BLOG: Macron kom med slet skjulte budskaber til Trump i tale
BLOG: Forholdet mellem Trump og Macron kan bedst beskrives med et gammelt fransk ordsprog.
Det får typisk mere bevågenhed, når den britiske premierminister eller den tyske kansler er på besøg i Washington D.C., end når den franske præsident kigger forbi. Det er egentlig pudsigt, for de mest interessante topmøder plejer at være dem mellem USA og dets ældste allierede Frankrig.
Også ud fra et magtpolitisk perspektiv er de amerikansk-franske møder de mest interessante i disse år. Det gør (lidt) ondt at indrømme for en tysker som mig, men faktum er, at Frankrig på mange områder – særligt det militære - spiller en vigtigere rolle, end den tyske kansler Angela Merkel, som kommer på besøg hos præsident Trump senere på ugen. Det er det gode forhold mellem præsidenterne Trump og Macron kun det mest synlige eksempel på i disse dage.
Desto mere interessant er det også, at den franske præsident Emmanuel Macrons tale i Kongressen ikke har fået den store dækning i de store amerikanske aviser. Generelt var man i mange aviser faktisk mere optaget af præsidentfruen Melania Trumps garderobe, end hvad monsieur Macron havde at sige. Det er en skam, fordi det faktisk var ganske interessant, hvilket budskab den franske præsident havde valgt at komme med til USA's hovedstad.
"Le bromance"?
Hvis man kun så billederne af Macrons besøg de sidste par dage, vil man godt kunne have fået et indtryk af "le bromance" mellem Trump og Macron, som en amerikansk avis formulerede det. Eller et "special relationship", som Macron beskrev sit forhold til Trump. Og præsidenten prøvede da også at smigre sin franske kompagnon. Trump og hans kone havde disket op med den helt store og fine statsmiddag – den første under præsident Trump – for den franske præsident og hans kone (i modsætning til under valgkampen, hvor kandidaten Trump havde harceleret mod de dyre og pompøse statsmiddage).
Men ser man på substansen, bliver det tydeligt, at der ikke er meget "le bromance" over de politiske relationer mellem USA og Frankrig i disse år. Tværtimod var Macrons tale i Kongressen i dag en meget slet skjult kritik af Trumps udenrigspolitik.
Macrons kritik af Trumps udenrigspolitik
For efter at bruge meget tid på at tale om de historiske bånd mellem USA og Frankrig valgte Macron at adressere de to regeringers politiske uenigheder. For eksempel på klimaområdet og med hensyn til atomaftalen med Iran, som Trump skal tage stilling til igen senest den 12. maj. Eller ved at tale om faren, der ligger i at spille på befolkningens frygt og vrede for at opnå politiske fordele. Eller hvorfor det er kontraproduktivt at slå et slag for en nationalistisk og tilbagetrukken udenrigspolitik.
- Bare fordi man lukker døren til verden, betyder det ikke, at verdens evolution stopper, som Macron formulerede det.
Den franske præsident kunne lige så godt havde sagt, at Trumps slogan om "America First” er lig med, at USA risikerer at komme sidst og risikerer at blive hægtet af globalt.
Det samme gjorde sig gældende, da Macron sagde, at uenighederne på klimaområdet er uenigheder på ”kort sigt” – læs mens Trump er præsident - eller da han kritiserede dem, der hænger fast i fortiden og vil redde forældede industrier – læs særligt kulindustrien i USA, som hjalp Trump til valgsejren – frem for at igangsætte et kursskifte hen mod en mere bæredygtig økonomi. Eller når den franske præsident kritiserer brugen af toldsatser og advarer mod at ”bygge nye mure” og advokerer for at gøre ”planeten storartet igen”, en åbenlys reference til Trumps ”Make America Great Again”-slogan under præsidentvalget.
Ligeledes var den franske præsidents mantra om behovet for amerikansk engagement i verden og viljen til at finde multilaterale løsninger stik imod den kurs, præsident Trump udstikker for verdens eneste supermagt.
Trump-kritik er populær i Europa
Her er det selvfølgelig værd at bemærke, at det for stort set ingen europæisk statsleder er en vindersag at lægge sig i slipstrømmen på den i Europa mestendels forhadte præsident Trump. Det ved Macron om nogen, efter at præsident Trump trak USA ud af klimaaftalen fra Paris. At lægge sig i slipstrømmen på Trump er særligt ikke smart, når man i forvejen er upopulær på hjemmefronten, som Macron er det i Frankrig.
Faktisk er Macrons popularitetsmålinger i Frankrig værre, end Trumps er i USA. At kritisere Trumps udenrigspolitik på denne subtile måde er med andre ord en vindersag. Særligt i et land som Frankrig, der på trods af sin årtilange krise ikke har mistet fordums grandeur (eller snarere storhedsvanvid, som tyskerne vil kalde det).
Men Macron og hans europæiske kolleger er også realistiske nok til at vide, at de er afhængige af Trumps USA på en lang række områder. Atomaftalen med Iran er de facto værdiløs, hvis Trump skulle vælge at trække USA ud af aftalen næste måned. Derfor er Macron gået Trump i møde på det punkt ved at udtrykke sit ønske om at tilføje en række ekstrapunkter til den nuværende aftale.
Hvorvidt det lykkedes den såkaldte ”Trump-hvisker” Macron at fremtvinge et kursskifte i Trumps udenrigspolitik er uvist. Men hvis jeg var Macron, ville jeg ikke sætte mine forhåbninger for højt op.
For uagtet den franske præsidents courage-optræden i den amerikanske Kongres i dag, må man også slå fast, at Macron ikke har haft nævneværdig succes med at overbevise USA's præsident indtil videre. Men måske er det også en håbløs mission. Som min gamle fransklærer i gymnasiet plejede at sige: ”Il n’y a pas plus sourd que celui qui ne veut pas entendre.”
”Ingen er så døv, som den, der ikke ønsker at lytte.”