackson endnu ikke trukket sit kandidatur tilbage. Artiklen er siden blevet opdateret.