Udland

Trump truer Iran - mens Macron forsøger at gyde olie på vandene

Atomaftalen med Iran er "sindssyg", siger Donald Trump. Samtidig truer Iran USA.

De mødte hinanden med håndtryk, kram og kindkys, præsidenterne for USA og Frankrig, Donald Trump og Emmanuel Macron, i dag i Washington. 

Men bag den gemytlige facade ved et pressemøde i Det Hvide Hus lurede alvoren. 

For dagen igennem under den franske præsidents første statsbesøg i den amerikanske hovedstad, havde et gevaldigt tovtrækkeri fundet sted. Centralt i debatten mellem Trump og Macron står atomaftalen med Iran fra 2015, som Trump igen i særdeles hårde vendinger har kritiseret. Denne aftale har bremset Irans udvikling af atomvåben. 

Donald Trump truer ligefrem med at trække USA ud af aftalen, mens Emmanuel Macron dagen igennem har forsøgt at overtale Trump til at blive i aftalen. Hvilket endnu ikke er lykkedes. 

Trump: - En frygtelig aftale

Den amerikanske præsident har angivet datoen den 12. maj som deadline for sin beslutning angående en atomaftale, som han kalder "sindssyg".

- Folk kender min holdning til Iran-aftalen. Det var en frygtelig aftale. Den burde aldrig have været indgået. Det her er en aftale med et forældet fundament, sagde Trump på pressemødet. 

Atomaftalen mellem Iran, USA og de øvrige fire stormagter i FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland blev indgået den 14. juli 2015.

Aftalen har blandt andet betydet, at Iran ikke fortsat har udviklet atomvåben, at Iran har begrænset antallet af centrifuger, der bruges til berigelse af uran og at Irans lager af uran reduceres markant. 

Emmanuel Macron forsøgte ifølge reportere i Washington flere gange tirsdag at overbevise Donald Trump om, at det er i alles interesse at fastholde atomaftalen med Iran, fordi der ikke findes nogen plan B.

Analyse: Macron vil forsøge at vride armen om på Trump Video: Anders Hjort

Iran truer USA

Denne plan blev dog delvist forpurret, da det kom frem, at Irans præsident Hassan Rouhani forud for dagens statsbesøg i USA havde meldt ud, at det ville få voldsomme konsekvenser, hvis USA trak sig ud af aftalen. 

Samtidig sagde Irans udenrigsminister Javad Zarif, at det ikke ville tage lang for landet at genstarte dets atomprogram, hvis aftalen blev skrottet. 

Dette fik Donald Trump til at reagere i endnu hårdere vendinger på pressemødet i Washington. 

- Hvis Iran truer os på nogen som helst måde, kommer de til at betale en pris, som lande før dem har skulle betale. Hvis de genstarter deres atomprogram, vil de stå over for større problemer, end de nogensinde før har haft, truede den amerikanske præsident. 

Statsmiddag i Det Hvide Hus tirsdag aften

Tysklands kansler, Angela Merkel, kommer også til den amerikanske hovedstad fredag. Her vil hun lige som Emmanuel Macron forsøge at presse Trump til ikke at skrotte atomaftalen med Iran.

Macron lagde ved dagens pressemøde ikke skjul på, at han gentagne gange forsøgte at overbevise Donald Trump om det fornuftige i at bevare aftalen. Ikke mindst med henblik på at stabilisere situationen i hele regionen omkring Iran.

- Vi to har haft en meget ærlig diskussion om emnet, og du mener, at Iran-aftalen er dårlig. I flere måneder har jeg sagt, at det ikke var en tilstrækkelig aftale, men at den i det mindste giver os mulighed for indtil 2025 at have en form for kontrol over deres atom-aktiviteter, lød det fra Macron, som gentog sit håb om at kunne få en ny aftale med Iran på plads. 

Den franske præsident rejser retur til Paris onsdag. Men først skal han i aften, amerikansk tid, deltage i en officiel statsmiddag i Det Hvide Hus, hvor han under serveringerne formentlig igen vil tage sig en snak med sin amerikanske præsidentkollega.