Udland

Russisk tv-indslag om Danmark er fyldt med fejl - se listen her

Russisk tv kritiseres for at fordreje sandheden i et indslag fra Bornholm. Her kan du se indslaget med undertekster plus en liste med faktuelle fejl.

En 85 meter høj mast i Østermarie på Bornholm er blevet centrum i en strid om propaganda og falske nyheder efter et tv-indslag på den russiske tv-station NTV.

Paradoksalt nok taler man stadig russisk her

Aleksej Petrushko, russisk journalist

Masten, der er rejst af Forsvarets Efterretningstjeneste, bliver kaldt for "toppen af et spion-isbjerg". Tv-stationen NTV - der støtter præsident Putin - har nu brugt masten som anledning til at lave et indslag om Bornholm og spionage i Danmark.

Indslaget bliver sendt på den russiske tv-kanal NTV, som du kan se i toppen af denne artikel. Det blev sendt i Rusland den 17. april.

Danmarks tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (Soc.dem.) medvirker i indslaget, og han føler sig taget ved næsen af russerne. Han troede, at han medvirkede i et program, der skulle nuancere Danmarks forhold til Rusland, men det var ikke tilfældet

- Det er rendyrket propaganda. Det er rendyrket ensretning, siger han til TV 2. 

- Det går alt sammen ud på at renvaske den russiske kurs og kun fortælle sit eget publikum én sandhed, siger han.

Lyn-analyse

Selv om indslaget fra NTV er propaganda, er russerne slet ikke så onde ved os, som de kunne have været.

Journalisten anslår en lidt humoristisk undersøgende tone, og indslaget gør grin med de dumme danskeres russerskræk.

Reportagen passer ind i russernes verdensbillede om, at hele verden hader dem. Beviset er, at selv på den fredelige ø Bornholm er folk bange for dem, selv om de ikke kan finde Krim-halvøen på et kort.

Reportagen skal fortælle et russisk publikum, at Vesten har en masse fordomme og er fjendtligt indstillet, uden at vi reelt har noget at have fordommene i.

Også Nick Hækkerup, tidligere forsvarsminister og nuværende udenrigsordfører i Socialdemokratiet, føler sig misbrugt.

- Mit udsagn i den russisksprogede udsendelse svarer slet ikke til det budskab, jeg gav dem. Jeg sidder tilbage med en følelse af fake news, bevidst misbrug og måske endda direkte forkert oversættelse, siger han til Radio24syv.

Indslaget indeholder en række faktuelle fejl - her gennemgår vi nogle af dem.

De taler russisk på Bornholm

I indslaget gennemgår journalisten Bornholms historie. Her siger han blandt andet:

- I maj 1945 befriede sovjetiske styrker i virkeligheden Bornholm fra fascisterne. Og man blev der ét år, indtil Danmark lovede ikke at lade udenlandske styrker være på øen. Man har åbenbart bevaret naget, men paradoksalt nok taler man stadig russisk her, fortæller den russiske journalist Aleksej Petrushko.

Del af indslaget fra NTV. Video: Peter Møller

Som billeddokumantation bruger NTV et interview med cand. mag. i russisk Thomas Køhler. Interviewet er optaget i Teglgårdsstræde i København og har intet med Bornholm at gøre. Thomas Køhler har efterfølgende bedt NTV om at bringe en berigtigelse, oplyser han til TV 2.

Den hemmelige mast

NTV påstår også, at FET's overvågningsmast er hemmelig.

- Projektet har været holdt i største hemmelighed, siger den kvindelige studievært Anna Yankina.

Det er ikke korrekt. I november 2017 kunne den russiske tv-kanal Sputnik berette om masten. Danske medier skrev om den allerede i maj måned 2017. Det er til gengæld korrekt, at masten er opført for at aflytte russisk radiokommunikation.

Billedet i baggrunden

Bag studieværterne er der et billede af en overvågningsmast. Der er imidlertid ikke tale om den mast, indslaget handler om.

Den dygtige journalist

NTV overdriver også, hvor stor en afsløring deres journalist har foretaget, da han fandt masten.

- Aleksej Petrushko, i øvrigt den eneste journalist, det er lykkedes at se dette hemmelige objekt, har set, hvordan dette spiontårn ser ud i virkeligheden, siger studieværten.

Omstridt reportage fra NTV. Video: Peter Møller

Det er ikke korrekt. Samme dag, som masten blev rejst, havde netmediet Bornholm Nu billeder af den.

Overvågningskameraet

- Man kan da håbe på, at overvågningskameraet lægger mærke til de nysgerrige journalister fra Moskva, siger journalisten Aleksej Petrushko, da han er på vej ind til spionmasten.

I virkeligheden er der ikke tale om et overvågningskamera, men TV 2s vejrstation på toppen af Bornholmertårnet.

Tvunget ind i NATO

En af de medvirkende i tv-indslaget, en mand ved navn Mads Bernt, fortæller, at Danmark og Tyskland blev tvunget ind i forsvarsalliancen NATO i 1949. 

Del af indslag fra russiske NTV. Video: Peter Møller

- De stakkels danskere, som de stakkels tyskere, blev presset til at blive medlem af NATO. Og vi er praktisk taget tvunget til at gøre som Storbritannien og USA, siger Mads Bernt.

Det er ikke korrekt, at Danmark blev tvunget ind i NATO. Det var en politisk beslutning, der blev vedtaget af en demokratisk valgt regering.

Det er ikke lykkedes at finde Mads Bernt for at spørge ham, om han er blevet oversat korrekt.

TV 2 har også forsøgt at få en kommentar fra NTV, men det er ikke lykkedes.

Ruslands ambassade i Danmark har imidlertid kommenteret sagen på Twitter.

I et tweet til Berlingske Tidende skriver ambassaden, at Mogens Lykketoft og Nick Hækkerup ikke medvirker i indslaget.

Rusland hævder, at Mogens Lykketoft ikke deltog i et tv-indslag, som han rent faktisk deltog i. Video: Peter Møller